Læsetid: 5 min.

Den omvendte oliekrise

12. januar 1999

De store olieselskaber fusionerer og fyrer tusinder af medarbejdere - det er bare ét udtryk for den krise, der er under udvikling som følge af den lave oliepris og den faldende efterspørgsel

Det blev præsenteret før jul som den største fusion nogensinde i det globale erhvervsliv. Resultat: En virksomhed til en værdi af 250 milliarder dollar, et godt stykke over Danmarks bruttonationalprodukt. En virksomhed der målt i årlig omsætning bliver verdens største.
Navnet er Exxon Mobil, en sammensmeltning af de to amerikanske oliegiganter Exxon og Mobil Oil. Gennemført mindre end fire måneder efter, at to andre af branchens største - britiske BP og amerikanske Amoco - blev til BP Amoco ved det, der på daværende tidspunkt kaldtes verdens største industrifusion.
Det olieselskab, der før Exxon Mobil-fusionen var verdens nummer ét, Royal Dutch Shell, tænker nu i samme baner.
"Vi har undersøgt mulighederne for fusion og vil fortsætte med at undersøge sådanne muligheder, og hvis den rette situation opstår, så slår vi til," sagde Shells øverste chef Mark Moody-Stuart kort før jul.
Også store selskaber som Texaco og Chevron leder efter fusionspartnere, og iagttagere af oliebranchen spår, at fusionsbølgen vil betyde, at verden i begyndelsen af det ny årtusind vil komme til at se 'Tre Supersøstre' til afløsning for de 'Syv Søstre', der for 70 år siden dannede det første magtfulde oliekartel og indtil oliekrisen i 1973-74 havde den helt afgørende indflydelse på oliepriserne på verdensmarkedet.

Oliebranchens fusionsfeber er et krisetegn. Én reaktion på den økonomiske afmatning, der har ramt de fleste regioner i verden i kølvandet på sidste års finanskrise. Selskaberne i den omkostningstunge olieindustri leder med lys og lygte efter veje til at skære udgifterne ned, så de kan stå mål med de faldende indtægter.
I kølvandet på fusionen mellem BP og Amoco har det ny selskab varslet over 6.000 afskedigelser. Shells Mark Moody-Stuart erkendte for nylig, at der i hans selskab må fyres 8.000 medarbejdere, mens det amerkanske olieselskab Conoco netop har annonceret 1.000 afskedigelser.
Krisens alvor kan aflæses af - og forklares med - olieprisen. Hvor råolie på verdensmarkedet for to år siden kostede knap 20 dollar pr. tønde, er prisen nu 10 dollar pr. tønde, dvs. helt nede på niveauet for 25 år siden, da den første oliekrise indtraf. Benzin på det danske marked koster i dag omkring 6,60 kr. per liter - mindre end kildevand på flaske.
Det er prisniveauer så historisk lave, at en række af olieselskabernes efterforsknings- og udvindingsaktiviteter ikke længere kan betale sig.
BP meddelte forleden, at man overvejer at lukke det store Ula-felt i den norske del af Nordsøen, hvor selskabet hidtil har udvundet 30.000 tønder olie om dagen. Norske Statoil har udbygget det såkaldte Åsgard-felt for ikke mindre end 33 miliarder kr., men siger nu, at udvinding af olie fra feltet ikke er rentabel med de aktuelle oliepriser. Et andet norsk selskab, Saga Petroleum, har besluttet at skære markant ned på sine efterforskningsaktiviteter i år.
I den danske del af Nordsøen leder både Mærsk Olie & Gas og det amerikanske Amerada Hess efter veje at skære omkostningerne ned, og det kan meget vel indebære færre efterforskningsboringer og nedsat indvindingsaktivitet i 1999. A.P. Møller oplever allerede faldende interesse for og dermed faldende indtægter fra udlejning af de borerigge, som selskabet ejer 17 af.
Det russiske dagblad Izvestia skrev op til nytår, at fortsat lave oliepriser vil ramme alle aktører, og især aktører uden for den arabiske verden, hvor indvindingsomkostningerne er højere.
"Hvis prisen fortsætter sit fald et år eller to endnu, så vil hovedparten af de russiske oliefelter og de nordeuropæiske felter i Norge og Storbritannien blive ikke-profitable. Det vil blive nødvendigt at lukke oliekilder," hedder det i Izvestia.

Den historisk lave oliepris og den dermed forbundne indtjeningskrise i olieindustrien har to forklaringer.
For det første har OPEC-landene lige siden 1991 - hvor USA afskar Iraks olieeksport, og andre OPEC-stater derfor skruede op for hanerne - produceret for meget olie. Flere forsøg på at begrænse produktionen for at få olieprisen op er slået fejl. OPEC-landene slås indbyrdes om kvoter og beskylder på kryds og tværs hinanden for at ville fastholde den pressede pris som middel til at tilkæmpe sig markedsandele på de markeder, hvor olieudvinding er dyrere end i Mellemøsten og Latinamerika, dvs. USA, Europa og Rusland.
OPEC's overproduktion er gennem det seneste år blevet sat i relief af den faldende olieefterspørgsel fra de kriseramte økonomier i bl.a. Sydøstasien. Økonomiernes negative vækstrater, den faldende industriproduktion og husholdningernes faldende købekraft betyder reduceret efterspørgsel på såvel olie som diverse kemiske og plastprodukter baseret på olie. Misforholdet mellem olie-udbud og -efterspørgsel øges og dermed presset i nedadgående retning på olieprisen.
En ironisk pointe er, at olieefterspørgslen også dæmpes af tendensen til global opvarmning og mildere vintre på bl.a. vestlige breddegrader. Milde vintre de seneste to år betyder f.eks., at lagrene i USA af fyrings- og dieselolie er 20 mio. tønder større end normalt, rapporterede Reuter juleaften. Det ironiske er, at det formentlig er den globale afbrænding af fossile brændsler som olie, der forstærker drivhuseffekten og dermed dæmper behovet for olie. Olieindustrien rammer så at sige sig selv i nakken.

Ikke mange tror på OPEC's evne til at gennemføre mærkbare produktionsreduktioner på kort sigt, og derfor ventes olieprisen at forblive på sit historisk lave niveau en rum tid endnu. Det betyder økonomisk tilbageslag og forstærkede krisetegn i en række af de lande, der baserer økonomien på olieindtægter.
Saudiarabien - verdens største olieproducent og -eksportør - meddelte forleden, at man må gennemføre besparelser på 15,8 procent i 1999-budgettet, og at man trods det får et underskud på statsbudgettet på 11,7 milliarder dollar, en vækst i underskuddet på 144 procent. Tilsvarende har den kuwaitiske regering advaret landets befolkning om, at levestandarden må nedsættes i det nye år, fordi indtægtsgrundlaget svigter.
Alvorligere er situationen i et fattigt, men befolkningsrigt olieland som Nigeria, der får over 90 procent af sine eksportindtægter og 80 procent af statens indtægter via olieproduktionen. Med en befolkning på 108 millioner fattige mennesker, et statsunderskud allerede i '98 på to milliarder dollar, en udlandsgæld på 30 milliarder og et politisk stærkt ustabilt system på vej mod et valg, er udsigten til fortsat mindskede olieindtægter det absolut mindst hensigtsmæssige 1999-scenarie. Så sent som i sidste uge kom det til blodige protester med adskillige dødsfald, fordi den økonomiske krise har presset regeringen til at sløjfe prisstøtten til forarbejdede olieprodukter som benzin, der - absurd, men karakteristisk - må importeres udefra.
Olielande som Iran, Venezuela, Mexico og Rusland er blandt dem, som tilsvarende i 1999 vil blive ramt hårdt på den økonomi og levestandard, som i forvejen er stærkt belastet, hvis ikke ligefrem brudt sammen. Bedre forudsætninger for at overleve har velstående europæiske olieproducenter som Norge, Storbritannien og Danmark - selv om den lave oliepris er den afgørende faktor bag, at Danmark sluttede 1998 med et uventet stort betalingsbalanceunderskud i nærheden af 14 mia. kroner. Den historisk lave oliepris har udløst en omvendt oliekrise, hvor det ikke som tidligere er de stærkt olieforbrugende lande, men derimod de olieproducerende, der får deres økonomi undergravet. Hvor megen afsmittende effekt og fornyet uro det vil skabe i den samlede verdensøkonomi i 1999, er de fleste sagkyndige alt for kloge til at spå om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu