Læsetid: 2 min.

S: Nul NATO-debat

9. januar 1999

S, V og K vil hæve udgiftsrammerne for forsvaret - og ikke pille ved Hjemmeværnet

For Socialdemokratiet "vil NATO ikke være til diskussion" i forbindelse med de forestående forhandlinger om et forsvarsforlig.
Det sagde det socialdemokratiske folketingsmedlem Per Kaalund i går ved en høring om dansk forsvars fremtid, arrangeret af landsforeningen Værn om Danmark. Kaalund forklarede:
"Førhen har vi haft debat om NATO, men nu er det EU, der bliver drøftet på vore interne møder."
Som fremtidsmål pegede Kaalund på:
"Danmark må satse mere på en stærk europæisk dimension i forsvaret; EU må agere hurtigere."
Han tilføjede dog:
"Men vi ønsker ikke at pille ved forsvarsforbeholdet over for EU."
Det gjorde derimod CD's Arne Melchior, der fnøs mod forsvarsforbeholdet:
"Det gør os selv ringe, og det er til skade."
Arne Melchior vendte sig stærkt mod radikale forslag om nedskæringer i forsvaret:
"Fredsdividenden er allerede betalt af det danske forsvar - med 20 procent. Jeg håber, at forsvarsminister Hans Hækkerup har hår på brystet til at modstå hr. Jørgen Estrup."

Værn Hjemmeværnet
De radikales forslag om "at opløse Hjemmeværnet som administrativ enhed" kom under heftig spærreild fra S, V og K. Per Kaalund:
"Udfaldet af diskussionen om Hjemmeværnet vil utvivlsomt blive dets opretholdelse. Vi har ikke brug for det, der bliver alternativet: frivillige akademiske skyttekorps."
Venstres Svend Aage Jensby sigtede endnu højere:
"Vi må pålægge Hjemmeværnet større krigsopgaver. Det vil være til glæde for de mennesker, som får flere ressourcer at arbejde med."
Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, tidligere forsvarsminister Hans Engell:
"Hjemmeværnet er et klart udtryk for forsvarsviljen. Der skal være et sted, hvor de folk kan gå hen, der vil bidrage til forsvaret."
Om bevillingerne til forsvaret sagde Per Kaalund om den ramme, som regeringen har udstukket:
"16-17 milliarder om året vil være for stramt."
Det var Venstre og konservative enig i. Hans Engell tilføjede: "Men det taler Hans Hækkerup vel med de radikales Jørgen Estrup om for tiden. Man kan gøre det til et livsstilsprojekt at tale med Jørgen Estrup."

Skrækscenariet
Politikerne vendte under høringen flere gange tilbage til det, som Forsvarskommissionen i sin nyligt afgivne betænkning udmaler som "det værst tænkelige scenarie" for Danmarks sikkerhed: At EU går op i sømmene, og at Europa 're-nationaliseres'.
Det fik Information til at spørge Enhedslistens tilstedeværende folketingsmedlem Keld Albrechtsen:
- Er det også jeres skrækscenarie, at Europa re-nationaliseres?
"Vi ønsker ingen af de scenarier, som betænkningen arbejder med. Vi ønsker et helt fjerde: At FN overtager ansvaret for den globale sikkerhed, og OSCE, hvor Rusland også er med, overtager den europæiske sikkerhed. Stormagterne skal fratages deres privilegier, for eksempel pladserne i FN's sikkerhedsråd, så landene indgår på lige fod. Det giver en ny, ægte international retsorden," lød svaret
På høringen i går sagde i øvrigt en deltager om scenarier: "Det mest afgørende scenarie for dansk forsvarspolitik er, om de radikale er med i regeringen eller ej."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her