PFA Pension slipper ikke uskyldsrent fra skandalen med forfalskede garantier
KOMMENTAR
Det er delvist sort uheld for PFA Pension, hvis en betroet medarbejder virkelig har forfalsket garantier for et beløb på mindst 800 mio. kr. Men uskyldsrent slipper selskabet ikke fra skandalen: PFA har selv medvirket til at bringe sig i en situation, der indebar forhøjet risiko for at blive involveret i en finansskandale.
Som så mange andre har PFA Pension både prøvet at være det pæne og respektable selskab - og så samtidig på flere niveauer haft tætte bånd til nogle af landets mere risikobetonede forretningsfolk. Og hertil må man regne projektmageren Kurt Thorsen, der - selvom han tidligere er gået nedenom og hjem - dristigt arbejder videre med store byggesager og spekulative aktieoperationer.
Netop i disse måneder er advokaterne ved at være færdige med afviklingen af Thorsens skibbrudne koncern fra de glade 80'ere. Thorsen slap dengang med en stille betalingsstandsning.
I Kurt Thorsens seneste og ganske forbløffende comeback har det børsnoterede CVI International spillet en central rolle.
I dette selskab har PFA Pensions bestyrelsesformand - den kendte erhvervsleder Jørgen Mølvang - været formand. Også selvom han offentligt har udtalt, at han ikke vidste, hvorfra Thorsen havde pengene til at købe aktiemajoriteten i CVI.
Med CVI-posten har Jørgen Mølvang - formanden for det store og kapitalstærke PFA Pension - givet Thorsen en form for blåt stempel.
Og i virkelighedens verden accepteret den dermed forbundne risiko. At Mølvang så onsdag - mens han ilede til Danmark fra sin bopæl i Sydfrankrig - frasagde sig CVI-posten var for sent til at redde fadæsen.
Sent for Schlüter
Ligesom det er meget sent, at tidligere statsminister
Poul Schlüter og advokat Robert Koch-Nielsen nu slår hånden af bygge-matadoren og forlader CVI-bestyrelsen.
Andre PFA-bånd til Thorsen er blevet knyttet af den nu fyrede direktør Rasmus Trads. I sin tid som direktør i AP Pension havde han meget tætte forbindelser til Kurt Thorsen. Fra AP Pension hentede PFA-chef André Lublin ham direkte til et job, hvor han i en årrække fungerede som Lublins højre hånd.
Hvem der har været involveret i sagen om PFA-garantierne er ikke klarlagt. Men at Trads ikke har arbejdet på helt egen hånd forekommer logisk.
I Norge fastholder den trængte finanskomet - Kjell Inge Røkke - at PFA-garantien til hans selskab Aker RGI er bindende.
Røkke siges at være god for flere milliarder, men hans forretningsmetoder er under hård kritik. På visse områder kan han give mindelser om Klaus Riskærs storhedstid - men Kjell Inge Røkke er stadig hovedrig og ustraffet.
Kjell Inge Røkke har selv bygget sit store forretningsimperium op fra grunden. Den første del af formuen blev skabt på havet - hvor Røkke startede som skibsdreng og endte som ejer af en stor trawlerflåde.
Hele armen
Undervejs har Røkke givet den hele armen. Med dyre boliger, hurtige biler, store både og kostbare vaner har han taget pusten fra jetsettet.
PFA-garantierne har han fået i forbindelse med salg af aktier fra Gefion - det såkaldte skraldespandsfirma fra afviklingen af Baltica. Til overmål købte Røkke oprindelig Gefion-aktierne fra Hafnia-boet. Hermed har den ene finansskandale givet næring til den næste.
Nu kommer så kampen om hvorvidt garantierne holder - en kamp der kan få flere skeletter til at falde ud af pengeskabene i ind- og udland.
Det skal tjene Fondsbørsen til ære, at dens direktør var med til at afsløre garanti-skandalen. Men det er et dårligt fungerende og langmodigt aktiemarked, der alt for længe har ladet sig køre rundt af Thorsens søforklaringer.