Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

14. januar 1999

Fransk Irak-udspil vinder gehør
*USA tilkendegav onsdag, at de franske forslag om at lempe embargoen mod Irak indeholder positive elementer, men at USA vil ikke gå med til nogen form for ophævelse, før Irak skrotter sine våben. Det oplyste det amerikanske udenrigsministerium.
FN's generalsekretær, Kofi Annan, roste kort forinden de franske forslag omkring Irak og kaldte det "det første konkrete skridt" for at genskabe sikkerhedsrådets strategi efter de amerikanske og britiske luftangreb lige før jul, sagde en FN-talsmand.
Annan var ifølge talsmanden blevet underrettet om essensen af forslagene, der kræver en ophævelse af den otte år lange embargo, da den irakiske befolkning lider under mangel på fødevarer og medicin. Dog fastholdes sanktionerne omkring militært udstyr til Irak.
Rusland hilser også det franske forslag velkomment, men russerne er imod at kontrollere Iraks olieindtægter.

Rigsarkivet lemper regler
*Udlændingestyrelsen og Rigsarkivet blev i går enige om at lempe arkivloven, så forskere får lettere adgang til statens arkiver.
Det betyder blandt andet, at forskere fremover kan få adgang til akter med "personfølsomme oplysninger", selv om disse ikke er over 80 år gamle, som arkivloven foreskriver.
Det sker dog på betingelse af, at forskeren ikke tager kontakt til de personer, der er omtalt i materialet eller disses pårørende.
Ændringen kommer efter, at en islandsk forsker har klaget over, at han ikke kunne få adgang til til sager om flygtninge i Danmark, som danske embedsmænd under Anden Verdenskrig fik udvist til det nazistiske Tyskland.

Rigsrevision skal tjekke Ørestaden
*Statsrevisorerne besluttede onsdag at bede Rigsrevisionen udarbejde et statusnotat om økonomien i Ørestads- og minimetro-projektet. Det sker efter den seneste tids blæst om projektet, der synes ramt af byggeforsinkelser og mulige problemer med at få solgt de grunde, der blandt andet skal finansiere byggeriet af den københavnske minimetro.
"Der er blevet rejst spørgsmål ved projektets holdbarhed, og så er det naturligt, at vi beder om at få sådant et notat," sagde formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), efter mødet onsdag.
Notatet vil formentlig foreligge i løbet af to-tre måneder.
Nyhedsanalyse her på siden

Latinamerikas økonomi er rystet
*Brasilien fik i går som direkte følge af den alvorlige økonomiske krise ny centralbankchef, da Gustavo Franco overlod roret til den hidtidige chef for bankens monetære politik, Francisco Lopes.
Det skete samtidig med, at det for alvor blev synligt, at Brasiliens - Latinamerikas vigtigste og verdens ottendestørste økonomi - er ved at falde sammen.
Voldsom kapitalflugt og styrtdykkende aktie- og obligationskurser optræder som de seneste tegn på den markant forværrede situation, som USA og de andre førende industrilande i G7-samarbejde nøje føler.
"Vi følger udviklingen nøje - især hvad der foregår i Brasilien. Vi har været i kontakt med centrale brasilianske regeringsembedsmænd, G7 og andre vigtige lande. Vi har været i kontakt med Den Internationale Valutafond (IMF)," sagde USA's præsident Bill Clinton i går mens den brasilienske valuta real i realiteten blev nedskrevet med otte procent.

'Lykketofts reformer' får ros
*Fremtiden for Danmarks økonomiske situation ser ikke helt så sort ud som frygtet. Det vurderer de vestlige industrilandes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, i en ny rapport, der blev offentliggjort onsdag.
Danmark er på rette kurs, mener OECD. Det skyldes ikke mindst pinsepakken og strukturreformerne på arbejdsmarkedet. Pinsepakken satte en stopper for husprisernes himmelflugt samt sænkede rentefradraget, mens strukturreformerne på arbejdsmarkedet blandt andet ændrede reglerne for efterløn. Og det er helt OECD's ånd - at sætte en stopper for privatforbruget og holde arbejdsstyrken i job så længe som muligt.

Nye tilfælde af ko-galskab i Portugal
*21 nye tilfælde af kvægsygdommen BSE - eller "ko-galskab" - blev rapporteret i Portugal i løbet af december og november. Det bringer antallet af BSE-tilfælde i landet op på 104 for hele 1998.
EU-Kommissionen nedlagde i november forbud mod eksport af oksekød og levende kvæg fra Portugal. Det skete som en reaktion på myndighedernes manglende lovgivning for at forhindre spredningen af BSE.
EU-Kommissionen ventes snart at komme med en plan for bekæmpelse af BSE.

Rørfirma betaler sig fra retsopgør
*Løgstør Rør er kommet et skridt nærmere overlevelse, efter at 70 procent af kunderne har sagt ja tak til en kompensation i stedet for et juridisk opgør efter kartelsagen. Dermed fraskriver de sig retten til at føre erstatningssag. Landets fem største kommuner overvejer dog stadig en retssag mod virksomheden. Fristen for at tage imod tilbuddet om kompensation udløber fredag.

Freetown på randen af kaos
*Kampene i Sierra Leones hovedstad har afskåret FN's Verdensfødevareprogram (WFP) fra såvel dets fødevarelagre i byen som fra de hundrede tusinder af mennesker, der på anden uge er afskåret fra forsyninger af mad og vand. WFP har bedt de stridende parter om at måtte oprette humanitære korridorer.
"Det, vi har, er en regulær krig i Freetown. Det er umuligt for befolkningen at bevæge sig rundt. Humanitære organisationer som WFP og Røde Kors og UNICEF er alle hindret i vort arbejde nu, som følge af kampene," siger WFP's Vestafrika-regionalchef, Paul Arès, til Ritzau.
Han siger, at kun et øjeblikkeligt stop for kampene i Freetown kan hindre en betydelig humanitær katastrofe.

Danskerne bliver federe og federe
*Danskerne får dagligt flere kalorier end nogen anden befolkning i EU, fremgår det af den første delrapport fra Sundhedsministeriets Middellevetidsudvalg, der blev offentliggjort tirsdag.
"Danskerne er ikke federe end befolkningen i de lande, vi normalt sammenligner os med. Men med det store kalorieindtag i befolkningen og de tal jeg i øvrigt har kendskab til, frygter jeg, at antallet af fede danskere vil stige ganske voldsomt og mere end i de omkringliggende lande, siger ernæringsprofessor og formand for Ernæringsrådet, Arne Astrup, til Ritzau.
Mellem 12 og 14 pct. af den voksne befolkning kan i Danmark betegnes som fede, mens det tilsvarende tal for USA er oppe på ca. 25 pct.
Leder på forsiden

Japan får ny regering
*Japans regerende Liberale Demokratiske Parti (LDP) enedes onsdag after dages hårde forhandlinger med Ichiro Ozawas Liberale Parti om at danne en koalitionsregering.
Målet for ministerpræsident Keizo Obuchis LDP er at styrke partiets position i det japanske parlaments andetkammer, hvor LDP sidste år mistede flertallet efter et dårligt valg. Med støtte fra det Liberale Parti og en række uafhængige medlemmer kan LDP igen samle et flertal i overhuset. Et flertal, der ifølge Obuchi er nødvendigt for at sikre den smidige lovgivningsproces, der skal til for at trække Japan ud af landets nuværende økonomiske krise.

Anholdte skal også have rettigheder
*Der skal lovgives om anholdte borgeres rettigheder, så de er sikret. Det mener Det Danske Center for Menneskerettigheder.
I tiden lige efter en anholdelse er der relativt stor risiko for, at der sker overgreb, argumenterer centeret i et høringssvar til Justitsministeriet. Centeret medgiver, at en anholdelse er et så kortvarigt indgreb, at yderligere lovregulering ikke er nødvendig.
"En anholdelse er imidlertid til trods for sin korte varighed et væsentligt indgreb i den personlige frihed. Desuden er den periode, som følger umiddelbart efter en anholdelse, erfaringsmæssigt en periode, hvor der er en relativ stor risiko for overgreb på den anholdtes rettigheder", skriver centeret.

DR forsvarer kildebeskyttelse
*Efter statsadvokat Karsten Hjorths skarpe kritik af Danmarks Radio tager DR nu til genmæle. Statsadvokaten har kritiseret, at DR nægter at opgive de politikilder, der i en radiodokumentar sidste år fortalte, hvordan de medvirkede ved ulovlige indbrud til fordel for PET.
"Jeg synes, at det er en bemærkelsesværdig følelsesladet reaktion, som statsadvokaten udviser. Og jeg er pikeret over, at han kan udvise så lidt respekt for journalistisk kildebeskyttelse ved at være forarget over, at vi benytter os af at beskytte vores kilder," siger radiodirektør Leif Lønsmann.
Statsadvokaten sagde, at han er forarget over, at DR ikke vil udlevere bånd og dermed hjælpe politiet i efterforskningsarbejdet.
"Statsadvokaten er forarget over, at vi ikke vil hjælpe med at opklare en mulig forbrydelse, men det er ikke vores opgave. Jeg synes, at statsadvokaten burde passe sit eget arbejde - og ikke være forarget over, at vi passer vores," siger Lønsmann

Fanklub støtter pengeafpresser
*Pengeafpresserne fra 'Jernbanens Venner' har fået en fanklub. I december forsøgte 'vennerne' at presse 10 millioner D-mark af de tyske baner, DB, ved at øve hærværk mod jernbaneskinner og afspore et godstog. En af de formentlig to afpressere blev fanget lillejuleaftensdag, nu truer 'Jernbanens Venners Fanklub' med flere aktioner, hvis ikke den fængslede sættes fri.

UCK frigiver gidsler
*Kosovo-oprørerne frigav onsdag de otte jugoslaviske soldater, som de har holdt fanget siden sidste uge.
Meddelelsen blev givet af William Walker, der er leder af OSCE's Kosovo-mission:
"Vi er glade for, som en del af en fair og balanceret aftale, at UCK (Kosovos Befrielseshær, red.) har løsladt de jugoslaviske soldater," sagde den amerikanske diplomat.
En talsmand for den jugoslaviske hær bekræftede senere, at gidslerne er på fri fod.
De blev taget til fange fredag, og siden har de været holdt som gidsler i en landsby. Under opholdet sagde de til international presse, at de blev behandlet godt.
Det var ikke umiddelbart klart, på hvilke betingelser, løsladelsen var sket. William Walker afviste af diskutere detaljer i aftalen, mens talsmand for UCK, Jakup Krasniqi, sagde, at der var indgået en handel. Det britiske nyhedsbureau Reuter citerede en vestlig kilde for, at ni etniske albanere, der i sidste måned blev arresteret mens de var på vej ind i Kosovo fra Albanien, vil blive løsladt.
Det vil ske i løbet af otte-ti dage, sagde kilden.
Onsdagens frigivelse fandt sted efter maratonforhandlinger mellem UCK og OSCE - senest onsdag i byen Likovac.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu