DR2's nye bogmagasin kalder sig Bestseller. Så er det sagt. Det adskiller sig fra forgængerne ved bevidst ikke at ville forholde sig til litteraturen som kunst. Kunst er højpandet, mener folkene bag programmet. Og det er et skældsord.
Nu kan man ikke sige, at hverken Jens Winther, Jørgen Thorgaard, Jens Kistrup eller Johannes Møllehave havde videre gennemslagskraft med deres programmer. Men de havde et personligt engagement i sagen, der gjorde, at deres udvalg og udsagn blev diskuteret. Det bliver næppe tilfældet med Bestseller.
Det er et program helt uden engagement. De to programværter vil rejse ud i landet, sagde de, og se hvad folk læser.
I første omgang var de kommet helt til Køge, hvor Arnold har en busk. Den stak man kamera og mikrofon ind i, og se - der var sørme en top ti liste.
Nu var det jo jul, så en bog om blomsterdekorationer stod højt på listen. Sådan en kan man jo simpelthen visualisere. Man sætter en blomsterdekoratør til at udføre et par af numrene. Det viser sig så, at de frugter, folk har liggende i køleskabet (sikken et sted til frugter), sådan set bare kan lægges ud i en kurv, så er det flot. Jamen det er det da. Fem rådne æbler i en skål er også flot. Men det bliver først et maleri, når der kommer en Cezanne forbi.
Det gjorde der ikke her, kun en John Irving på rutinemæssig promotiontur. Han signerede bøger i Magasin og betroede os, at han skriver bøger til folk, der læser. Det kræver en indsats at læse en roman, og at skrive den. Ret meget mere fik han ikke sagt, men interviewet fortsætter på Bestseller internetadresse.
Ellers handlede det mest om den allerede meget omtalte bestseller-disputats, der behandler de 12.000 danskere, der under seneste verdenskrig var frivillige i Waffen SS. Det er trods alt, blev der sagt, den største samlede danske krigsindsats siden 1864. Som om det var noget at prale af. Allerede 1848 var latterlig.
Og bl.a. et klip fra Matador blev brugt som illustration af, hvordan vi normalt heroiserer modstandsbevægelsen. Nu er det bare sådan, at Lise Nørgaard aldeles ikke heroiserer noget som helst, men det er der sikkert ingen der tænker over.
Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, var i hvert fald forbløffende venlig, da han senere på aftenen anmeldte programmet i Efter Deadline. Al begyndelse er svær, sagde han - og det var ikke så slemt, som han havde frygtet.
Fra et mere smalpandet synspunkt var det faktisk meget værre. Måske man, som Johannes Riis også sagde, først og fremmest ville lave godt fjernsyn. Det gjorde man heller ikke.
Selv om det selvfølgelig var bevægende at se og høre Kirsten Jacobsen fremsige og udlægge et svensk digt, der har haft stor personlig betydning for hende.
Men bagved det indslag ligger jo nok den tanke, at de højpandede poststrukturelle litterater tror, Kirsten Jacobsen ikke læser digte. Hvorfor i alverden skulle hun ikke det? Kirsten Jacobsen er jo ikke dum.
Det er der sådan set sikkert ingen, der er. Ikke andre end dem, der udtænker programmer som Bestseller i den tro, at det er der rigtig rigtig mange, der rigtig, rigtig gerne vil være.
Det var meget meget dårligt.
