Analyse
Læsetid: 5 min.

Nyrups tabte horisonter

16. januar 1999

Socialdemokratiet mangler både vælgere og visioner for forårets politik, og det vil blive straffet ved valget til Europa-Parlamentet i juni

For sent. Som altid. Tirsdag formiddag hastede statsminister Poul Nyrup Rasmussen med ti-tolv minutters forsin-kelse ind ad døren til Spejlsalen til årets første møde med pressen.
Til gengæld var det helt usædvanligt, at Poul Nyrup Rasmussen kun brugte godt to minutter til at orientere om denne uges to lovinitiativer fra regeringen. Det ene, et mere teknisk betonet forslag om NATO's hovedkvarter, det andet, et forslag til ny landbrugslov, et forslag regeringen blandt andet fremsætter for at fremme hensyn til dyrevelfærd, et af de områder, Poul Nyrup Rasmussen tidligere har fokuseret voldsomt på.
Men nej.
Statsministeren klædte mod sædvanen ikke de to lovforslag ind i det socialdemokratiske verdensbillede, Poul Nyrup Rasmussen normalt præsenterer pressen for på tirsdagens pressemøder.
Efter korte og oftest afvisende svar, hastede statsministeren tilbage til sit kontor bag statsministeriets glasdøre. Mod sædvanen tøvede statsministeren ikke ved døren for på den måde at give tid til svar på de spørgsmål, journalister helst stiller direkte til ministeren. Poul Nyrup Rasmussen er presset. Landet over møder han tillidsfolk i partiafdelinger og i fagforbundenes socialdemokratiske klubber, der med en mund videregiver den folkelige uvilje til manden, der har ført Socialdemokratiet ned til den laveste vælgeropbakning i det meste af dette århundrede. Kun en ting holder tillidsmændene fra at støtte de menige medlemmers krav om Poul Nyrup Rasmussens afgang som formand. Nemlig frygten for, at det vil sende Socialdemokratiet ud af Statsministeriet og tilbage på de oppositionsbænke, hvor partiet var placeret under Poul Schlüters ti-årige borgerlige styre.
Den viden, og kun den, holder i øjeblikket sammen på Socialdemokratiet. Ud over vælgerne, mangler partiet også den fælles politiske vision, der kan trække det gamle arbejderparti fremad og op til den tidligere styrke.
Og vinteren og senere forårets politiske dagsorden indeholder ikke mange opløftende momenter for en socialdemokratisk partiformand.

Først, og ubehageligt nok, skal regeringen fremsætte de lovforslag, der skal udmønte finanslovsaftalens reform af efterløn og pensionsalder. Lovforslagene vil blive nærlæst i Poul Nyrups bagland, særligt Specialarbejderforbundet vil have luppen fremme.
I følge forliget om finansloven har regeringen forpligtet sig til at fremlægge et forslag til nyt fire-årigt forlig om forsvaret inden den 1. marts. Mens regeringspartierne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, CD og Kristeligt Folkeparti er enige om, at der skal ske lukninger af kaserner, så er de sandsynlige forligspartnere langt fra enighed om indretningen af fremtidens danske forsvar.
Men alene lukningen af kasernerne kan blive hård kost for Socialdemokratiet, hver eneste kaserne repræsenterer arbejdspladser, som kan blive sværere at erstatte. Samtidig vil det klemme forsvarets overvejende socialdemokratisk-dominerede personaleorganisationer. Heller ikke her er der altså tale om en klar vindersag, hvor Socialdemokratiet kan profilere sig.
Senere på foråret vil miljøminister Svend Auken fremsætte sit forslag til reform af el-sektoren, et forslag der på den ene side skal leve op til en EU-bestemt liberalisering og på den anden side sikre miljøhensyn og en fortsat udvikling af den vedvarende energi. Her kan socialdemokraterne hente sig plus-point i offentligheden, hvis ikke regeringen drukner lovforslaget og den politiske hensigt i teknik og uforståelige regneeksempler. Det er sket før og kan meget vel ske igen.

Til juni kommer så gyseren, valget til Europa-Parlamentet. Her står Socialdemokratiet normalt svagt. Ved det seneste valg i 1994 fik Socialdemokratiet 15.8 procent af stemmerne, lige nok til at hente tre af de i alt seksten danske mandater hjem.
Poul Nyrup Rasmussen har på forhånd meddelt, at han personligt vil kaste sig ud i valgkampen, hvorfor resultatet vil blive væl-gernes første virkelige bedømmelse af Socialdemokratiets. Ind til da har meningsmålingerne talt deres tydelige sprog.
Statsministerens eneste fremadrettede politiske budskab i sin nytårstale var hans personlige ønske om, at Danmark deltager i EU's fælles mønt, euroen, om muligt allerede fra det tidspunkt, hvor Euro'erne og de små cent begynder at rulle, det vil sige fra januar år 2002.
Poul Nyrup Rasmussen er på vej til at kaste sit parti og hele Danmark ud i et opgør om et af de fire danske forbehold over for deltagelse i den "stadigt snævrere" politiske union i Europa, forbeholdet mod deltagelse i møntunionen.
Det ønske deler han kun med en del og ikke engang halvdelen af sit partis vælgere, medlemmer og tillidsfolk.
De seneste års interne ro om Europa-politikken i Socialdemokratiet kan derfor blive afløst af nye og meget hårde opgør. For partiets euro-skeptiske bagland er dansk deltagelse i møntunionen det samme som at vinke farvel til muligheden for selv at bestemme indretningen af velfærdssamfundet og dets omfordeling af indkomsterne.
Det er mere end tvivlsomt om Poul Nyrup Rasmussen kan overbevise sit eget bagland om, at dansk medlemskab af møntunionen er et nødvendigt forsvar for et velfærdssamfund som det danske.

Samtidig med, at forårets politiske dagsorden ikke byder på mange opmuntringer for Poul Nyrup Rasmussen, er forholdet til fagbevægelsen og særligt til Specialarbejderforbundet fortsat uhyre spændt.
I efterårets debat lykkedes det på den ene side for SiD'erne at kritisere Poul Nyrup Rasmussen for at svigte parti og idealer med sit indgreb i efterlønnen, på den anden side forsvarede SiD'erne hårdnakket deres medlemmers kapitalpension. To synspunkter, der hænger endda meget dårligt sammen.
"Interessekampen handler ikke længere om, at arbejderklassen skal kaste sine lænker, men om, at de skal forsvare deres hus, bil og udlandsrejser," siger sociologen Henrik Dahl.
Specialarbejderforbundet, det klassiske bagland i socialdemokratiet repræsenterer i virkelighedens verden ikke længere det under-Danmark, som forbundets retorik tilsiger. Poul Nyrup Rasmussen er blevet klar over den udvikling. På partiets kongres i 1996 sagde han, at Socialdemokratiet ikke repræsenterer borgernes interesse og ikke interesseorganisationerne. Det er vælgerne nu ved at finde ud af. I en analyse af vælgernes vandring fra Socialdemokratiet for Ugebrevet Mandag Morgen peger Henrik Dahl på, at det netop er de traditionelle arbejdervælgere, der har forladt Socialdemokratiet.
"Den traditionelle socialdemokratiske vælger har betragtet sit parti som et forsikringsselskab. Sålænge Socialdemokratiet har betalt dem godt, så har de accepteret liberale holdninger på det retspolitiske område, selv om de ikke har været enige. Men når så forsikringsselskabet forringer ydelserne, som det skete i forbindelse med reformen af efterløn og boligtilskud, så vender de ryggen til partiet," siger Henrik Dahl til Information.
Socialdemokratiet er under Poul Nyrup Rasmussens ledelse ved at kaste sine lænker til det bagland og de traditionelle synspunkter, partiet har bygget på i generationer. Her og nu har det kostet partiet halvdelen af sine vælgere. De kommer kun tilbage, hvis Poul Nyrup Rasmussen kan tilbyde dem et nyt livskraftigt projekt.
Ind til nu har statsministeren ikke fremlagt et politisk projekt for sit parti. Paraderne har været oppe i et forsvar for finanslovsaftalens mange indgreb, måske nødvendigt, men ikke fremadrettet. Socialdemokratiet har tabt den politiske horisont for sit virke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her