Læsetid: 5 min.

Myten om den irske kulturtiger

9. januar 1999

Irske musik, skuespil, filmkunst og sågar irsk dans er blevet enormt populært verden over. Men kritikere siger, at landets kulturpolitik handler mere om penge end om kultur

DUBLIN - "A day without U2 is a day without li," står der på grafittien. De sidste bogstaver er visket ud. Måske skal der stå 'life', 'lies' eller noget helt trejde - man er nødt til at gætte.
Der er hundredevis af kvadratmeter farvestrålende grafittier nede i Windmill Street i Dublin, hvor U2's studier ligger. Endnu flere end på Abbey Road i London, hvor The Beatles indspillede deres plader. Men efterhånden er det blevet for meget for naboerne, så nu er myndighederne begyndt at sandblæse grafittien væk.
Men udviske det irske bands verdensombrusende succes kan sandblæserne ikke. Grafitti eller ej, er Bono og hans venner et musisk eventyr af de helt store.
Man kunne nævne andre populære irske ballade-magere fra de gamle The Chieftans til de numodens The Corrs. Men den irske sangskats succes er ikke bare begrundet i nationens uudslukkelige trang til at udtrykke sig musisk nærmest uanset hvilke betingelser, udfoldelserne får. Den kunne f.eks. også have noget at gøre med, at i Irland er kunstnere fritaget for indkomstskat. I det mindste for den indtægt, de har fra deres kunstneriske virke.

Hotelejer
Bono for eksempel ejer også et hotel i Dublin - The Clarence - som netop er blevet sat i stand og nu er blevet et af stadens hotte in-steder. De penge, han tjener der, betaler han skat af.
Men folk, der kan hive penge hjem ved at skrive en roman, et stykke musik eller male et billede, får lov at beholde pengene uden skattetræk.
Det kan også trækkes fra i skat, hvis man investerer i produktion af musikindspilninger - inkl. musikvideoer - for nye kunstnere. Ligeledes er der skattegoder for investeringer i filmproduktion, og for begge gælder en række betingelser. For eksempel skal en vis procentdel produceres i Irland af irske mænd og kvinder, og der skal være et element af træning og uddannelse involveret, så unge mennesker kan tilknyttes og lære noget brugbart.

Kulturtiger
En lang række internationalt kendte film har benyttet sig af disse muligheder. For eksempel Braveheart, som faktisk handlede om Skotland, men også irsk-irske film som My Left Foot, The Crying Game, In the Name of the Father og Michael Collins.
Ude i verden er fænomenet blevet kaldt den irske 'kulturelle tiger', den 'irske renaissance' og meget andet, efterhånden som filmmagere, skribenter, skuespillere og musikere med irsk blod i årerne indkasserede den ene anerkendelse efter den anden.
Selv irsk dans er blevet populær. Shows som 'Riverdance' spiller for fulde huse i London og New York. Folk er vilde med at se unge kvinder og mænd steppe forkrampet rundt med hænderne stive ned langs kroppen.
Professor Paul Bew fra
Queen's University i Belfast har engang meget demonstrativt forklaret denne korrespondent, at den irske dans' særlige stil faktisk kommer fra, at de unge mennesker i det - dengang - stærkt katolske land ikke måtte have lov til at røre ved hinanden, når de var ude at danse.
"Irsk dansk er udtryk for seksuel repression," sagde professoren og gav udtryk for, at han ikke syntes, det er noget at promovere verden rundt.

Indbringende
Det er danserne formentlig ligeglade med. De har arbejde.
Kunstrådet i Irland er også godt tilfreds. Ifølge en undersøgelse fra 1994 giver den irske kultursektor arbejde til 33.800 mennesker, hvilket vil sige 21.500 fuldtidsjob, og bidrager med 441 millioner pund (godt 4 milliarder kroner) om året til den irske økonomi. Men så har man dog også talt ting såsom kunsthåndværk, kulturcentre og museer med.
Det er lige netop den økonomiske tankegang, som irriterer kritikerne af den irske kulturpolitik grænseløst.
"Den visuelle kunst bliver negligeret. Magthaverne synes, at andre kunstformer - litteratur, skuespil og film - giver hurtigere resultater," siger Stella Coffey, som er direktør for The Association of Artists in Ireland, AAI.
"Kunstrådet har en tendens til at kvalificere alting ud fra jobskabelse," siger hun og efterlyser i stedet en stillingtagen til, hvordan man ønsker at fremme kvalitet.

En hindring
Efter hendes mening stiller den internationale fokus på de irske succeshistorier sig nærmest hindrende i vejen for udviklingen af en kulturpolitik hjemme. Risikoen består i, at politikerne ser på de begejstrede overskrifter og så simpelt hen slapper af.
"Riverdance, nogle få stykker på Broadway og i London og en håndfuld film udgør ikke nogen kulturel renaissance," siger hun nærmest fnysende.
Irland fik først et ministerium for kultur i 1993, og der er ringe tradition for kulturpolitik. Stella Coffey fortæller, at landet den dag i dag ikke har en ordentlig, kulturpolitik nedfældet på papir. Alt har været ad hoc.
Kunstrådet forsvarer sig med, at det i løbet af de seneste fem år har fordoblet det beløb, der hvert år fordeles til kunsten. Men efter kritikernes mening får man ikke nogen sammenhængende kulturpolitik ud af bare at smide penge efter folk. Og under alle omstændigheder er kunststøtten udregnet pr. indbygger stadig langt mindre end mange andre steder.
Ifølge AAI viste en undersøgelse for 1996 og 1997, at hvor Irland brugte lige under 6 britiske pund (ca. 60 kroner) pr. irer på kunstnen, brugte briterne 16 pund (ca. 160 kroner) og Finland hele 59 pund (næsten 600 kroner).
Dertil kommer, at pengene fordeler sig ulige. En nylig AAI-undersøgelse viser, at 23 procent af foreningens medlemmer faktisk taber penge på deres kunstneriske arbejde. I stedet arbejder de ved siden af med alt muligt arbejde, der ikke nødvendigvis har noget med kunst og kultur at gøre; de nasser på deres familier; eller de modtager måske offentlig hjælp.
På den anden side af regnestykket er der 24 procent, som betegner sig selv som fuldtidskunstnere og kan leve af det. Men kun en enkelt procent tjener over 30.000 punt (ca. 283.000 kroner) om året.
Kulturel renaissance? Måske. Der er i hvert tilfælde milevidt fra AAI-undersøgelsens virkelighed til den, som Bono og hans lige befinder sig i.

Dette er den femte artikel i serien om det rige Irland. Tidligere artikler blev bragt d. 2., 4. og 7. januar. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu