Læsetid: 4 min.

Det potente monopolbrud

29. januar 1999

På trods af fodfejl tak til de unge vilde Venstrefolke for indsparket om en bred og nødvendig debat om en ny radio

KOMMENTAR
De unge vilde Venstrefolk, som har repræsenteret partiet i medieforhandlingerne hos kulturministeren, står til bank de kommende dage. Det vil rundt omkring være deres skyld, at DR2 ikke lige straks kommer ned på jorden (som om der skulle være flere seere dér); at danske børn fortsat skal forgiftes af tv-reklamer (på TV 2 - mens det tilsyneladende ikke gør noget, hvis de kommer på TV3); at DR's radioforsøg må indstilles (i alle andre verdener er forsøg tidsbegrænsede, men tilsyneladende ikke her). Osv.
Det er heller ikke fordi Venstres forhandlere har været uden fodfejl, bl.a. deres bombastiske krav nu og før jul om en landsdækkende radiokanal til ét bestemt privat foretagende (som har Hans Morten Rubin, Venstres mediepolitiske rådgiver, som medejer) - eller deres krav om plads i det jordnære tv-sendenet til TV3, som ikke er et forfulgt mindretal, men et piratforetagende der lever højt på en jurisk ikke-konsekvens i forholdet mellem dansk og EU-lovgivning.
Men de unge Venstrefolk har sparket hul på en nødvendig debat om Danmarks Radios fortsatte monopol på landsdækkende radio.

Supplerende forlig
Radio-tv-området reguleres p.t. af en grundlovgivning og et supplerende medieforlig, som løber til udgangen af 2000 og bl.a. indeholder en nøgle for fordeling af licensmidler.
Udviklingen er på visse punkter løbet fra forliget. Venstrefolkene er til gengæld løbet fra en næsten enighed omkring yderligere et supplerende miniforlig.
Det bliver svært at komme videre uden en bred debat om radioens umiddelbare fremtid.
TV 2 har længe presset på for at få del i et duopol også på radio. TV 2's tilbud om at lave en landsdækkende reklamefinansieret radio er ikke blevet modtaget med kyshånd nogen steder.
Det kan skyldes, at der ikke har været nogen til at tage imod ansøgningen:
Socialdemokratiet og venstrefløjen har det med at være særdeles forstående overfor DR's synspunkter og interesser; højrefløjen har ment, at ønsket om et monopolbrud på radio i lige grad udelukkede DR og TV 2 fra yderligere en sendetilladelse.
Aktuelt er der sket det, at et flertal blandt forhandlerne er nået frem til, at DR kan få en fjerde landsdækkende radiokanal på betingelse af at der til en femte kanal etableres en organisation af en snes lokalradioer, som skal kunne samsende i hvert fald nyheder, men formentlig også andet af fælles interesse.

Imod statsmagten
Og her siger så Venstre fra. Partiets chefforhandler Jens Rohde udtaler:
"Vi frygter simpelthen, at det ikke bliver det potente monopolbrud i forhold til DR, som er nødvendigt, hvis ikke vi skal cementere en udvikling, som vi dybest set er imod, nemlig en styrkelse af statsmagten."
Han har givet ret i, at forslaget ikke betyder noget "potent monopolbrud". Der ligger intet hverken folkeligt eller noget som helst andet krav bag det. Det er en kompromiskonstruktion, udtænkt af politikere uden branchekendskab, og det vil være uden overlevelsesmuligheder efter en formentlig statsfinansieret kuvøseperiode.
Den yderste konsekvens af Rohdes udfald er godt nok en total deregulering af medieområdet, men forudsætter vi, at hans ideelle synspunkt indtil videre kun gælder for denne ene ny radiokanal, betyder det, at denne ny kanal skal drives kommercielt. Skal den være "et potent monopolbrud" er det begrænset, hvor mange interessenter der kan komme på tale. Så skal vi - hvis radioen skal drives af selskaber med medieerfaring - have fat i mastodonter som Egmont, Det berlingske Hus, Jyllands-Posten.
Monopolbrud? Kun i forhold til DR.
Eneste alternativ ville være et udenlandsk medieforetagende - er det dét Ventre vil?
Vi ved det ikke, for Venstreløveungerne har indtil nu kun spillet ideologisk ud med med deres ønske om at holde staten (og det må vel også betyde dem selv qua folketingsmedlemmer) fra fadet, men det er en relevant debat, og det vil ikke være usundt for DR at blive ramt af alternativer til en meget traditionel form for programlægning og -præsentation.

Berøringsangst
Man kan sige at hvad angår underholdningsradio har DR været hurtig til at efterligne og æde den smule konkurrence - og succes - andre har udsat monopolet for: Fra Radio Mercur til The Voice.
Men man kommer i karambolage med sandheden, hvis man påstår at DR i øvrigt har udviklet sig. Der er stor berøringsangst i de journalistiske programmer - megen opdragelse til børnene.
Der må være andre måder at gøre det på. Det må være muligt at få nogle tilbud og tanker på bordet.
Jeg deler ikke Jens Rohdes angst for staten - i hvert fald ikke så længe man opretholder princippet om en armslængdes afstand mellem politikerne og institutionerne.
Det ville ikke genere mig om det potente alternativ til DR blev licensfinansieret.
Bare det blev rigtig utrolig potent og dermed satte skub i en fælles og absolut nødvendig programudvikling.
I øvrigt er det udtryk for temmelig dårligt politisk håndværk, at en rent teknisk løsning på DR2's senderproblemer absolut skal knyttes sammen med en hel stribe andre debatter - det kan løses administrativt.
Og det er aldeles uforsvarligt, hvis de øvrige partier i surhed over Venstredrengenes stejlhed har udskudt beslutningen om digitalisering af sendenettet på ubestemt tid.
Der ligger et beslutningsgrundlag - der ligger et udgiftsoverslag. Jo hurtigere en beslutning træffes på dette område - jo hurtigere løser problemet om den fjerde og dem femte og den nioghalvfemsindstyvende landsdækkende radiokanal sig selv.
Som den ny DR-radiodirektør, Leif Lønsmann i går udtalte til Ritzau:
"På lidt længere sigt vil den tekniske udvikling få den aktuelle diskussion om P4 til at virke fuldstændig forældet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her