Læsetid: 7 min.

'Jeg er optimist - jeg dør nok en dag'

5. januar 1999

Efter et helt liv som 'patologisk' undergrundsforfatter er 70-årige Hubert Selby begyndt at kunne skimte et håb - Verden er endnu ikke gået under, folk hjælper hinanden

LITTERATUR
LOS ANGELES - "Når først jeg kommer i gang med at snakke, glemmer jeg, at jeg ikke kan få vejret," siger Hubert Selby Jr. og hoster og griner og hiver et lommetørklæde frem og prøver at få styr på åndedrættet.
- Jeg er ikke ude på at slå dig ihjel bare for et interview.
"Det kan du heller ikke. Jeg er blevet erklæret død fire gange. Plus 36 timer før jeg overhovedet blev født. Men jeg skulle åbenbart fødes, så jeg kunne dø. I 1988 var der to læger, der sagde, at i henhold til alt, hvad lægevidenskaben havde at byde på, så var jeg død. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan dø."
- Du mistede din ene lunge pga. tuberkulose.
"Ja, det er lungerne. Eller mangel på samme. Så var der nogle blodtransfusioner. Hepatitis. Det har jeg sloges med i 15 år. Så det går lidt langsommere derinde. Det bliver sværere at få vejret. Smog og pollen. Der er pollen i luften året rundt her. Men jeg kan slet ikke klare vinteren i New York."
- Hvor kunne du tage hen?
"Ved du hvad, du kan ikke løbe fra dig selv. Lige meget hvor hårdt du prøver."
Hubert Selby Jr. skriver i bog efter bog om livet i de udbombede New York-bydele Brooklyn og Bronx, hvor han voksede op. Selv bor han i dag i en lille lejlighed i West Hollywood, en selvstændig byenklave i Los Angeles, præget også i byrådet af to store minoriteter, jøder og bøsser. Selby er ingen af delene.

Hjemløse og udstødte
Selby brød igennem i 1964 med debutbogen Sidste udkørsel til Brooklyn. Bogen havde store censurproblemer. Selby var den første, der for alvor skildrede den ny storbyunderklasse af hjemløse og udstødte. Han skildrede også volden - og han brugte de portrætteredes sprog. Hvilket formentlig er årsagen til, at han fortsat må betegnes som en slags undergrundsforfatter - én af de vigtigste. Selby har netop udsendt sin sjette bog, The Willow Tree, omtalt her i bladet i går. Man kan ikke beskylde ham for at have været voldsomt produktiv.
"Jeg bruger så mange kræfter på bare at holde mig i live, at jeg ikke får lavet så frygtelig meget andet. Den sidste bog - det var så besværligt. Men det er vel, hvad livet er: En fortsat kæde af oplevelser, du ikke har haft før. Du skal være oppe på tæerne eller nede på ryggen."
"Jeg blev forfatter, fordi jeg gerne ville udrette noget, inden jeg døde. De blev ved med at sige, jeg snart døde. Jeg gik ud af skolen, da jeg var 15. Niende klasse. Jeg er ikke udstyret til at kunne klare mig i denne verden. På den anden side ville jeg ikke bare droppe det hele og sige: 'For Satan, mand - det var en smutter!' Og derefter lægge mig til at dø."
"Så jeg gav mig til at skrive. Og lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvad jeg ville. Den eneste bevidste - jeg siger bevidste - indflydelse, det var Beethoven. Musikken har altid haft stor betydning for mig - musikken er livet. Den har lært mig at udvikle bestemte måder at skrive på - f. eks. omkring anvendelsen af et leitmotif: Jeg laver det med ord, med gentagne rytmer, med følelser. Ikke noget læserne behøver være opmærksomme på, men det kan være temaer eller ord, der dukker op med 50 siders mellemrum."

Undskyld, flue
Selby farer sammen, klasker sig på låret, myrder et insekt: "Undskyld, flue, men jeg er ikke buddhist. Ok, det kan være, du er blevet forvirret af min Buddha-statue på gulvet. Men den er bare til pynt. Han har brug for et sted at være ligesom alle os andre."
Hubert Selby er kendt for et antal kompromisløse fortællinger om livet på bunden. Der er i hans tidlige noveller og romaner ingen vej ud. The Willow Tree adskiller sig ved at indeholde en form for håb - hovedpersonerne gennemlever voldsomme overgreb, de hader og straffer, men renses til en vis grad af oplevelsen.
"Jeg har skrevet bøger, der var patologiske. Uden håb. Intet, der kunne lette presset, spændingerne. Jeg har overladt det til læserne at finde den slags inde i dem selv. Og det er vel også ok. Jeg ville gerne så langt og dybt ind i et problem som overhovedet muligt. Men jeg ville også gerne ud af det igen. Jeg ville gerne skrive om, hvordan man kommer fra problem til svar. Og det er udgangspunktet for The Willow Tree."
"Så er der historien. Jeg læste en bog med interviews med filmforfattere. Der var et interview med manden, der skrev Red River. 'Kunne du genkende den?' spørger forfatteren. 'Det er Mytteriet på Bounty.' Han har taget den scene for scene og overført konflikt, personer og plot til et western-miljø. Jeg tænkte, det måtte jeg også kunne gøre - den modsatte vej. Tage en western og omplante den til en moderne storby."

Indianer-hævn
"Jeg har altid været optaget af nybyggerne, de første hvide jægere. Der er en historie om en hvid mand, der gifter sig med en indianerkvinde. En dag kommer der nogle Crow-indianere og myrder både konen og deres barn, mens jægeren er ude og se til sine fælder. Han indleder et hævntogt, myrder egenhændigt 206 Crow-indianere. Det er ét af elementerne i min historie. Her overført til en sort dreng, der forsøger at udslette en puertoricansk gadebande."
"Et andet element er ønsket om at besvare en påstand, som blev fremført for et par år siden af et par videnskabsmænd om, at sorte mennesker er hvide underlegne intellektuelt. Jeg siger dig - tag en sort dreng i New York, han er temmelig hip. Kvik som ind i helvede. Det skal han være for at overleve."
"Men det er bare et par af elementerne. Der er mange andre spor - kunstens alkymi bringer dem sammen."
- Men optimismen? Og du behøvede vel ikke nødvendigvis have en morale?
"Nej, det er rigtigt. Men jeg vil også tro, at jeg ikke alene selv skulle gennemleve den morale, men også have tid til at analysere oplevelsen, før jeg kunne skrive om den, så det ikke blev alt for belærende."
- Du har gennemlevet moralen?

Menneskelighed
"Jamen, det er ikke så vildt endda. En fornemmelse for noget menneskelighed. Jeg har levet på den i årevis, men jeg havde behov for at finde den også uden for mig selv. Den ene hånd, der hjælper. Kvarterer, der står sammen."
"Ser vi på statistikken, så er vi helt i bund her i landet. I hele den såkaldt industrialiserede verden ligger vi lavest. Vi er den rigeste civilisation, samtidig med at alle synes, de skal efterligne os, hvad der er stærkt bekymrende."
- Men det er vel kun i det ydre.
"Tager man det ydre på sig, kan det sagtens give bagslag og destruere kernen. Vi tjener penge her i landet - og det er alt. Der er ingen hjælp at hente. Især ikke efter de år med Reagan. Gud se i nåde til hans sjæl, for den må være gennemhullet. Det var ham, der lukkede sindssygehospitalerne og smed patienterne på gaden. Der er millioner af børn her i landet, der ikke bare sulter, men dør af underernæring. I verdens rigeste land."
"Men det er som om folk er begyndt at erkende, at regeringen ikke gør noget - skal der ske noget, må de selv finde ud af det. Små ting. Haver på byggegrunde. Blomster. Oprydning. Fællesskaber omkring skoler eller bykvarterer. Et menneske, der hjælper et andet."
"Det har selvfølgelig altid været der, og det har hjulpet mig igennem, men jeg havde ingen fornemmelse for det på grund af min vrede og selvynk. Man kan tage mod hjælp fra én person og give den videre til en anden. Tidligere havde jeg ikke blik for meget andet end mine egne dæmoner. Jeg kunne have ladet dem knuse mig - jeg havde ikke nogen modstandskraft. Til sidst var der kun ét spørgsmål tilbage: Skal jeg fortsætte sådan her?"
- Som outsider er det svært at få øje på de der små glimt at håb, du taler om.
"De er der! De er der! Man ser dem måske ikke. Nyhedsmedierne - det er mord og ulykker. Men de er der. Jeg er 70 år gammel. Vi har i min levetid været ved at sprænge Jorden i luften, jeg ved ikke hvor mange gange. Men vi er her fortsat. Vi har ikke ødelagt hinanden fuldstændig. Det er ikke politikernes skyld. Den eneste konklusion, der giver sammenhæng for mig, er, at der hvert eneste sekund døgnet rundt udføres millioner af kærligheds- eller høflighedshandlinger. Hver for sig ikke noget særligt. Men det er den eneste forklaring, der giver mening for mig."
- Hvor tror du, din relative optimisme kommer fra?
"Jamen, mand, jeg er da optimist. Ud fra den betragtning, at jeg nok dør en dag - og får det overstået."
- Jeg ville gerne fortsætte, men jeg tror, vi skal passe på dine lunger...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu