Læsetid: 5 min.

De har råd til at tabe - de fører kulturkamp

8. januar 1999

Konfrontationen med Det hvide Hus er det eneste, der har holdt sammen på Kongres-republikanerne. Forbløffende nok leder partiet nu efter præsidentkandidater, der ikke er belastede af kampagnen mod Clinton

Analyse
Newt Gingrich, den nu forhenværende formand for Repræsentanternes Hus, er én af de få ledende Washington-republikanere, der har taget det overraskende udfald af valget i november alvorligt. Han erkendte, at republikanerne med deres stridbare konfrontationspolitik havde fejlbedømt situationen, ikke havde været i overensstemmelse med vælgerne.
Gingrich ønskede ikke længere at blive identificeret med denne politik og gik så vidt, at han under behandlingen af rigsretsagen i Repræsentanternes Hus overlod formandssædet til én af næstformændene.
Forleden gav han i en ganske opsigtvækkende tale i Phoenix, Arizona, sine partifæller det råd at stikke piben ind det næste par år. Partiets eneste chance for at genvinde præsidentposten og bevare indflydelsen i Kongressen ved valget i november 2000 vil være at undgå alt for voldsomme konfrontationer og koncentrere sig om nogle få, afgørende politiske pointer, først og fremmest: skattenedsættelser.

Parti i krise
Gingrichs råd ser ikke ud til at blive hørt. Det republikanske parti opfører sig ikke som et parti i krise - i hvert fald ikke den del af partiet som befinder sig i Washington. Ledende parlamentarikere fra partiet maser og skubber på for at trække sagen eller sagerne omkring præsident Clinton så langt som overhovedet muligt. Vel vidende, at der knap nok er en sag, samt at chancerne for at få præsidenten afsat er minimale.
Siden Clintons tiltræden i 1992 har højrefløjen i partiet ivret efter at komme af med ham igen. Alle mulige rygter er sat i omløb: Clinton skal have myrdet, forhandlet narkotika, solgt forsvarshemmeligheder til bl.a. Kina.

Den største sag
Han er blevet den mest undersøgte præsident i historien, men undersøgelserne har måtte opgives, den ene efter den anden. Da det retspolitiske udvalg i Huset behandlede indstillingerne fra Kenneth Starr, søgte republikanerne at udvide feltet med en sag om overtrædelse af reglerne omkring indsamling af valgbidrag. Udvalget gik til højesteret for at få aktindsigt i en FBI-rapport om emnet. Da udvalgets jurister havde læst materialet blev sagen opgivet.
Starr mente at have fundet godt en halv snes forhold, der burde prøves ved en rigsret. Retsudvalget gav ham kun medhold for så vidt angik fire punkter. Repræsentanternes Hus fulgte kun udvalgets indstillinger så for såvidt angik to punkter!
Skønt ledende republikanere bruger store ord i disse dage - tidl. præsidentkandidat Arlen Specter har betegnet rigsretsagen som den største sag i engelsk-amerikansk retshistorie - falder de store ord til jorden overfor vælgerbefolkningen, der fortsat afviser det hele som partipolitisk pjat.

De fører kulturkamp
Mere pragmatiske republikanerne har - som Gingrich - erkendt, at partiet vil blive straffet af vælgerne, hvis ikke det snart kommer til besindelse. Men det er tydeligt, at de bliver fejet til side af en hævnende bølge af trodsige republikanske lovgivere, der kan beskyldes for meget, men ikke for opportunisme.
De tror på deres sag og de er indstillet på at tage konsekvenserne, også de personlige. De fører kulturkamp: Det er nok muligt, at Clintons forbrydelser ikke vil kunne føre til domfældelse i en retssal, men hele nationens ære og historie og anseelse og fremtid står på spil med en præsident, der som han personificerer en uhåndgribelig modernitet og - især - en ny og løsere moral
Partiet er - efter Doles valgnederlag i 1996 og Gingrichs afgang her i november - uden egentlig ledelse. De republikanske topnavne i Huset er ukendte for den brede offentlighed - lederne i Senatet har dukket sig noget på det sidste. Gruppeformanden Trent Lott synes hverken at være den store leder eller at have den nødvenlige folkelige gennemlagskraft.

Startklodserne frem
Mens republikanske parlamentarikere tordner frem i Washington med svulstige taler om lov og orden og skriftsteder hos grundlovsfædrene, er de republikanske kandidater til næste præsidentvalg så småt ved at finde startklodserne.
Og forbløffende nok med ét fælles træk: De er ubelastede i forhold til kampagnen mod Clinton.
Alle synes at have erkendt, at det ikke har været muligt at profilere sig og blive præsidentmateriale på personlige angreb på den fortsat forbløffende populære Clinton. Alphonse d'Amato, som var drivkraften bag de første Whitewater-undersøgelser, blev slået ved senatsvalget i november - af en demokrat der har afvist hele Starr-materialet som en partipolitisk heksejagt.
Andre, som har søgt at profilere sig på undersøgelser bl.a. af Clinton og vicepræsident Al Gores valgkamp i 1996, er i dag væk fra forsiderne. Senator John Ashcroft fra Missouri, som det sidste års tid har antydet, at han ville stille op med støtte fra det religiøse højre, har meddelt, at han overvejer at koncentrere sig om at fastholde sin plads i Senatet.

De rene hænder
De navne, der nu diskuteres som mulige republikanske præsidentkandidater år 2000 (og dermed som de facto partileder) - har alle rene hænder i forhold til rigsretkampagnen. De har ikke deltaget i den; de har søgt at undgå at have en mening om den; de har måske endda distanceret sig fra kampagnen mod Clinton.
Den første, der officielt har meldt sig og dannet en valgkomite, senator John McCain fra Arizona, er i denne sammenhæng næsten for meget. Han har haft to mærkesager det sidste par år. I samarbejde med demokratiske kolleger og med Det hvide Hus har han ført - og været med til at tabe - sagen om en stort anlagt anti-tobaks-lovgivning.
Samtidig er hans lovgivningsinitiativ - igen i samarbejde med demokrater - omkring en strengere kontrol med pengeforbruget omkring valgkampe blevet fejet af banen. I begge tilfælde er han blevet jordet af sit eget parti. Ikke desto mindre stiller han op som republikansk præsidentkdidat.

Kvindelig kandidat
Elizabeth Dole har endnu ikke erklæret sig som kandidat. Hun er tidl. transport- og arbejdsminister og var indtil forleden chef for det amerikanske Røde Kors. Hun var et forsonende og humoristisk og midtpunktsøgende element i ægtefællen Robert Doles valgkamp i 1996.
Hun har holdt sig fri af partipolitik siden da, hvilket kan være en af grundene til, at hun lige nu virker som en meget stærk kandidat.
En tredje kandidat - heller ikke han har erklæret sig officielt - er Texas-guvernøren George W. Bush. Han har stor folkelig gennemslagskraft, en maskulin udstråling, hører til i den moderate ende af partiet, har et vist mål af social bevidsthed - og så er det aldeles væsentligt, at han som guvernør i en delstat opfattes som ubelastet af korridorpolitikken i Washingtons.

Gamle kendinge
Heller ikke de to gengangere fra sidste valgkamp, som overvejer at prøve igen - Steve Forbes og Lamar Alexander - har på nogen forpligtende måde engageret sig i Clinton-kampagnen, mens naturligvis USA's skingre svar på Dansk Folkeparti, Pat Buchanan, igen og igen har krævet Clinton fjernet fra magten, men det gjorde han også før, der var nogen, som havde hørt om hverken Whitewater eller Lewinsky.
Konfrontationen med Det hvide Hus synes at have været det eneste, der har holdt sammen på Kongres-republikanerne.
Det har til gengæld kostet dem dyrt - stemmer, lederskikkelser. Og alt vil blive gjort - af partifæller uden for Kongressen - for at forhindre dem i at få indflydelse på valget af præsidentkandidat næste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu