Læsetid: 3 min.

Nordens lyrikdronning

27. januar 1999

Nordisk Råds Litteraturpris til Pia Tafdrup for 'Dronningeporten'

PORTRÆT
Meningerne herhjemme var delte, da Pia Tafdrup i februar i fjor udsendte sin niende digtbog. Flere anmeldere af hunkøn var helt oppe på stolene og juble, andre læsere, gerne mænd, fandt forkyndelsen ret anmassende og værkets sproglige forsiring lige et nummer for pillen. "En overpyntet dronninge-port mellem urhav og nutidssprog, det er ganske enkelt for meget," hed det således i vort eget, ellers altid udelt positive blad.
Nu har komiteen for Nordisk Råds Litteraturpris, uanfægtet af kontroverserne, skåret igennem og tildelt Pia Tafdrup 350.000 kr. plus ære og hæder i spandevis.
Ikke for lang og tro tjeneste i poesiens vingård, men for netop Dronningeporten, hvis bedste digte man nu tør spå en glorværdig fremtid som oplæsningsstykker og analyseobjekter fra Tammerfors til Thule, fra Spitsbergen til Sydslesvig.
Mens vi i mandags endnu gik og ventede på afgørelsen, skrev en større svensk avis, at gik prisen ikke til den verdensberømte dramatiker, Lars Norén, eller Nordens lyrik-konge, Göran Sonnevi, havnede den såmænd nok hos den nordiske digter-dronning, som altså var Pia Tafdrup.

Rødt engleblod
Unægtelig store ord, men på en måde rimelige nok. For Pia Tafdrup (f. 1952, debut i 1981 med Når der går hul på en engel) kendes udmærket af nordiske lyrikentusiaster og har færdedes viden om for møde læserne og for at præsentere sin produktion med sin karakterisk nasale, messende, vuggende oplæsningsstil - elsket af mange, foragtet af nogle få.

Allerede før det kommer
ser jeg blodet flyde
rødt rødt engleblod
i det skærende dagslys
smagen af metallisk sorg

I sne
er mit aftryk
sårbarhed

skrev Pia Tafdrup i digtet "Mit aftryk" fra samlingen Den inderste zone (1983).
Digtet står nærmest som emblem for hendes tidligste værker, med dobbeltheden af menstruation og metapoetisk selvrefleksion. Til blodet, der kommer indefra og møder det skærende dagslys, svarer skriftens sorte aftryk i papirets sne. Og til den uvilkårlige uro svarer vel sagtens en digterisk inspirations-erfaring: Ordene vælder frem, ved en instinktmæssig sekretion, hemmelig først, åbenlys siden.

Sproget og verden
Digtet kan så siges indirekte at spørge om sprogets filosofiske og eksistentielle status: Findes der en verden før sproget, eller findes verden først i og med sproget? Gives der en slags 'førsproglig uskyld', eller er vi som mennesker, som symboliserende dyr, én gang for alle bestemte af sproget?
Svaret på disse almene spørgsmål bliver hos Pia Tafdrup som regel ikke et rungende véd-ikke, men et prøvende både-og.
Hendes digte kører filosofisk i pendulfart mellem en tro på oprindelighed og en reflekteret skepsis. På én gang kropslig og sproglig, på samme tid sanset og tænkt, drømmer hendes digtning en mellem-væren frem, hvor det at være til bliver et mellem-værende med en verden, der altid, altid-allerede, har ord:

Allerede før ordene bliver
tænkt,
kommer de rejsende
langvejsfra,
ligger i mundhulen lukket
inde af en tunge,
der blokerer som en sten for
udgangen,

skriver hun i Dronningeporten. Påminder stenen om dem, der lukkede af for Lazarus' grav og siden for Kristi afsjælede krop, så gør dette vist ikke så meget for Pia Tafdrup, der gerne opfatter det at digte som en sakral genfødsel af åndelig art. Føde kan man jo kun, hvis man giver efter. "Jeg kender ikke ordene, mærker kun at de har retning," står der i digtets næste linje.

Tre gange tre
Hvorhen Pia Tafdrup har retning, tør vi knap gætte og spå om. Med Dronningeportens hymner til havet og systematiske udforskning af vandet i alle dets former lukkede hun dén omverdens-åbne triade, der indledtes med Krystalskoven (1992) og videreførtes med de stofmættede Jerusalem-tekster i Territorialsang (1994).
Det er værd at erindre om, at digteren før disse tre, stadig tykkere bøger, udsendte tre smallere, som afsøgte et bredt subjektivt stemningsregister, ja nærmest drog på rejse gennem regioner i sindet, såsom lysten, ekstasen, manien, panikken, sorgen og den vilde, åbne, retningsløse længsel.
Og at hun tidligere endnu gjorde kvindekroppen til et uudtømmeligt metafor-register, en katedral af ord, som en kritiker dengang skrev.
Noget kunne tyde på, at Pia Tafdrup allerede før ordene kommer, har planlagt endnu en dialektisk bevægelse - gennem sprog til en verden før sproget. Og de tre seneste værkers stadig mere bevidste og artikulerede musikalske præg giver os alle, selv den sureste skeptiker, lov til at vente noget stort.
Først skrev hun kammersuiter fra kroppen, så solokoncerter i sindet, og endelig symfonier fra skoven, byen og havet. Stof, teknik og tematik har forandret sig, men hendes digteriske ærgerrighed synes konstant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu