Læsetid: 2 min.

Problematisk program

29. januar 1999

Filmhuset viser som sædvanlig gode film, men det går atter galt med det månedlige programhefte

KOMMENTAR
Filmhuset har udsendt sit februarprogram, hvis filmtilbud som så ofte før består af en attraktiv, velsammensat blanding af gammelt og nyt.
Blandt klassikerne finder man serier med Ny Bølgefilm og Alfred Hitchcock-højdepunkter, mens nyhederne udgøres af serien Cities on the Move med fire splinternye taiwanesiske og japanske film, samt film fra Nord. Og tilmed serveres på et sølvfad en usædvanlig flot samling på 13 nyere film med dans som hovedtema.

Undskyld!
Desværre er der igen problemer med det store og ambitiøst anlagte programhefte, som Filmhuset udsender hver måned i bekostelig opsætning. Da Dan Nissen og Ib Monty i sin tid skrev Filmmuseets programtekster, var de forbilledligt præcise og fejlfrie. Det samme kan desværre ikke siges om Filmhusets skrivelse, selv om hele syv personer nu står for teksten.
Der indledes med en undskyldning for sidste måneds fadæse, hvor man skrev nedsættende om en række nye danske film på programmet. Også næste måned bliver der behov for undskyldninger.

Det rene vrøvl
Det er uheldigt, at fotografen på Breaking the Waves, den legendariske Robby Müller, kaldes "Fassbinders mesterfotograf", når han nu er blevet berømt for sit mangeårige samarbejde med Fassbinders modsætning i tysk film, Wim Wenders - og samme Müller ikke er krediteret for noget filmsamarbejde med Fassbinder.
Men nogle af de mest ubehageligt vildledende ting står i teksterne om Den ny Bølge. Det er f.eks. noget vrøvl, at det blandt de unge 50'er-oprørere i fransk film "næsten kun var Jean Renoir, der faldt i nåde." Ny Bølge-folkene var netop kendetegnet ved en stærk national traditionsbevidsthed, der også drog ældre instruktører som Abel Gance, Max Ophuls, Jean Cocteau, Robert Bresson, Jean Grémillon, Jacques Tati, Sacha Guitry og Roger Leenhardt ind i varmen.
Det er også misvisende, når det hævdes, at Ny Bølge-folkene over en bred kam tilstræbte "den amerikanske respektfuldhed for 'good craftmanship' med sikker bevidsthed om 'continuity' og alt hvad det indebar". - En vildledende generalisering, der udmunder i det rene sludder, når det om Francois Truffauts anarkistisk poetiske, genre-nedbrydende Skyd på pianisten hævdes, at "synsvinklen er den amerikanske kvalitetstradition."
Heller ikke Claude Chabrol går ram forbi: "Chabrol skrev kun manus til sine to første film og overlod derefter manus-skrivningen til Paul Gégauff." Forkert igen - bare i 60'erne er Chabrol krediteret for fem af sine manuskripter.

Sjusk
Programmet rummer mange navne, og der kan selvfølgelig ske fejlstavninger. Men egentlig skulle man tro, at skuespillere som Preben Lerdorff Rye, Jean-Pierre Léaud, Sigrid Neiiendam og Annie Girardot og en instruktør som Peter Bogdanovich var så kendte navne, at de blev stavet rigtigt i Filmhusets officielle program.
Man kunne måske også forvente, at sætningerne i programmets ellers ofte udmærkede introduktionsartikler hænger grammatisk sammen. Men det er ikke tilfældet i første afsnit af Hitchcock-portrættet.
Husets programtekster trænger kort sagt til en radikal opstramning. Man kan vel ikke forvente, at de rummer rigets højeste filmoplysning, men kvaliteten kan og bør forbedres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her