Læsetid: 3 min.

Profet og rebel

18. januar 1999

Jerzy Grotowskis død afslutter en epoke i det gamle årtusinds teater

NEKROLOG
"Blasfemi kan nogle gange tilføre en tradition nyt liv meget bedre end eksalteret entusiasme. Tag for eksempel kukkassescenen. Først da
teatret gjorde oprør mod den traditionelle, italienske sceneform, blev kukkassescenens fordele og muligheder for alvor tydelige."
Sådan udtrykte den polske teatermand Jerzy Grotowski sig i 1996 ved Odin Teatrets ISTA-konference i Kanonhallen - det, der skulle blive hans sidste besøg i Danmark. Og nu er han død, den hærdede blasfemiker, bare 63 år gammel.
Allerede for to år siden var han stærkt mærket af sin sygdom.
Udadtil lignede denne 61-årige præcis det, han var - et levn fra 1960'erne, sådan som han sad indhyllet i en gammel poncho med sit lange, grå skæg i profetagtige totter. Men det sekund, han åbnede munden, afslørede han det, han først og fremmest var - en evigung rebel. Med den spændstigste retorik angreb han det herskende selvtilfredse teater og dets halvhjertede forsøg med nye skabelsesprocesser:
"Den almindelige fysiske træning er akkurat lige så intetsigende som tandbørstning - den har intet med skabende kunst at gøre," slyngede Grotowski ud i hovedet på den fremmødte skare af teaterfolk.
"Selv har jeg det sådan, at så snart jeg kan noget eller har forstået noget, så interesserer det mig ikke længere. Så mit eget livs røde Ariadne-tråd er skabt ud fra spørgsmålet om, hvordan vi konstant holder os selv vågne."

Mod et fattigt teater
Denne kompromisløse søgen har været altafgørende for Grotowskis betydning for det europæiske teater.
Han blev født i 1933 i Polen, hvor han i 1959 sammen med dramaturgen Ludwig Flaszen blev leder af Teatret med de tretten rækker, der senere udviklede sig til hans Teaterlaboratorium i Wroclaw.
Hans arbejde her blev internationalt berømt for sine skabelsesmetoder, og med bogen Towards a Poor Theatre fra 1968 blev hans teorier om forholdet mellem skuespiller og tilskuer anerkendt som essentielle for en forståelse af det moderne teaters væsen. Som Grotowski udtrykte det i bogen:
"Ved gradvist at udelukke alt, der viste sig at være overflødigt, fandt vi frem til, at teatret kan eksistere uden make-up, uden særlige kostumer og scenografi, uden et adskilt optrædeområde (scene), uden lys- og lydeffekter, etc. Det kan derimod ikke eksistere uden skuespiller-tilskuer-forholdet af givende, direkte, live kommunikation."
Og som han senere uddybede det: "I vores teater har vi aldrig spillet for tilskuerne, men i nærværet af tilskuerne. Dét er den afgørende forskel - spiller man blot for tilskuerne, prostituerer man teatret. Idealet er at skabe en virkelig transmission - at sende energi fra performer til tilskuer. Men det kan kun lade sig gøre, hvis tilskueren åbner sig og ønsker at være modtagelig - ublokeret."

Odin Teatrets mentor
Grotowski fortsatte sit laboratorium frem til 1984, hvorefter han flyttede til Italien, hvor han de senere år har forsket i teatrets og ikke mindst performerens energikoncentration, faktisk uden at skabe forestillinger for et publikum.
På grund af sin sygdom overgav han dog efter få år ledelsen af eksperimenterne til den unge amerikaner Thomas Richards, der ved Odin Teatrets 30 års jubilæum i Holstebro i 1994 præsenterede sit arbejde med Grotowskis metode.
Her fremstod Richards forventeligt som en lydhør og hyperintelligent Grotowski-discipel, men også som en indadvendt, kultisk fanatiker med flakkende øjne - meget ulig sin mester.
Men man kan ikke sige Grotowski uden at sige Barba. Hele Odin Teatrets eksistens er direkte knyttet til Grotowskis person og metode, fordi Odin Teatrets leder Eugenio Barba opholdt sig hos Grotowski i 1961-64, hvor han stiftede bekendtskab med de tanker om teatrets væsen, der har dannet grundlag for al Barbas virksomhed. Barba har altid æret Grotowski som sin mentor, og de har begge altid udtalt sig om hinandens metodiske resultater med respekt og hengivenhed - senest i Barbas The Secret Art of the Performer - A Dictionary of Theatre Anthropology (London, 1991).
Teaterhistorisk afslutter Grotowskis død en epoke i det gamle årtusinds teater, hvor form og indhold hele tiden kæmpede om magten over både performere og tilskuere. En epoke, hvor Grotowski var den urokkelige ener fra det snævre teater, der fik skubbet til hele det brede teater.
Eller som Peter Brook allerede skrev det i forordet til Towards a Poor Theatre:
"Grotowski er unik. Hvorfor? Fordi ingen anden i verden, som jeg kender til, ingen siden Stanislavski, har undersøgt skuespillets natur, dets fænomen, dets betydning, naturen og videnskaben bag dets mentale-fysiske-emotionelle processer så dybt og komplet som Grotowski."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her