Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

5. januar 1999

Euroen er ikke for briterne - endnu
*Den nye fælleseuropæiske valuta, euroen, kom flot fra start. Efter den første dag var der store forventninger til, at euroen inden for kort tid vil trænge den amerikanske dollar væk fra førstepladsen blandt verdens valutaer. Også i London, der er Europas centrum for valutahandel, ventede man, at euroen om få år vil være verdens toneangivende valuta.
Alligevel gentog den britiske premierminister, Tony Blair, mandag, at det endnu ikke er det rigtige tidspunkt for Storbritannien at gå med i eurosamarbejdet.
"Den økonomiske cyklus i Storbritannien og på kontinentet er stadig for forskellig," skrev Blair i en artikel i Asian Wall Street Journal.
Den britiske regering vil derfor snart offentliggøre et udkast til en national omstillingsplan til euroen - en plan, der peger på en række praktiske skridt, briterne bliver nødt til at tage for at blive klar til den fælles valuta.
Artikler side 3 og 5

EL kræver garanti mod eurokup
*Der er ikke grund til at tro, at der før år 2001 kommer en folkeafstemning om, Danmark også skal indføre euroen, vurderer Socialdemokratiets politiske ordfører, Jacob Buksti.
Det beroliger dog ikke euromodstanderne fra Enhedslisten (EL). De kræver en garanti for, at der går mindst et år, fra Folketinget beslutter at holde en euroafstemning, til vælgerne skal i stemmeboksene. Ellers frygter EL, at regeringen og det store flertal i Folketinget, der er for euroen, vil gennemtrumfe en afstemning, når de tror sig sikre på et ja fra befolkningen.
Artikler side 3 og 5

Mest dansk olie nogensinde
*Der blev hentet mere olie op fra den danske undergrund sidste år end nogensinde før. Mærsk Olie og Gas øgede i 1998 produktionen af olie fra felterne i Nordsøen til 11,8 millioner tons olie. I 1997 var produktionen på 11,4 millioner tons olie. I modsætning til olien gik det i 1998 nedad for salget af gas. Der blev solgt 6,6 milliarder kubikmeter naturgas mod 7 milliarder kubikmeter året før. Faldet skyldes det milde vejr sidste vinter.
Siden 1991 har vi i Danmark produceret mere olie og gas, end vi selv bruger. I 1997 nåede produktionen for første gang op på et niveau, der svarer til Danmarks samlede forbrug af energi inklusive kul og vedvarende energi. I forhold til det danske forbrug af olie og naturgas udgjorde produktionen fra Nordsøen 143 procent.

Ny tysk strid om statsborgerskab
*Tyske oppositionsledere indledte mandag en landsomfattende underskriftsindsamling i et forsøg på at få blokeret forbundsregeringens planer om at indføre dobbelt statsborgerskab.
Den kristelige demokratiske leder, Wolfgang Schaüble, sagde, at forslag om at lade udlændinge søge om tysk statsborgerskab samtidig med, at de bevarer deres eget statsborgerskab, vil kunne skabe en bølge af vrede mod indvandrere i store dele af befolkningen.
Schröder-regeringen har beskyldt Schaübles CDU-parti og det bayerske CSU for at oppiske en stemning mod indvandrere forud for et vigtigt delstatsvalg i februar.
Tysklands omkring 2,1 millioner tyrkere kan i dag ikke blive integreret, fordi kun børn af tyske forældre kan få tysk statsborgerskab.

Finsk minister tvunget til at gå af
*Privatiseringen af det statslige finske teleselskab Sonera har udviklet sig til en skandale uden lige.
Både Soneras koncernchef, Pekka Vennamo, og den finske trafikminister, Matti Aura, blev mandag afskediget.
Det sker efter, det ved juletid kom frem, at Vennamo havde fået særbehandling, da Soneras aktiesalg gik i gang i november. Vennamo og hans familie fik mulighed for at købe godt 50.000 aktier, mens alle andre kun måtte købe 820 aktier hver. Det betød, at Vennamos investering på to mio. finske mark blev fordoblet på en nat.
Trafikministeren er blevet skarpt kritiseret for at have solgt aktierne for billigt, selv om den finske stat fik ni milliarder kroner i kassen på privatiseringen.

Hemmelig retssag mod militærmand
*I dyb hemmelighed fører den militære anklagemyndighed en straffesag mod en ansat i forsvaret. Sagen drejer sig ifølge om forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste, oplyser kilder til Ritzaus Bureau.
Københavns Byret har holdt i hvert fald tre lukkede retsmøder om sagen. Begrundelsen er hensynet til "statens forhold til fremmede magter" efter retsplejelovens paragraf 29.
Militærets anklager, vicegeneralauditør Niels Christiansen, ville mandag ikke kommentere sagen.
På mandag ventes dommer Lone Molsted at afsige dom i den hemmelige sag.

Ny hjælp til Parkinson-patienter
*Hjerneforskere ved Lunds universitetssygehus har fundet en ny metode til behandling af Parkinson-syge, som har vist gode resultater. Forskerne har opereret nerveceller fra aborterede fostre ind i hjernen på Parkison-patienter.
Forsøget har stået på siden 1987 og har mindsket foreløbig 16 forsøgspatienters sygdomssymptoner.
Det er forskernes håb, at metoden vil være klar til anvendelse i løbet af to år.

