Læsetid: 7 min.

Psycho-pati

20. januar 1999

På fredag er der premiere på Gus Van Sants nye version af Hitchcocks mestergyser 'Psycho'. I den anledning fortæller Information her om originalens tilblivelse og modtagelse

FILM
Vi møder Alfred Hitchcock foran Bates Motel, hvor han har lovet at tage os med på en lille rundtur. "God eftermiddag," byder han velkommen med sin karakteristiske, let snøvlende stemme og slår ud med hånden mod motellet. "Her har vi et stille, lille motel, gemt af vejen for hovedvejen, og, som man kan se, helt harmløst. Men nu er det faktisk blevet kendt som åstedet for en forbrydelse."
Hitchcock vender opmærksomheden mod den gamle villa, som troner på bakken over motellet og fortsætter. "Dette motel har også en tilbygning, et gammelt hus, som ser, hvis jeg må sige det, en smule mere dystert ud, mindre uskyldigt end selve motellet. Og det er i dette hus, at de mest alvorlige og frygtelige begivenheder fandt sted. Jeg tror, at vi kan gå ind nu, fordi huset er til salg - jeg ved dog ikke, hvem der skal købe det nu!"
Jo, det var ikke uden humor, at Hitchcock instruerede og selv spillede med i traileren til sin virtuose gyser Psycho.
Den 1. maj 1961 havde det gamle Palladium i København premiere på Psycho, Hitchcocks film nr. 47 og uden tvivl den barskeste.
Kort fortalt handler Psycho om - pas på, nu afslører jeg flere af filmens overraskende elementer - den ødipale og skizofrene motelejer Norman Bates, der i skikkelse af sin afdøde mor dræber den forbirejsende Marion Crane og detektiven, som leder efter hende. Og, som sig selv, sletter sporerne efter forbrydelserne for at beskytte den mor, han opbevarer i en udstoppet udgave i frugtkælderen.
Til sidst afsløres og fanges Norman dog af Marion Cranes elsker Sam og vedholdende søster Lila, og hele sagen kommer for en dag.
"Selv om resultatet ikke er blevet noget uforglemmeligt kunstværk, er Psycho dog alligevel en film, som gør sig," skrev Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen, der tydeligvis havde respekt for instruktørens evner, i sin anmeldelse. Informations Erik Ulrichsen var på forhånd en smule mere forbeholden overfor Hitchcock og efter at have set Psycho endnu ikke overbevist om, at Hitchcock virkelig var en kunstner. Dog syntes han, at "set som en ren thriller er Psycho decideret vellykket, og den er under alle omstændigheder en af den lille, tætte, snu englænders bedste film."
Hos enkelte andre anmeldere kunne man fornemme skuffelsen over, at Hitchcock efter så overdådig og lystig en film som Menneskejagt havde valgt at kaste sig over et så billigt og kulørt projekt - og det tilmed i sort-hvid!
Både Dagens Nyheder og Ekstra Bladet mente, at Psycho manglede den humor, som var så karakteristisk for Hitchcock, mens Aktuelts Bjørn Rasmussen fandt, at filmen var "ét stort gysernummer med en bunke gysergags og gyservariationer i." En film, man ikke skulle tage for alvorligt, for så "gør man sig selv til grin."
Forskellige meninger om samme film - én ting var anmelderne dog enige om, at selv om filmen var dygtigt lavet, så kvalificerede den ikke til betegnelsen mesterværk.
Om Psycho har Hitchcock selv sagt, at "det er et område af filmproduktionen, hvor det er mere vigtigt for én at være tilfreds med teknikken end med indholdet. Det er den slags film, i hvilken kameraet tager over. Selvfølgelig, siden kritikere er mere interesserede i plottet, vil den ikke få de bedste anmeldelser, men man er nødt til at designe sine film, præcis som Shakespeare gjorde det med sine stykker - til et publikum."

Den pæne dreng
Historien om Psycho starter i slutningen af 50'erne, hvor den 40-årige Ed Gein, en pæn mand og mors dreng, afsløres som psykopatisk massemorder med hang til at dekorere sit hjem med sine ofres hud og afskårne lemmer.
Ed Gein, som naturligvis røg på forsiderne af de amerikanske aviser og viste den opskræmte, men fascinerede offentlighed, at galskaben lurede under normalitetens overflade, var godt og dramatisk materiale. Og i 1959 drejede gyserforfatteren Robert Bloch sin version af historie under titlen Psycho.
Bogen blev en kæmpesucces, og da Hitchcock, efter at have læste en positiv anmeldelse af bogen i New York Times, en dag på vej til London med flyveren fik læst bogen, ringede han til sin assistent og bad hende sørge for, at rettighederne til bogen blev hans - og det blev de for den ringe sum af 5.000 dollars.
Hvorfor han ønskede at filmatisere bogen, har Hitchcock forklaret med, at "jeg tror, at hvad der appellerede til mig og gjorde, at jeg besluttede mig for at lave filmen, var brusebadsmordets pludselighed - at det kom ud af det blå."
Bogen Psycho ligger, trods en interessant præmis og en handling meget lig filmens, i intensitet og fascination langt fra filmen Psycho.
Hvor bogen meget direkte beskriver den ødipale konflikt, der er historiens basale katalysator, så behandles samme problematik betydeligt mere elegant og subtilt i filmen - en af grundene til, at filmens afgørende clou - at Bates 'er' sin egen mor - virker så stærkt på publikum.

Gimmicks og teknik
Hitchcock gjorde, hvad han kunne for at sikre publikum den bedst mulige filmoplevelse - og skabte samtidig en hel del mediepostyr.
Til at spille den uheldige Marion Crane, engagerede instruktøren smukke Janet Leigh i sikker forvisning om, at publikum ikke forventede, at heltinden, filmens stjerne, ville blive slået ihjel og forsvinde ud af filmen efter den første halve time.
Et hidtil uhørt kunstgreb, hvis virkning Hitchcock fuldendte ved at kræve, at ingen blev lukket ind i biograferne efter filmens start.
På store skilte udenfor biograferne stod således at læse: "Vi vil ikke tillade Dem at snyde Dem selv! De er nødt til at se Psycho fra start til slut for at få det fulde udbytte. Derfor, skal De ikke forvente at blive lukket ind i biografen, efter hver filmforestillings begyndelse. Vi siger ingen - og vi mener ingen - ikke engang bestyrerens bror, USAs præsident eller Dronningen af England (Gud velsigne hende)!"
Forbuddet blev efterlevet, i hvert fald i USA, og resultatet var stor presseomtale og lange køer uden for biograferne.
Samtidig opfordrede instruktøren publikum til ikke at afsløre filmens mange hemmeligheder, og han undlod at arrangere en anmeldervisning - hvilket angiveligt var grunden til adskillige negative anmeldelser.
Psycho endte med at blive Hitchcocks største succes nogensinde. Den kostede kun 800.000 dollar at producere - og var faktisk en regulær lavbudget-film - og den indspillede fra 1960-64 mere end 14 mio. dollars.
Men selvfølgelig skyldtes filmens succes ikke kun en morsom trailer, en god mediedækning og et par velgennemtænkte gimmicks.

Oprejsning
Psycho var og er en fremragende film med lysende skuespilpræstationer (især Anthony Perkins neurotiske Norman Bates), adskillige visuelle og fortællemæssige nyskabelser - Saul Bass spændende titelsekvens, Bernard Herrmanns forrygende musik og det pludselige, censurudfordrende brusebadsmord, der er en opvisning i mesterlig montageteknik. Kigger man godt efter, kan man se, at kniven faktisk aldrig rammer Marion Cranes krop.
Men filmens virkelige claim to fame, er at den stadig kan skræmme et publikum.
Om nogen, forstod den meget frygtsomme Hitchcock selve essensen af frygt og angst, og det benyttede han sig af i alle sine film - med størst effekt i Psycho:
"Frygt, ser De, er en følelse, som folk kan lide at have, når de er sikre på at være i sikkerhed. Når man sidder roligt i sit hjem og læser en frygtelig historie, så føler man sig ikke desto mindre sikker. Selvfølgelig skælver man, men eftersom man befinder sig i velkendte omgivelser, og man finder ud af, at frygten skyldes ens fantasi, så bliver man fyldt med en ekstraordinær lykkefølelse (...) Og efter min mening er læseren i nøjagtig samme situation som biografgængeren."
Lige så uenige anmelderne var om Psychos kunstneriske kvaliteter, ligeså enige er filmforskere, cineaster og filmkritikere siden blevet om, at Psycho er en af Hitchcocks bedste film - en af alletiders bedste film.
I Filmguide to Psycho fra 1971 skriver James Naremore, at "Hitchcocks visuelle forestillingsevne kombineret med hans forståelse for basal menneskelig frygt er med til at gøre denne film til en del af bevidstheden hos enhver, der har set den. Psycho påvirker folk på tværs af klasseskel og sproggrænser. Den er, med al sin golde og deprimerende atmosfære, en næsten universel film."
Og i Hitchcock - hans liv og film roser Danmarks førende Hitchcock-autoritet, instruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen, Hitchcock for med Psycho endelig at have mestret den svære balance mellem kunst og købmandsskab:
"Det er et forbavsende værk, en fuldstændig suveræn kulmination på Hitchcocks livslange stræben efter at ophæve skellet mellem det kunstneriske og det kommercielle."

*En DVD-luksusudgave med Psycho og en masse ekstra materiale kan købes i Laserdisken i København og Aalborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu