Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

29. januar 1999

Sygehuse på tværs af grænser
*Tre danske sygehuse er gået ind i et internationalt samarbejde for at blive en bedre arbejdsplads. De stive faggrænser mellem læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter skal væk, de skal efteruddannes, og arbejdet skal gøres på en ny måde.
Målet for de tre hospitaler, Herning Centralsygehus, Silkeborg Centralsygehus og Gentofte Amtssygehus er, at patienterne skal have bedre og hurtigere behandling, uden at det giver personaleflugt eller kommer til at koste flere penge. Inspirationen til de nye arbejdsmetoder på de danske sygehuse kommer blandt andet fra et italiensk og et græsk sygehus.

Thorsen-sag: 46 i advokat-konkurs
*Det er den alvorlige situation, hvis Lichtenstein-banken Global Trust Bank gør advokatfirmaet ansvarlig for det tab, de har lidt i Thorsen-sagen. Bankens tab er opgjort til 470 mio. kr. De 46 partnere i Plesner & Grønborg hæfter gensidigt og solidarisk for virksomhedens gøren og laden, fordi advokaterkontoret er et interessentselskab.
Alle advokatkontorer har en lovpligtig forsikring, og langt de fleste har desuden forsikret sig for mere end lovens minimumskrav på 10 mio. kr. pr. sag. Advokaternes forsikringsforhold er en forretningshemmelighed, men i branchen vil en forsikring på omkring 50 mio. kr. være det normale for et stort dansk advokatkontor.

Minister: Ingen afgiftspakke klar
*Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) afviser, at regeringen allerede har forberedt en afgiftspakke, der skal gøre det dyrere at køre i bil. Det siger Sonja Mikkelsen til Ritzau i forbindelse med, at Trafikministeriet i dag præsenterer et nyt debatoplæg om begrænsning af transportsektorens CO2-udslip.
Den seneste prognose for udviklingen i CO2-udslippet fra transportsektoren peger på, at udslippet i 2005 vil ligge cirka 25 procent over niveauet i 1988. Udviklingen er således ikke i overensstemmelse med målet om, at transportsektorens CO2-udslip skal stabiliseres på 1988-niveau inden 2005. Sonja Mikkelsen vil senere på året indkalde til en konference, hvor de svar, som indkommer i forbindelse med debatten, vil blive fremlagt.

Pressekritik af EU-talsmænd
*På et stormfuldt pressemøde måtte chefen for EU-Kommissionens talsmandstjeneste, Martine Reicherts, i går svare på en sværm af kritiske spørgsmål om det interne notat, der som omtalt i gårsdagens avis anbefalede 'en dosis kynisme og hykleri' i Kommissionens relationer med pressen.
Reicherts fastholdt, at notatet var udtryk for en en enkelt talsmand personlige tanker, som ikke nødvendigvis udtrykker Kommissionens officielle holdning. Organisationen af Bruxelles-journalister, API, har bedt Kommissionen om en nærmere redegørelse for notatet. Samtidig kritiserer API Kommissionen for at forsøge at diskreditere kritiske journalister gennem henvendelser til deres redaktører og gennem rygter spredt via andre journalister.

Ulovlig mindesten skal væk
*Abortmodstanderen Arne Munk får nu påbud om at fjerne sin ulovlige abortmindesten, som er opstillet på hans parcelhusgrund i Vedersø i Vestjylland. Miljøudvalget i Ringkøbing Kommune vedtog onsdag aften, at stenen skal væk inden for en måned. Inden den dato har Arne Munk mulighed for at anke afgørelsen til Naturklagenævnet. Han har tidligere sagt, at stenen nok står tre-fire år endnu, mens sagen kører gennem retsmaskineriet.
Ringkøbing Kommune vil have fjernet stenen, fordi den står på en grund, som er udlagt til boligformål. Ved at opstille stenen har grunden ændret status til at have offentlig interesse.

Angola til FN: Forlad Luanda
*Regeringen i Angola, der igen er involveret i en borgerkrig med UNITA-oprørere, vil afvise FN's bestræbelser på at reducere fredsmissionen i landet, oplyser en af landets øverste regeringsembedsmænd. Vice-indenrigsminister, Higino Carneiro, meddelte parlamentet, at regeringen ikke havde svaret på en formel henvendelse fra FN om, at en del af FN-folk bør blive i landet, når store del af den nuværende styrke på 1000 trækkes ud.
FN's Sikkerhedsråd har anbefalet, at et mindre antal af de 1000 bliver som et symbol på, at verdenssamfundet ønsker, at freden skal genskabes i Angola. Men forholdet mellem Angolas regering og FN er blevet meget drastisk forværret, da regeringen bebrejder FN for ikke at have forhindret, at oprørsbevægelsen UNITA blev bevæbnet igen og atter fører krig.

Lille besparelse lukker klinik
*I Frederiksberg Kommune med landets højeste antal provokerede aborter lukker præventionsklinikken for at spare 296.000 kr. årligt. Jørgen Bjørnvad, næstformand i Hovedstadens Sygehusselskab, HS, og formand for sundhedsudvalget i Frederiksberg Kommune kalder beslutningen 'galimatias':
"Er vi i stand til at forhindre fire-fem aborter, er pengene sparet, foruden hvad det skåner pigerne for. Udgiften til klinikken er så beskedent et beløb, at det overhovedet ikke er en reel besparelse på et stort sygehusbudget," siger han.

Kuldechok i Karasjok
*Nordskandinavien præges af et usædvanligt hårdt vintervejr, og natten til torsdag blev århundredets kulderekord sat i landsbyen Pokka nær Kitilä i finsk Lapland.
Her blev der målt minus 51,5 grader celsius. Den forrige rekord på minus 51,0 grader under nulpunktet var kun et døgn gammel. Torsdag morgen nåede temperaturen ved Karasjok i Finmark ned på minus 51,2 grader - blot 0,2 grader fra den norske kulderekord, der er 113 år gammel.
Heller ikke i det nordlige Sverige vover folk sig uden døre, med mindre det er strengt nødvendigt. Termometrene i Karesuando lige ved grænsen til Finland nåede ned på 49 minusgrader.
Også i flere af de lidt større nordsvenske byer var der bidende koldt. Således blev der målt 45 minusgrader i Boden og 43 grader i havnebyen Luleå i bunden af den Botniske Bugt.

Få rettigheder for homoseksuelle par
*Homoseksuelle, der lever i registrerede parforhold, har ikke ret til de samme familieydelser som heteroseksuelle ægtepar, fastslog Europa-domstolen torsdag.
Den svenske EU-embedsmand Sven Englund, der lever i et registreret parforhold med en mand, havde klaget over, at hans partner ikke kunne få de familieydelser, EU-ansattes ægtefæller ellers har ret til.
Selv om et homoseksuelt parforhold ifølge svensk lov er sidestillet med et ægteskab mellem mand og kvinde - bortset fra retten til at adoptere børn - fastslog Europa-domstolens første instans, at EU ikke behøver at tage hensyn til de forskellige lovgivninger i medlemslandene, når de skal fortolke reglerne for EU-ansattes rettigheder.

Reform lover valg i Indonesien
*Indonesiens parlament vedtog i går enstemmigt en række vidtgående politiske reformer, der skal føre landets 200 millioner indbyggere på vej mod et demokratiske samfund. Der kan afholdes valg allerede den 7. juni.
Det 500 mand store Repræsentanternes Hus (DPR) besluttede blandt andet at reducere hærens indflydelse. I dag får hæren - der er en magtfuld politiske spiller -automatisk 75 pladser i DPR, i fremtiden bliver det begrænset til 38.
Siden præsident Suharto blev væltet i maj sidste år efter 32 års enevælde, har Indonesien været præget af politisk uro. Valget i juni kan blive en mulighed for at skabe mere ro i landet.
Artikel side 5

Største svenske virksomhedssalg
*Den amerikanske bilgigant Fords køb af kernesvenske Volvos personbildivision for 50 mia. svenske kroner (43 mia. kr.) er den største virksomhedshandel nogensinde i Sverige og skal hjælpe Ford med at genvinde markedsandele i Europa.
Koncernen er verdens næststørste producent af personbiler. Med en produktion på syv. mio. personbiler årligt er det kun alliancen mellem tyske Daimler-Benz og amerikanske Chrysler, der er større.
Volvo er med en årlig produktion på 400.000 personbiler en af de små producenter i branchen.
Inden meddelelsen fra Volvo torsdag morgen havde der i nogle timer cirkuleret ubekræftede forlydender om, at Ford havde købt Volvo, og det medførte, at handelen med Volvos aktier blev standset på børsen i Tokyo.

PFA-formand afviser garantier
*PFA's nyvalgte formand, Svend Askær, fastholder, at PFA ikke havde lov at udstede de garantier, som satte hele skandalen i gang, da det viste sig, at de var falske.
PFA's ret til at udstede garantierne får betydning for de erstatningssager, der er på vej.
LGT Banken i Lichtenstein har allerede annonceret et krav på 13 millioner kroner mod advokatfirmaet Plesner og Grønborg, der indtil tirsdag havde Kurt Thorsens tidligere advokat Robert Koch-Nielsen som seniorpartner.
Erstatning kan komme på tale, hvis PFA ikke måtte udstede garantierne, og hvis Robert Koch-Nielsens "skrivelse" til LGT Banken kan betragtes som et juridisk responsum. Heri fastslår Robert Koch-Nielsen, at PFA-garantierne er skudsikre.
Plesner og Grønborg mener imidlertid, at det var advokat John Adamsen fra Zenith-advokaterne, som også var LGT Bankens repræsentant i Danmark, der udfærdigede det juridiske responsum, mens brevet fra Robert Koch-Nielsen om PFA-garantierne blot var en "skrivelse".

Information retter
*Tirsdag bragte Information en artikel om real'ens indførelse i Brasilien og om de ulykkelige konsekvenser for landets skotøjsindustri. "Skotøjsindustrien beskæftigede 35.000 mennesker her i 1994, nu er der kun 64.000 tilbage," stod der et sted.
Der skulle have stået "... kun 6.400". Vi beklager fejlen.

Nye kampe i Kosovo
*To serbiske politifolk blev såret, og to af deres angribere, som formodes at være etnisk-albanske partisaner fra befrielseshæren UCK blev dræbt, da kampe blussede op natten mellem onsdag og torsdag i den uroplagede serbiske Kosovo-provins, oplyser det serbiske mediecenter torsdag.
Ifølge de serbiske myndigheder skete sammenstødet i Bistrazani i den vestlige del af Kosovo, da et politikøretøj kom under beskydning.
Samtidig undersøger observatører fra OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) rapporter, om at grænsetropper fra Jugoslaviens hær har fanget en gruppe UCK-partisaner i et baghold, da de overskred grænsen mellem Kosovo og nabolandet Albanien.
"Vi har observatørhold ude i nærheden af Romaja, vest for Prizren, som er i gang med at undersøge oplysningerne om bagholdet," siger OSCE's informationschef i Kosovo, danskeren Jørgen Grunnet, til nyhedsbureauet Reuter. Artikel forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her