'Elizabeth' er et fyrigt historisk drama fuld af gys og rænkespil
NY FILM
Elizabeth er en historisk film i beslutsomt moderne klædebon. Glem alt om elizabethanske blankvers og oplev en 'jomfrudronning', der rummer mange af en moderne filmheltindes karaktertræk: splittelsen mellem erotisk forløsning og professionelle krav, viljen til at sætte sig igennem på mændenes præmisser kontrasteret med troskaben mod blødere kvindelige værdier.
Det starter med afbrænding af tre protestantiske kættere, for religionskrigen mellem protestanter og katolikker raser i midten af 1500-tallets England. Og kort efter dette drastiske anslag overdrives det nutidige tonefald en kende, når den unge protestantisk sindede Elizabeth kalder striden mellem katolikker og protestanter for
"such a small thing". Man kan også blive for anakronistisk moderne.
Royal læreproces
Men det historisk korrekte - eller blot sandsynlige - har tydeligvis heller ikke været den dygtige indiske instruktør Shekhar Kapurs anliggende i dette medrivende brag af et kostumedrama.
Elizabeth er det dynamiske, erotiske centrum for en højspændt beretning om grusomhed og bedrag og hofintriger, der med størst sandsynlighed får en dødelig udgang for de intrigerende. Ikke for ingenting er Elizabeth datter af Henry VII - regenten, der henrettede to af sine koner.
Hun ses da også med mellemrum foran hans portræt, i starten skeptisk over for sine evner til at handle med tilstrækkelig beslutsomhed. Men filmens røde tråd er netop den læreproces, en ung danse- og erotikglad kvinde, følelsesfuld indtil det passionerede, må gennemgå, før hun for alvor kan bestige tronen som den dronning, der
vier Englands sag al sin kraft og lidenskab.
'Jomfrudronningen' kaldes hun, fordi hun trods megen pression nægter at binde sig i ægteskabet og til slut så at sige bliver gift med staten. Men hun når kun dertil efter heroiske kampe med troløse, bedrageriske mænd - og klog rådgivning fra sin 'sikkerheds'-chef, Walsingham.
Dragende kvindefigur
Geoffrey Rush spiller denne rådgiver som en blanding af iskold morder og pragmatisk beundrer af Elizabeth, hvis format han tidligt øjner og styrker efter bedste evne. En hård, men klog nitte.
At det er den samme Rush, der fremstillede den hudløst følsomme pianist David Helfgott i Shine, er næsten ikke til at fatte. Han har i sandhed alsidighedens nådegave, for begge portrætter er lige autoritative.
Rush fylder med diskrete midler sin chefrådgiver med bitter, knivskarp indsigt, men det er den australske Cate Blanchetts Elizabeth, der holder sammen på en film, som flakser rigeligt rundt mellem mændene i dronningens liv. Allerførst den livsglade ungpige, men snart drevet til et opgør med den katolske dronning Mary, der ikke er langt fra at underskrive hendes dødsdom.
Den rødhårede Blanchett har til overmål den styrke parret med sårbarhed og lidenskab, der gør Elizabeth til en dragende kvindeskikkelse - aldrig forhærdet af magten, altid søgende, både med intuition og refleksion.
Ret ubritisk
Shekhar Kapurs instruktion understreger tidens barbari og ligger til tider på grænsen til den kulørte udnyttelse af grusomhederne.
Han driver overhovedet de fleste scener ud i tour de force-lignende ekstremer. Der er et meget uengelsk punch i hans kraftfulde, men for det meste virtuost beherskede visuelle dynamik, der uden omsvøb skærer til benet.
Ligesom i sin gennembrudsfilm Bandit Queen om den indiske oprører Phoolan Devi, fortæller Kapur med en egen fyrighed om en stolt kvinde, der står isoleret mellem politiserende mandlige magtgrupper. Ene, men stærk.
I Elizabeth får vi legendarisk engelsk historie som en slags melodramatisk krimi. Virkningerne tenderer mod det grovkornede, men spillet rummer ægte følelse og nuancering nok til, at man lader sig opsluge. Det er ganske enkelt voldsomt underholdende!
*Elizabeth. Instruktion: Shekhar Kapur. Manuskript: Michael Hirst. Engelsk (Grand, Dagmar, Bio Værløse)
