Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

20. januar 1999

Tinget bør ændre forretningsorden
*Folketingets godkendelse af den konservative Jens Heimburgers orlovsansøgning bør føre til en ændring af Folketingets forretningsorden. Det mener jura-professor Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet, der kalder godkendelsen en politisk bekvem beslutning.
"Det ville havde klædt præsidiet, hvis medlemmerne tog forretningsordenen mere alvorligt i stedet for at stikke hovedet i busken og sige: "Vi vil ikke vide noget". Så kan man lige så godt tage konsekvensen og ændre forretningsordenen, så et medlem bevilges orlov, hvis man er sikker på, at vedkommende selv har skrevet under på orlovsansøgningen. For det er reelt det, der er sket i denne sag," siger Jens Peter Christensen, hvis synspunkt møder støtte hos Venstres retsordfører.
Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech, partifællen Jens Rohde og Ellen Kristensen fra grønlandske Atassut samt socialdemokraten Margot Torp og SF'eren Kristen Touborg stemte imod at bevilge orlov.
Artikel side 4

Feriedage skal ikke udløse penge
*Både arbejdsgivere og lønmodtagere indenfor industrien er enige om, at lønmodtagere ikke fremover skal kunne veksle feriedage til kontanter. Parterne lægger derfor op til at ordningen ændres ved de kommende overenskomstforhandlinger. Dansk Industri mener, at ordningen skaber for megen usikkerhed for virksomhederne. Og i CO-industri er man enig.
"Børnefridage eller feriedage skal ikke kunne kapitaliseres. Det er en vederstyggelig tanke, og vi skal have ændret den ved de kommende forhandlinger," siger CO-industris formand Max Bæhring til Aktuelt tirsdag.

Dansk ingeniør frigivet i Colombia
*Den danske ingeniør Shahid Abdullah, der har været kidnappet i Colombia i næsten tre måneder, blev søndag frigivet på en landevej i nærheden af det sted, hvor han blev kidnappet. Det skriver fagbladet Ingeniøren.
Kilder i Colombia oplyser til bladet, at frigivelsen skete, efter at en løsesum var overdraget til gidseltagerne i guerillagruppen EPL.
"Jeg kan bekræfte, at Shahid Abdullah blev frigivet, men har ingen kommentarer til, om der er betalt løsepenge," siger Eva Janson, kontorchef i Udenrigsministeriets konsularkontor til Ingeniøren.
Shahid Abdullah blev bortført den 26. oktober 1998 på en landevej sydvest for byen Cartagena ved den caraibiske kyst af guerillagruppen EPL.

Våbenhvile skudt i sænk i Freetown
*Den vestafrikanske ECOMOG-fredstyrke i Sierra Leone, skød tirsdag bogstaveligt talt RUF-oprørernes ensidige våbenhvile i sænk. Det skete, da ECOMOG som et led i en offensiv beskød mål i hovedstaden Freetown med morterer.
Samtidig afvarede FN's landbrugsorganisation FAO mod, at de sidste måneders kampe mellem RUF-oprørerne og ECOMOG har bragt landet på randen af en hungerkatastrofe. Specielt i området omkring hovedstaden Freetown er der mangel på fødevarer, advarede FAO.
Ifølge kilder i Freetown forsøgte ECOMOG med deres fremstød tirsdag at afskære RUF-styrkerne flugten fra Freetown.
Oprørerne har krævet RUF-lederen Foday Sankoh løsladt, men det nægter landets præsident Ahmed Kabbah at gøre.

Tarco åbner dørene efter pres
*Det kommunaltejede Tarco åbner alligevel dørene for offentligheden, når selskabet holder generalforsamling den 29. januar. Det sker efter ugers debat i pressen, hvor flere aktionærer og andre interesserede har krævet generalforsamlingen åbnet.
"Jeg ved ikke, om der har været et pres, men vi vil ikke have mytedannelser," siger Tarcos formand, borgmester Finn Aaberg, Albertslund.
Tarco blev i efteråret afsløret af EU-Kommisssionen som medlem af et omfattende rørkartel. Det har indtil videre kostet firmaet en bøde på 22 mio. samt et endnu ukendt beløb i erstatning til de kunder, der blev bedraget.

Flere nægter at trække i trøjen
*Antallet af militærnægtere er steget med 16 pct. i løbet af de to seneste år, oplyser Militærnægterforeningen.
I 1996 blev der registreret 762, året efter 836, og i 1998 var der 885, som ikke ønskede at aftjene værnepligten i militæret eller Beredskabskorpset, hvorefter de blev overført til civilt arbejde som militærnægtere. "Der er jo ingen fjender, så hvorfor i alverden skal man lære våbenbrug og udsætte sig selv for meningsløs militær disciplin? De unge vil selv bestemme, hvad de skal bruge deres tid til, og hvis de ikke kan se en mening med det, de bliver sat til, så siger de fra," siger Øjvind Vilsholm fra militærnægterforeningen.

Jurister vil ikke udpege eksperter
*Både universiteterne og Advokatrådet har afvist at være med til at udpege medlemmer til den kommission der skal kulegrave Politiets Efteretningstjeneste (PET). De mener, at politikerne selv må tage ansvaret og udpege de tre personer, som - hvis justitsminister Frank Jensens (S) lovforslag bliver vedtaget - skal stå for den bebudede kulegravning.
"Dette gør det blot endnu mere broget og vanskeligt for justitsministeren at få forslaget igennem. Disse udmeldinger viser, hvor politisk betændt hele PET-forslaget er - det er håbløst," siger Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech.
SF's formand, Holger K Nielsen, hilser derimod udmeldingerne fra juristerne velkommen, fordi det tvinger Folketinget til at tage et ansvar for sammensætningen af kommissionen.

Matas trækker shampoo tilbage
*Efter mandagens omtale af kræftfremkaldende stoffer i visse produkter på Matas' hylder, trækker butikskæden nu alle de omtalte produkter væk fra hylderne.
I november forbød Miljøstyrelsen al produktion, hvor de såkaldte nitrosaminer forekommer, fordi de frygtes at være kræftfremkaldende. Matas stoppede produktionen og tømte lagrene for de omtalte produkter. Men tilbage på hylderne stod de resterende produkter fortsat. Nu trækkes de tilbage.

Sportens spidser falder en for en
*Dagen efter at have erklæret sin uskyld i de mange korruptionsanklager mod medlemmer af Den internationale Olympiske Komité (IOC) indgav det finske medlem, Pirjo Haeggman, tirsdag sin afskedserklæring til IOC's præsident, Juan Antonio Samaranch.
Heaggman bliver dermed det første IOC-medlem, som bliver fældet for sin rolle i forbindelse med Salt Lake Citys succesfulde kampagne for at blive vært for vinter-OL i år 2002. I alt 13 medlemmer er anklaget for at være bestukket i forbindelse med den amerikanske bys bestræbelser for at blive værtsby.
Pirjo Haeggman erkendte i går beskyldninger om, at hendes tidligere mand fik tilbudt arbejde af repræsentanter fra Salt Lake Citys OL-kampagne mod tilslutning.

Psykolog slipper med advarsel
*Økonomiudvalget i Næstved Kommune besluttede tirsdag aften at give en skriftlig advarsel til kommunens chefpsykolog, Bent Petersen, der i bladet Euroman angiveligt er citeret for blandt andet at sige, at børn nyder sex med pædofile. Chefpsykologen blev i sidste uge ekskluderet af Dansk Psykologforening, og der var lagt op til at kommunen ville fyre den 55-årige psykolog
"Bent Petersen siger til os, at han generelt trækker sine udtalelser tilbage. Han har givet udtryk for, at han er imod pædofili og seksuelt misbrug af børn, og at han støtter lovgivningen. Det har vi valgt at tro på," siger borgmester Henning Jensen til Ritzau.
Bent Petersen får en advarsel, fordi han ikke straks trak sine udtaleleser til Euroman tilbage.

Sognepræst dømt for at døbe forkert
*En præsteret under Vestre Landsret fastslog i går, at sognepræst Bent Feldbæk Nielsen fra Snedsted i Thy skal afskediges, fordi han fra 1992 til 1995 i prædikener og på anden måde har forkyndt dåbsritualet i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Landsretten dom var en stadfæstelse af en afgørelse ved retten i Thisted for to år siden, da Bent Feldbæk Nielsen blev dømt til at miste kjole og krave. Den såkaldte gejstlige læresag - den første af sin art - var rejst af Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen i Aalborg. Sagen blev rejst, fordi præsten i stedet for at døbe i faderens navn, døbte til faderens navn.

Valutakrise tager langsomt af
*Faren for nye børsomvæltninger synes overstået i denne omgang, efter at dønningerne mandag lagde sig efter sidste uges devaluering af Brasiliens valuta, real.
De fleste latinamerikanske børser sluttede mandag for opadgående, efter at det tidligere på dagen blev meddelt, at real'en fortsat vil følge markedskræfterne og flyde over for dollaren.
Optimismen og investeringslysten bredte sig, og kun i Argentina sluttede børsindekset med et fald på 2,28 procent, mens eksempelvis det brasilianske Bovespa-indeks mandag sluttede med en stigning på 5,4 procent.
Brasilien, der er verdens ottende største økonomi, har i det seneste halve år brugt tæt på 40 mia. dollar (ca 260 mia. kr.) på at forsvare den stramme valutapolitik. Denne politiks ophør rev den tidligere centralbankdirektør med sig i faldet.

Londons bærme stresses
*Politiet i London er begyndt at sende kendte lovovertrædere fødselsdagskort med et billede af deres lokale politistation på forsiden. Inden i kortet finder man et billede af en fængselscelle ledsaget af budskabet: "Vi tænker på dig på din fødselsdag".
Mistænkte narkotikahandlere og røvere figurerer på politiets fødselsdagsliste.
"Vi vil have, at de kriminelle i vort område skal vide, at vi ved, hvem de er, hvem deres bekendte er og hvad de er i gang med," oplyser politikommissær Gary Copson fra East London-politikreds.

Kong Hussein varsler nye tider
*Jordans kong Hussein vendte tirsdag tilbage til Jordan efter seks måneders kræftbehandling i USA. Den 63-årige monark stod et øjeblik stille, da han kom ud af flyet i Marka-lufthavnen i Jordan, inden han knælede for at bede.
Kongen, der tydeligvis havde tabt sig under behandlingerne i USA, blev mødt velkommen af tusindvis af mennesker. Ved ankomsten til Jordan sagde kongen, at "der er meget, som skal gøres", for at konsolidere fremtiden for Jordan.
"En gang imellem må vi se nærmere på, hvad behovene er, og hvad der kan gøres for at konsolidere landet og få folket til at få føle sig bedre tilpas og få mere tillid til fremtiden," sagde kong Hussein, der samtidig takkede regeringen for at have udført et "glimrende stykke arbejde" i hans fravær. Dermed afviste kongen ikke forlydener om, at han formentlig vil træffe "afgørende beslutninger" i de kommende uger i forbindelse med en efterfølger på tronen.
Trods kongens popularitet er store kræver store dele af befolkningen politiske forandringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her