Læsetid: 6 min.

Opfandt Shakespeare mennesket?

29. januar 1999

Yale-professor Harold Bloom hævder i en ny provokerende bog, at William Shakespeare med sine ords kraft opfandt menneskets personlighed og selvbevidsthed, men ordene løber af med Bloom i et ellers yderst læseværdigt værk

Kritik
I 1994 satte Yale-professor Harold Bloom sindene i kog hos mange litteraturkritikere i den vestlige verden, da han udsendte bogen The Western Canon, hvor han anklagede nymarxister, feminister, semiotikere, dekonstruktivister og kulturelle relativister for at have bidraget til at ødelægge de intellektuelle og æstetiske standarder indenfor humaniora og de sociale videnskaber. Samtidig kanoniserede Bloom 26 forfattere som de største i verdenslitteraturen, og det skabte en voldsom diskussion om, hvorfor han f.eks. havde udvalgt Tolstoj på bekostning af Dostojevskij, eller kåret Ibsen på bekostning af Undset eller Blixen.
Den største af alle i Blooms univers var, er og bliver dog William Shakespeare (1564-1616). I en ny bog - Shakespeare. The Invention of The Human - hævder han ovenikøbet, at Shakespeare opfandt det menneskelige, og bedre end nogen anden i historien har sat ord på personligheden og givet stemme til selvbevidstheden.
Det er en stort tænkt bog om denne den første universelle forfatter for hele kloden. Og der er mange fine og dybe analyser undervejs, men bogens skæmmes flere steder af Blooms religiøse lovsang til vitalisten Shakespeare, som om denne er Gud Skaberen selv.
"Jeg ved ikke om Gud skabte Shakespeare, men jeg ved, at Shakespeare skabte os," skriver Bloom uden blusel.

Hamlet Kristus
Prinsen af Danmark, Hamlet, skal have erstattet Platons og Montaignes Sokrates som de intellektuelles Kristus: "Han er den mest vidende og medvidende figur, der nogensinde er undfanget," skriver Harold Bloom, der føler sig overbevist om, at Shakespeare (og ikke Thomas Kyd) er manden bag den tidlige udgave af Hamlet fra 1589-1593. Her er han i modstrid med det store flertal af forskere, som mener, at det først er den endelige udgave fra 1600-1601, som Shakespeare har skrevet. Analysen af Hamlet-figurens vidtrækkende betydning er dog præcis:
"Den modne Hamlet bringer os altid ind i en proces af selvrevision, en forandring gennem selvoverhøring og derefter med vilje til at forandre."
Shakespeare har gennem Hamlet gjort os til skeptikere i vort forhold til alle andre, fordi vi selv i hengivenhedens rige har lært at tvivle på veltalenhed. Ja, man er næsten fristet til at sige, at Hamlet tænker og taler alt for godt til at kunne overleve. Og resten er tavshed.
Den eneste personlighed, der for Bloom har samme format som Hamlet, er den glade drikkebror og sproglige begavelse, Sir John Falstaff: "Falstaff har lært os, at det er humoren (og evnen til at le af os selv, bjm.), der hindrer unødvendig grusomhed, fordi den understreger ethvert egos skrøbelighed."
Man kan sige, at Falstaffs frisind er uden ondskab, men Blooom går et skridt videre: "Sir John er frigjort fra enhver censorfølelse, fri af det Freud kom til at kalde überich, overjeg'et."
Falstaff viser os, at vi ikke skal moralisere, og han er som en Sokrates med hensyn til visdom og indsigt i sit komplekse selvs natur. Og i sin evne til at forføre sine omgivelser er han ifølge Bloom selve "essensen af Shakespeares dramatiske kunst: spillets princip."
Bloom mener som mange andre før ham, at Shakespeares tidlige værker som Richard III og Titus Andronicus er stærkt inspireret af Christopher Marlowe. Og det er først i de modne værker, at Shakespeare skaber mere komplekse personligheder som Hamlet, Falstaff, Rosalind, Othello og Macbeth.

