Læsetid: 5 min.

Røg er også varme

15. januar 1999

Vi var spejdere, var vi, med liv og løjer, som den muntre sang lyder

NOSTALGI
Hauris som sådan er en mindre egn i Jylland med nogle gårde, lidt skov, bakker, grænsende op til en å-dal, et ret typisk midtjysk landskab. Men den rummer altså også de sagnomspundne Hauris-hytter, godt gemt mellem bakkerne og skoven. Fjernt fra alfarvej, som det hedder, hvilket - med en jysk infrastruktur in mente - vil sige ca. to en halv kilometer fra hver af de to nærmeste, større hovedveje.
Men det, at vi oftest ankom til fods eller på cykel, samt hytternes tekniske faciliteter, øgede mærkbart afstanden til den øvrige civilisation og mytedannelsen i øvrigt.
Der var fire hytter. De tre lå for sig og gik under betegnelsen jordhulerne. Det var sådan set hytter, men de var gravet godt ned i jorden og havde græstørv på taget, hvilket i sin tid var en betingelse fra den lokale bondemand, der havde stillet sin jord til rådighed.
Man småfrøs som regel. Da det ville sluge ilten at tænde bål nede i jordhulerne, gik vi som regel rundt ovenpå om dagen, i fri luft. Dér var bålet, men det varmer jo kun én side ad gangen, og desuden går man lidt til og fra.
Men det var nogle gode bål, vi lavede, alligevel. I en granplantage ligger der som regel en masse løst brænde på jorden, eller kvas, småpinde. Og engang imellem blussede bålpsykosen pludselig op blandt et par stykker af os, og man styrtede fra den omgivende skov og hen til bålet og lagde mere brænde ovenpå. Og det voksede, og der opstod spekulationer om, hvorvidt flammerne kunne nå de par meter op og svitse den-dér gren på det nærmeste træ. Indtil bondemanden - 'farmeren' i daglig tale - kom op og så, at ilden var under kontrol.

Boller i karry på bålet
Sporten kunne også bestå i at lade medbragte konservesdåser eksplodere i flammerne. Det startede med en medsmuglet øldåse, som fuldstændig blæste bålet ud, spredte brændet og sprængte en halv meters hul i bålpladsen. Efter denne succes fulgte en hidsig eksperimenteren, og en vis ekspertise blev opnået i, om en dåse boller i karry bragede mere end en spaghetti bolognese. Tre dåser makrelguf i samme emballage blev dér døbt en 'kædereaktion'.
Det skete også, næsten som et fast indslag, at vi 'drog til byen'. Det var en større ekspedition ud over engarealerne til den nærmeste, mindre by, der vist alligevel var vokset i tidens løb: En lammende og endnu citeret karakteristik gik i hvert fald på, at tidligere gad farmerne ikke engang slukke for gyllesprederne, når de kørte deres traktorer gennem byen.
Nu lå den anderledes civiliseret hen, nydelig, når vi ankom, særdeles selvbevidste: Vi kom i flok, en fire-seks stykker, larmende af platte vittigheder, og vi skilte os ud. Vi stank af røg og var møgbeskidte, og vi kunne æde som dyr hos bageren. Ikke helt uden punk.
Man aner måske, at legenden opstod i modsætning til elektricitet, fjernvarme og vandklosettter. I bevidstheden om, hvad man forlod for nogle dage. Der var noget anderledes over frisk luft døgnet rundt, rigtig ild i rigelige mængder og 'spadeture': Man går lidt afsides, graver et hul og-øhh, hrmm... Og på grund af det bakkede landskab og de tilstødende enge kunne det oven i købet ske med en rent ud formidabel udsigt, hvis man valgte sit sted med omhu.

Over jordhøjde
Den sidste hytte lå et stykke væk, på en anden farmers jord, og det var en rigtig hytte med et rigtigt navn, ligefrem: Skovmandshytten. Den var mere magelig, over jordhøjde, og det stykke af skoven, vi måtte hente brænde fra, var det tilstødende. Der lå også en brønd lidt nede ad markvejen, vi kunne pumpe og hente vand fra, så vi slap for turen ned til gården. Vi begyndte godt nok at købe mælk dernede en overgang. Lissom vi havde købt vores første høns at spise ovre i jordhulerne - og halshugget dem under stor moro. Én af os kunne ikke klare synet af den dansende, hovedløse høne og vor andres latter, og han begyndte at græde. Hans ry led uoprettelig skade.
Dén hytte blev vores, som vi tog til i alder og retmæssigt kunne rykke derover. Der var en pejs indvendigt, nogle sovebrikse, et stort bord, som undertiden blev centrum for større eksperimenter med brændende stearin (altså, når det ikke mere bare er vægen i et stearinlys, der brænder). Der var et køkkenhjørne, som aldrig blev særligt brugt, en stol - 'Kongestolen', fordi der kun var én - og nogle taburetter at sidde omkring pejsen med og undertiden en mus eller to.
Taget gik i en spids vinkel fra jorden og op, der var en stor bræddeterasse foran, som man skulle kravle op på for at komme ind, hytten var af træ og tjæret sort udenpå. Den var kort sagt en rigtig Skovmandshytte. Legenden vil, at en af de ældre engang havde boet derude tre måneder efter en skilsmisse. Det var en præstation, vi omtalte med respekt.
Vi var spejdere, var vi, med liv og løjer, som den muntre sang lyder. Men vi gik som regel med uniformsskjorten udenpå bukserne - må jeg fastslå fra en defensiv position: Vi var hverken corny eller fascistoide. Spejderskjorten var rammen om Hauris, f.eks, eller turene i Norge og Skotland med rygsæk. Og en tidlig sans og respekt for naturen, vakt af simpelthen at være i den. Trods det indtryk man måske har fået af beretningerne hidtil, efterlod vi aldrig affald eller nedbrændte skove bag os.
Men Hauris-legenden er ved at være fuldkommen, den er ved at være fortid. De lokale bondemænd, som har stillet jorden gratis til rådighed, er begge ved at blive gamle og skal på aftægt - eller hvad det hedder i de kredse - og nu skal jorden sælges. Og af frygt for at hytterne skal nedsætte værdien, skal de væk. Jordhulerne ér jævnet med jorden, eller rettere fyldt op, og Skovmandshytten står til engang i april. Så ryger den også. "Nothing's forever," som Lou Reed synger, "not even five minutes."
Men alligevel, selvfølgelig: Os som færdes hjemmevant i dét mytiske rum, som kun er skitseret her - det ville være retfærdigt, men føre for vidt også at indføje Haldbos vest, den særlige Hauris-æstetik, Skrænten og de stegte måger i beretningen - vi har jo lige netop alt dét at varme os ved i de lange, mørke vinteraftner, der kommer. Og som det nødvendigvis måtte fastslås engang, et bål ikke ville tænde, men kun ose: "Røg er også varme."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu