Læsetid: 4 min.

Nemme at narre

2. januar 1999

En liste over århundredets mest sexede kvinder uden Gina Lollobrigida - hvad er meningen?

Herhjemme
Rundt på alverdens tidsskriftredaktioner er der ikke mange forventninger til 1999. I hvert fald har de allerede offentliggjort lange lister over 'århundredets bedste romaner', 'århundredets bedste film', 'århundredets betydeligste mænd' osv. Vi skal vist ikke regne med, at der sker noget videre i 1999, det bliver sådan en slags nedtrapnings-år.
Jeg har snakket lidt med min gamle ven Jakob om det. Tilbage i 50'erne var Jakob min bedste kammerat på vejen, min bedste medspiller på fodboldholdet, min bedste medtilskuer til Tarzan-film osv. - jeg vil uden videre udnævne ham til århundredets bedste Jakob. I dag bor vi i hver sin ende af landet, men vi ringer tit til hinanden, når der er noget, der går os på, eller blot et eller andet, vi trænger til at snakke om.
Vi er også begge to blevet skolelærere, så sådan noget med at give karakter og lave lange lister over århundredets bedste hvadsomhelst, det er lige os. Jeg kan ellers ikke sige, at vi blev overraskede over, at Ulysses toppede romanlisten, eller at Hitler blev regnet for en af århundredets betydeligste mænd. Lp-listen, med fire Beatles-plader blandt de fem første, kunne jeg også godkende, mens Jakob, som er Dylan-fan, godt kunne have tænkt sig at vide, om teksterne da slet ikke betød noget. Men selvfølgelig kan vi ikke være enige med alverdens dommerkomiteer rundt på Rolling Stone og Time Magazine; det, vi forventer, er såmænd bare et godt, gennemtænkt udspil, så vi kan få en anledning til at ringe til hinanden og få snakket de sidste 100 år igennem. Vi er også endt med at godkende århundrede-terminologien, selv om der mangler et år; vi er ikke så lydhøre, som vi har været, og ville måske ikke engang opdage det, hvis der i 1999 kom en guitarist, der fik Jimi Hendrix til at lyde som det rene vand.
Men forleden ringede Jakob og var vred. "Har du set den sidste top-ti liste?" Jeg kunne høre, der var noget, der var helt galt, og forestillede mig, at der var kommet en liste over århundredets fodboldspillere, for den har vi ventet spændt på, og jeg ved hvordan Jakob vil få det, hvis nu de har sat Beckenbauer over Cruyff. Men det var ikke dét. "Det er Playboy, der har lavet en top-ti liste over århundredets mest sexede kvinder. Hun er ikke nummer ét, hun er heller ikke nummer to, hun er... ja, hun er slet ikke med på listen."
Så læste han listen op, langsomt og tydeligt, så jeg kunne nå at tage noter:

1. Marilyn Monroe
2. Jayne Mansfield
3. Raquel Welch
4. Brigitte Bardot
5. Cindy Crawford
6. Sophia Loren
7. Elisabeth Taylor
8. Pamela Anderson
9. Bo Derek
10. Jean Harlow

Lollobrigida-flip
Ingen Gina Lollobrigida.
Jeg kunne selvfølgelig godt huske, hvordan Jakob havde haft det med hende. Da vi blev konfirmeret i 1956 og så småt holdt op med at se Tarzan-film, fik Jakob sådan et Lollobrigida-flip - jeg tror, vi så Klokkeren fra Notre-Dame fire gange. Selvfølgelig var der også andre film, vi så flere gange, og i virkeligheden syntes jeg ikke, Playboys liste var så dårlig, for netop rundt om Jakobs og min konfirmation myldrede det frem med århundredets mest sexede kvinder, og de fem af dem var med på listen. Men vi havde en svaghed for den latinske type, fordi man altid kunne se på dem, at de selv var ude på noget, mens de amerikanske blondiner bare stod stille og ventede med deres bryster. Brigitte Bardot, Gina Lollobrigida og Sophia Loren bevægede sig mere rundt i landskabet, de ligesom sneg sig ind på mændene, og man kunne mærke, at der var fare på færde. Og så skete der hele tiden små uheld, så deres tøj gik i stykker - vi så en hel stribe Sophia Loren-film, der hed Pigen fra floden og Begær under elmene og den slags, og Sophia Loren blev hele tiden våd, og så faldt hun også, og når man er våd og hænger fast i f.eks. en elmegren, kan der ske alt muligt.
Den film, jeg selv så flest gange, var Gud skabte kvinden, hvor Brigitte Bardot også tit faldt i en vandkant, og så kom Jean-Louis Trintignan eller Curd Jürgens forbi, og så lå hun dér og slangede sig og provokerede. Der var en masse bevægelse i de franske og italienske film i 50'erne.

Hullet kjole
Og så var der altså Gina Lollobrigida i Klokkeren fra Notre-Dame, hvor hendes kjole var i stykker allerede fra start, fordi hun spillede Esmeralda, og Jakob kunne ikke få nok af den film, og dér var det Anthony Quinn, der hele tiden kom forbi som monster og stirrede på hende, mens hun løb omkring med det her gedekid, som hun trykkede ind mod sin hullede kjole. Der var også en anden film, hvor hun var i stramtsiddende gymnastikdragt hele vejen igennem og gyngede i trapez med Burt Lancaster. Igen: kvinder i bevægelse.
Siden hen, da Jakob og jeg blev gift med kvinder i kvindebevægelsen, fik vi jo vores sag for. Det her med, at vi ikke gav meget for amerikanske blondiner, faldt selvfølgelig i god jord. Men når vi så begyndte at fortælle om Gina og Brigitte og Sophia og deres søgende kroppe i deres lasede kjoler, blev vi bare mødt med en hovedrysten: "Hvor er mænd dog nemme at narre."
Sådan en liste tror jeg hurtigt Jakob og jeg kunne lave, ja, måske kunne vi endda toppe den: "Mænd, der var nemme at narre i det 20. århundrede."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her