Hinsides komedien
I Hamlets radikale fremmedgørelse, i Iagos onde vilje, i Kong Lears åbne konfrontation med de onde kræfter og i Macbeths opfattelse af livet, som et sted, hvor alt er ligegyldigt - med disse figurer baner Shakespeare ifølge Bloom vejen for det 19. århundredes nihilisme, som den bl.a. kommer til udtryk hos Nietszche, og i Dostojevskijs barske eksistentialisme. Det er muligt, at Shakespeares værker skaber grundlaget for den senere nihilistiske udvikling, men læses værkerne for sig selv, så åbnes der op for en tolkning af en helt anden orden. Lad mig give et par eksempler på, hvor Blooms værkanalyse halter:
Købmanden i Venedig opfatter Bloom som et stærkt anti-semitisk værk - personificeret i købmanden Antonios åbenbare had til (og misundelse) jøden Shylock, der i øvrigt også er ganske hadefuld selv. Hans analyse af Shylock er dog præget af grove forenklinger, når denne beskrives som en "morderisk skurk". Og Blooms forståelse af Portias rolle er ringere endnu. Han kalder hende "den værste glade hykler" og en "priviligeret ironiker" - men det ville være mere præcist at opfatte hende som et kontrapunktisk og viist modstykke til den alvors- og hadefulde Antonio. Og agnostikeren Bloom har heller ikke blik for de helt afgørende passager i stykket, hvor Portia overfor den rene juridiske købmandslogik siger: "Barmhjertigheden tvinges ikke frem, den falder som den milde regn fra himlen på jorden ned, og den velsigner dobbelt, velsigner den der gir' og den der tar'. (..)hvis retfærdigheden gik sin gang, blev ingen af os frelst."
Shakespeare var som dramatiker elendig til at lave et plot, synes Bloom, der derimod hylder ham som et geni til at skrive komedier.
Stykket Measure for Measure (på dansk kaldet Lige for Lige), der blev skrevet i 1604 markerer Shakespeares farvel til komedien som genre - en mørk komedie, der ødelægger komedien selv. Og Bloom har ret i, at det er et rent mesterstykke. Shakespeare "dynger voldshandling på voldshandling, så vi moralsk må snappe efter vejret og står tilbage med en række forvirrede forestillinger, som om han vil afslutte hele komedien og trække den hinsides alle mulige grænser, hinsides farcen, hinsides satiren, næsten hinsides ironien, når den er allermest grusum."
I sin nihilisme og i sin beskrivelse af naturens tyranni overgår stykket selv Macbeth, fastslår Bloom. Omdrejningsaksen i stykket er som i Macbeth et menneskes fristelse og fald. Samtidig er stykket rigt på kristen billeddannelse og moral, men lige præcis den del bryder Bloom sig ikke om. Han afviser, at Isabella, efter at have knælet og bedt om nåde for sin dødsfjende, ender med at blive Kristus' brud. Men det er måske også netop, fordi han lukker øjnene for stykkets kristne dimension, at Bloom ender med at forstå stykket som et nihilistisk værk - i stedet for at lytte til hertugens slutbøn til Isabella, der allerede er draget afsted til den gode rigsforstanders (Guds) vingård:

jeg har en bøn af vigtighed for dig;
hvis du vil låne den et villigt øre,
er mit nu dit, og dit skal mig tilhøre.
Nu til vort slot; der skal vi forklare,
hvad mer der er som alle bør erfare.

Tese tomt postulat
Som læser bliver man slet ikke overbevist om bogens overgearede hovedtese: At Shakespeare skabte det menneskelige. Den tese forbliver bogen igennem et tomt postulat, der sprogligt set er iklædt en oppustet erstatningsreligiøsitet.
Bloom burde holde sig for god til fremsætte påstande, han overhovedet ikke kan dokumentere. Men det sker flere steder undervejs. F.eks. i dette citat: "Jeg ved ikke om Shakespeare var heteroseksuel, homoseksuel eller biseksuel (formodentlig det sidste)." Shakespeare får den tvivlsomme ære at blive proppet ned i en snæver seksualitetskematik af en Bloom, der ellers har så travlt med at hakke ned på Freuds psykoanalyse flere steder i bogen. Lidt af et paradoks.
I den sidste ende bærer man dog over med disse skønhedsfejl og de fragmentariske udfald. For det er faktisk en ren og skær fornøjelse at sidde med et lidenskabeligt, levende og vidtløftigt værk om den Shakespeare, der fik så monumental betydning for vores forståelse af de mangfoldige og komplekse udtryk for det dejlige mysterium, menneskets personlighed i grunden er.

*Harold Blooms bog, "Shakespeare. The Invention of the Human" er udgivet på forlaget Riverhead Books, New York, 745 sider, 35 USD

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu