Læsetid: 5 min.

Nyhedsoverblik

25. januar 1999

Lewinsky i Washington
*Monica Lewinsky er atter i Washington, hvor republikanske anklagere agter at mødes med hende for at vurdere, om hun skal indkaldes som vidne i rigsretssagen mod præsident Bill Clinton.
Demokraterne mener, at det republikanske træk bryder en aftale om at vente med at overveje at afhøre vidner til den kommende uge.
Artikel side 3

Israelsk forsvars-minister fyret
*Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu har fyret sin forsvarsminister,
Yitzhak Mordechai.
Det skete efter at Mordechai forlod nehanyahus højrenationale liku-parti for at slutte sig til et nyt og mere moderat parti, der kan blive en alvorlig trussel for Netanyahu ved valget i maj.
Front National splittet i to partier
nGrundlæggeren af det fremmedfjendske franske parti, Front National, Jean-Marie Le Pen, måtte søndag se sit højreekstremistiske parti - Europas største - blive sprængt i to.
På en ekstraordinæar kongres valgte de 2300 delegerede Bruno Megret, partiets ideolog og strateg, til leder af det nye parti, som kalder sig Front National - National Bevægelse.
Artikel side 3

Husseins søn bliver tronfølger
*Jordans kong Hussein har meddelt den royale familie, at han agter at gøre sin ældste søn, den knapt 37-årige prins Abdallah ibn Hussein, til kronprins.
Det sagde velinformerede kilder søndag i den jordanske hovedstad, Amman.
Oprindeligt blev prins Abdallah allerede tilbage i 1963 udnævnt til tronfølger, men da var han kun et år gammel. Derfor ændrede kong Hussein hans status i 1965 af frygt for, at drengen skulle være konge hele livet, hvis der skete noget med kong Hussein.
Kongens bror, den nu 51-årige prins Hassan blev udpeget til tronfølger i stedet for Abdallah.
En højtstående embedsmand sagde, at Hassan tog meddelelsen som "en soldat".
Kong Hussein, ventes at komme med en officiel meddelelse inden for to dage.

Kvindelig præsidentkanditat
*Tysklands borgerlige opposition, CDU-CSU, er blevet enige om en kandidat til præsidentvalget 23. maj: Den 55-årige Dagmar Schipanski, der er professor ved Ilmenaus universitet i det tidligere Østtyskland. Selv om hun ikke spås mange chancer mod SPD-kandidaten Johannes Rau, vil hun bringe kvinderne i regeringspartierne SPD og De Grønne i et dilemma; under regeringsforhandlingerne i efteråret forlangte de en kvinde på præsidentposten.

Ni UCK-oprørere løsladt af serberne
*Ni etniske albanere, der tilhører Kosovos Befrielseshær (UCK), blev løsladt lørdag af de jugoslaviske myndigheder, oplyste en albansk menneskerettighedsaktivist lørdag.
De ni har været tilbageholdt i mere end en måned, oplyste Murat Musliu fra byen Srbica.
Det var det andet tilfælde af frigivne fanger i den urohærgede provins Kosovo på samme dag. Tidligere lørdag frigav etniske albanske oprørere i Kosovo frigav lørdag fem serbiske civile gidsler, der blev taget til fange for to dage siden i en landsby i Kosovo, oplyste en etnisk albansk kilde til AFP.
Oplysningerne kunne ikke umiddelbart bekræftes af uafhængige kilder.

Alternativt færøsk selvstyreforslag
*Det færøske Socialdemokrati, der sidder i opposition, har med folketingsmedlem Joannes Eidesgaard i spidsen, nu præsenteret færingerne for et alternativt forslag til landsstyrets selvstyreplaner. Joannes Eidesgaard meddeler, at hans parti ligesom landsstyret også ønsker fuldt færøsk selvstyre, men at dette i modsætning til landsstyrets planer bl.a. skal ske inden for rigsfællesskabet med Danmark og Grønland.
Det færøske Socialdemokrati foreslår, at der via en ny selvstyrelov skal stadfæstes en såkaldt forbundsaftale mellem Danmark og Færøerne, som definerer Danmark og Færøerne som to selvstændige og ligestillede lande i rigsfællesskabet. I modsætning til landsstyret, der vil have sat tidsfrister på, hvornår den færøske suverænitet skal være en realitet, er der i det alternative selvstyreforslag ingen datoer.
"Via vores forslag om en forbundsaftale kan vi gradvist øge den færøske suverænitet fra at være delvist selvstyre til fuldt selvstyre. Dette skal ske efterhånden, som vi har skabt de økonomiske og administrative forudsætninger," siger Joannes Eidesgaard

Trads kærer ikke fængsling
*Den bortviste PFA-direktør Rasmus Trads vil ikke kære byrettens beslutning om at fængsle ham, oplyste hans advokat, Bjørn Caning, søndag. Rasmus Trads blev fængslet torsdag, sigtet for dokumentfalsk i milliardklassen i forbindelse med skandalen om de falske lånegarantier fra PFA. Og lørdag fulgte entreprenør Kurt Thorsen efter, da han i Københavns Dommervagt blev fængslet for 12 dage.
Bjørn Caning skønner, at fordi Kurt Thorsen besluttede ikke at kære sin fængsling, så ville det under alle omstændigheder være sværere at få landsretten til at omstøde kendelsen for Rasmus Trads.
Derudover deler Caning og hans klient den opfattelse, som Kurt Thorsens forsvarer, Ebbe Mogensen, lørdag gav udtryk for - nemlig at det gælder om at få fuld damp på efterforskningen, så man kan få afsluttet sagen.
Efter grundlovsforhøret lørdag oplyste Ebbe Mogensen, at Thorsen mener, at forfalskningen af lånegarantierne var "sket bag om ryggen" på ham. Med andre ord - Thorsen er uskyldig, og skylden må ligge alene hos Rasmus Trads.

Skærpet ansvar til erhvervsledere
*Øjeblikkets store finansskandale i dansk erhvervsliv får nu Socialistisk Folkeparti til at forlange, at kravene til bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber skærpes. Den konservative erhvervsordfører, Pernille Sams, karakteriserer udspillet fra Socialistisk Folkeparti, som "et helt igennem populistisk og uigennemtænkt forslag":
"Med de oplysninger, som foreligger i øjeblikket, mener jeg ikke, at der er dokumenteret sammenhæng mellem den svindel, der vitterligt er foregået, og bestyrelsesmedlemmernes ansvar."

Retskrav på hjemmehjælp
*Dansk Folkeparti (DF) foreslår i Folketinget, at ældre, svage og handicappede får et retskrav på hjemmehjælp.
For at sikre, at de ældres retskrav rent faktisk opfyldes, foreslår DF, at der nedsættes uvildige nævn, som de ældre kan klage til, hvis kommunerne ikke opfylder deres forpligtelser.

Seks eksklusioner i olympisk komite
*Seks medlemmer af den internationale olympiske komite, IOC, der har været involveret i bestikkelses-skandalen i forbindelse med, at Salt Lake City vandt retten til at stå for Vinter-OL i år 2002, skal ekskluderes, sagde IOCs præsident Juan Antonio Samaranch søndag.
De seks er: Lamine Keita, Mali, Augustin Carlos Arroya, Ecuador, Jean-Claude Ganga, Den Demokratiske Republik Congo, Zein El Abdin Abdel Gadir, Sudan, Charles Nderitu Mukora, Kenya, og Sergio Santander Fantini, Chile.
Tre andre medlemmer valgt at trække sig tilbage, før eksklusioner blev aktuelle, sagde Samaranch.

Britisk kvinde skal have barn nr. 20
*En 40-årig britisk "supermor" er gravid med sit barn nummer 20, rapporterede den britiske avis News of the World søndag.
Pridham, der bor i et hus med otte værelser i Lincolm med sin 38-årige mand, Kevin, har født et barn hvert år i to årtier. Ifølge den britiske avis køber Nicola og Kevin Pridham hver uge bl.a. 118 liter mælk, 35 brød og 20 toilet ruller til den store familie.

Arabisk Liga opfordrer til stop for sanktioner
*Den Arabiske Ligas udenrigsministre opfordrede under et møde søndag i den egyptiske hovedstad, Cairo, FN til at ophæve sanktionerne mod Irak.
Samtidig fordømte Ligaen de amerikanske og britiske luftangreb på Irak.
Syriens udenrigsminister, Farouq al-Shara, som ledte det lukkede møde, fremsatte ved mødets begyndelse en følelsesladet appel om arabisk solidaritet med det hårdt-plagede irakiske folk.
"Det er vor pligt at standse dette farlige spil, hvor humøret hos internationale våbeninspektører, og nogle af inspektørernes spionageaktiviteter, afgør, hvornår USA vil spille med musklerne," sagde Shara, der dog ikke omtalte den irakiske ledelse, men kun det irakiske folk.
Han sagde, at USA's og Storbritanniens fire lange luftangreb på Irak i december "udelukkende tjente til at øge problemerne for det irakiske folk og skabe større ustabilitet i regionen".
Esmat Abdel Meguid, generalsekretær i Den Arabiske Liga, beskyldte både USA og Storbritannien for at "lyve" for at retfærdiggøre nødvendigheden af de luftangreb på Irak, der blev udløst af en rapport fra lederen af FN's våbeninspektører, Richard Butler, om manglende irakisk samarbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her