Fusk med fisk for 13,8 mio. kr.
*I en af de hidtil største enkeltsager om fiskefusk er en fiskeeksportør fra Hundested blevet tiltalt for at have afgivet forkerte indberetninger om fisk til en værdi af 13,8 millioner kroner. Anklagemyndigheden mener, at de forkerte indberetninger til fiskerimyndighederne gjorde det muligt fortsat at fange og opkøbe torsk, efter at fiskekvoten var opbrugt i de pågældende perioder.
Landet over har fiskerimyndighederne ført sager mod flere hundrede fiskere og fiskeopkøbere de seneste år. I mange af sagerne er fisk blevet "omdøbt" eller slet ikke opgivet for at få kvoterne til at strække længere.

Lejere på herrens mark
*Hovedparten af de danskere, der bor i lejeboliger kender ikke deres rettigheder. De ved for eksempel ikke, at de har ret til at bytte bolig med hinanden.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Boligbutikken, der formidler bytte af lejeboliger og ejes af en række store boligselskaber, er det op mod 80 procent af lejerne, der ikke kender reglerne.
Ifølge marketingschef Majbritt Klitgaard fra Boligbutikken burde udlejerne oplyse lejerne om retten til at bytte.

28 dræbt af raket i Somalia
*Mindst 28 passagerer blev søndag dræbt og 10 andre kvæstet, da en anti-kampvognsraket ramte en bus i den sydsomaliske by Baiboa, rapporterer lokale aviser.
Bussen var på vej med civile fra Baiboa til Mogadishu, da den blev ramt.
Oprørsgruppen Rahanwein Modstandshær, RRA, erklærede, at den stod bag angrebet. Gruppen sagde, at bussen ikke kun transporterede civile, men at bevæbnede mænd inde i bussen startede sammenstødet ved at skyde på medlemmer af RRA.

Statsligt busselskab klart til salg
*Et stort flertal af de 550 tjenestemandsansatte chauffører i det statsejede Combus sagde fra årsskiftet farvel til titlen som tjenestemand, oplyser busselskabet.
Det åbner ifølge den konstituerede administrerende direktør for Combus, Svend Aage Ravn, mulighed for, at Trafikministeriet kan sælge Combus A/S.
Chaufførerne kunne vælge, at blive overflyttet til et andet job inden for DSB, som har udlånt dem til Combus, eller at give afkald på deres tjenestemandsstatus.
De chauffører, som har valgt at blive i Combus på de nye betingelser, modtager en kompensation i form af en fratrædelsesgodtgørelse eller fire års pensionsindbetaling.

Religiøse drab i Pakistan
*Pakistanske shia-muslimer beskyldte mandag militante medlemmer af det sunni-muslimske flertal for at stå bag drabene på mindst 17 pakistanske shia-muslimer. Tidligt mandag åbnede fire ukendte gerningsmænd ild i en moske i landsbyen Karamdad Koreshi i Punjab-provinsen.
Mandag eftermiddag lokal tid var det fortsat uklart, hvem der stod bag angrebet, men drabene menes ikke at have forbindelse med den bombe, der søndag eksploderede - angiveligt som et attentatforsøg mod ministerpræsident, Nawaz Sharif.
Sammenstød mellem Pakistans mindretal af shia-muslimer, der udgør godt 20 procent af Pakistans befolkning, og flertallet af sunni-muslimer har i de sidste to år krævet flere hundrede menneskeliv.

Snestorm dræber snesevis i USA
*39 mennesker er omkommet som følge af en af de værste snestorme i amerikansk historie, oplyste den amerikanske tv-station CNN mandag. En snestorm, der lammede trafik i store dele af det midtvestlige og østlige USA, fik hundredetusinder af rejsende til at strande i lufthavnene på en af årets travleste rejsedage.
Snestormen har især ramt staterne Illinois, Indiana, Iowa, Kentucky, Michigan, Minnesota, Missouri, Nebraska, Ohio og Winsconsin.
I Chicago smed snestormen 55 centimeter sne fra sig og krøb dermed ind på en andenplads på listen over de skrappeste snestorme i Chicagos historie. Rekorden er fra 1967, hvor der faldt 57,5 centimeter sne over byen.

Is there life on Mars?
*En amerikansk raket indledte søndag aften en næsten et år lang rejse mod Mars, hvor den skal landsætte flere rumsonder på planetens overflade.
Målet for 'Mars Polar Lander' er specielt at undersøge, om der nogensinde har været vand på den kolde planet - og om der dermed har været basis for liv.
"Hvis der er vand, energi og en række organiske stoffer til stede, kan man skabe liv," sagde lederen af de amerikanske rumfartsmyndigheder, NASA's, rumvidenskabelige arbejde, Ed Weiler.

Skæbnevalg for fredsprocessen i Israel
*Det israelske parlament bekræftede mandag endegyldigt, at der holdes valg i Israel den 17. maj i stedet for i år 2000 som planlagt.
Valgdatoen blev slået fast samtidig med, at ny uro brød ud på Vestbredden. To israleske kvinder blev mandag såret i byen Hebron på Vestbredden. I alt tre kvinder fra den jødiske bosættelse Kiryat Arba kom kørende i deres bil, da en gruppe palæstinensere gennemhullede bilen med 21 skud fra automatrifler.
Alle tre kvinder blev indlagt i Jerusalem - den ene af dem med alvorlige kvæstelser. Straks efter skudepisoden indførte det israelske militær udgangsforbud for palæstinensere i den israelsk-kontrollerede del af Hebron.
En gruppe unge reagerede med at kaste sten mod de israelske soldater, der svarede igen med gummikugler. To palæstinensere er rapporteret sårede efter modstanden.
I Jerusalem stillede endnu en ministerpræsidentkandidat op til parlamentsvalget. Den nye kandidat er ifølge nyhedsbureauet Reuter den 73-årige tidligere udenrigs- og forsvarsminister, Moshe Arensvil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu