Stærekassens bud på 'Astma 5' morer godt - men rykker ikke noget
TEATER
Indledningen på anmeldelsen kunne lyde sådan:
"Jess Ørnsbo virker yngre end nogensinde. I dette 'glemte' skuespil fra 1967 formår han at spidde danskernes hadefulde samvær uden nåde. I bølger af latter oversvømmer publikum sig selv med kynisk selvindsigt."
Eller den kunne lyde sådan:
"Hvor har vi dog trængt til Ørnsbos skarpe pen på Stærekassen. Hans figurer i Astma 5 rummer fængslende skæbner - feltmadrassen og hendes impotente togfører, lystløgneren og den skinhellige, sjuften nede om hjørnet og fyren, der lige er kommet ind med fire-toget."
Eller sådan:
"Ørnsbos anti-naturalisme er et slag i mellemgulvet på Det Kgl. Teater. Det groteske slår ud i fuld damp, og skuespillerne følger trop i en anarkistisk spillestil, der er vildere end nogensinde."
Freud-for-begyndere
Men sådan kommer der ikke til at stå i denne anmeldelse - for det ville ikke være oprigtig ment.
På undertegnede virkede Ørnsbos stykke nemlig mærkeligt bedaget - et Freud-for-begyndere-opgør, der nok var både bizart og muntert, men som ikke rykkede noget som helst.
Selv om det altså gav skuespillerne mulighed for at løbe linen ud og præstere både det overraskende og det imponerende - og selv om det havde inspireret scenografen Birgitte Mellentin til endnu en præcis Familien Danmark-tolkning, her en selvbygger-tristesse fra en haveforening anno 1950.
Måske har Klaus Hoffmeyer som instruktør behandlet teksten for andægtigt.
Men mere tyder egentlig på, at han som skuespilchef blot har satset for stort på en dramatiker, som tidligere har været overset på nationalscenen, og hvis chancer for nu at opnå den store, royale sejr nok havde været større med et nyt stykke - sådan som Bådteatret fik stor succes med Ørnsbos Klubben i 1995.
Hoffmeyers satsning på den unge Henrik Krogholts Menneskereden sidste sæson var i hvert fald en langt beskere samtidssatire.
Kronisk åndenød
Astma 5? En kryptisk titel, men velsagtens ikke mere dybsindig end en association til kronisk åndenød.
Det er i hvert fald dét, alle Ørnsbos personer lider af - den manglende evne til at eksistere harmonisk i bare fem minutter. Alt er lidelse, kamp og nederlag - én gang luder, altid luder.
Men skuespillerne er som sagt fortræffelige i deres Ørnsbo-kreationer - og hele den kongelige talentspændvidde er med:
Aksel Erhardsen humper omkring på sin klumpfod med ydmygelsens vrede stinkende fra sin beskidte undertrøje, mens Helle Hertz flår luderparykken af med usentimental ærgrelse. Thomas Mørk giver den som uregerlig psykosøn med et elastisk forhold til sandheden, og Lisbeth Holdt Jørgensen kryber offervilligt sammen i den afdankede sofa.
Omkring dem vrimler det med ekstreme eksistenser: Søren Sætter-Lassens hævngerrige nabo, der flår Erhardsens omhyggeligt plantede gulerødder op om natten.
Vera Gebuhr, der kurrende vellystent udlever bedstemors sidste glade drifter.
Waage Sandø, der selvdødt aflirer sit livshad over for sin kone, der i Kirsten Olesens tynde 'marketenderske' er blevet endnu en forbavsende type i det Olesen'ske rollegalleri.
Og i rollen som Fidusen, personifikationen af den inkarnerede liderlighed, brillerer Lars Mikkelsen med sit tjenstvillige ansigt og sine lange, uregerlige ben. Rollen er egentlig ligegyldig for stykkets grundhandling, men måske netop derfor har Mikkelsen kunnet tage sig den frihed at sparke den op i det gak-leje, hvor den boltrer sig bedst.
Resultatet er i hvert ypperlig komikerkunst.
Men hvad så med afslutningen på anmeldelsen? Den kunne vel lyde:
"Skønt at se noget mere til Ørnsbo! Ikke mindst efter hans nylige angreb på nutidens teaterkritikere. De kritikere, der som bekendt ikke forstår noget som helst."
*ASTMA 5. Af Jess Ørnsbo. Instruktion: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Birgitte Mellentin. Det Kgl. Teater, Stærekassen t. 15. marts
*Stykket er optrykt i '8 ulige spil. Grynt fra 90'erne' af Jess Ørnsbo. 581 s., 298 kr. Teaterforlaget Scala
