Læsetid: 4 min.

Samtidsorientering - fortidsorientering

22. januar 1999

Hvis forkundskaber er nyttige, må kendskab til det, der gik forud, også være det - og oldtiden kunne vi lige så godt kalde for ungtiden

TALE
Er der mon noget om, at den historiske interesse øges i krisetider?
Ældre mennesker har set med nogen bekymring på, at de historiske fag - herunder også latin, som er hovednøglen til vor kulturelle fortid - i de senere år er blevet svækket i skolen.
Det kan ikke undre at samtidsorienteringen har bredt sig på fortidsorienteringens bekostning, i betragtning af hvor svært det er blevet at orientere sig i samtiden. Men spørgsmålet er, om ikke det giver en bedre baggrund for forståelsen af samtiden at kunne distancere sig fra den.
Hvis forkundskaber er nyttige, må kendskab til det, der gik forud, også være det. Det kan give indsigt i, hvorfor det matte gå, som det gik. Det kan også få en til at stille spørgsmålet: Kunne det være gået anderledes?

Det er blevet almindeligt at søge noget andet, noget 'alternativt', som man siger på latin.
Det kan der være gode grunde til, al den stund vor kultur ikke synes at strutte af livskraft og selvtillid.
Uden tvivl er der andre kulturer, der har noget, vi mangler - eller har mere af det, vi har mindre af (og omvendt); derfor er der brug for en anden form for kulturelt samliv end i-landes hjælp til u-lande, som langtfra kan opveje, hvad de første haler ud af de sidste.
Indtil for få år siden var det den almindelige opfattelse, at vi var på den rigtige vej - til større og større velstand og dermed til et bedre og bedre samfund - og at andre skulle hjælpes på vor vej. Heller ikke i østblokken havde man noget alternativ for øje, da man talte om at ville 'begrave' USA.
Nu er det blevet mere almindeligt at erkende at også vore samfund er i en fejludvikling - overudvikling på nogle områder, underudvikling på andre.
Skal vi rette fejlene, er det næppe mest nærliggende at rette os efter andre kulturer, - det kunne måske på nogle områder være gavnligt, men ville næppe være muligt. Det mest nærliggende er at søge ned i vort eget kulturgrundlag og undersøge, hvad der er bæredygtigt og hvad ikke.
Det føres den enkelte til i psykiske kriser. Det føres kulturen også til i en kulturkrise. Det var i udviklingsoptimismens store tid, vi - de fleste - troede, at vi kunne undvære vores egen fortid og nøjes med at orientere os i samtiden.

Når man arbejder med gamle tekster, kan der indtræde en følelse af undrende genkendelse. Det er muligt at kommunikere med mennesker, der døde for et par tusinde år siden; vi har stadig deres egne ord.
Det kræver et arbejde at forstå dem og med forståelse af deres baggrund og deres afhængighed af den, skærpes også fornemmelsen af, hvor afhængige vi selv er af vores baggrund.
Man bør ikke fortabe sig i fortiden, så man bliver fremmed for sin egen tid, heller ikke stirre sig så blind på det 'almenmenneskelige', som vi genkender, at man overser hvor forskelligt, det ytrer sig på forskellige vilkår - det er netop mødet mellem tiderne, mellem før og nu, der kan slå gnister af. Oldtidens mennesker var helt som vi - og var helt anderledes end vi: Det er den spænding, et nutidigt oldtidsstudium må fastholde.
Der er i enhver tid en spænding mellem tiden og det, der rager ud over den, mellem herskende normer og de værdier, der undertiden kaldes evige, og som sjældent eller aldrig er ved magten, men gerne imod den.
De 'evige' humane værdier, der ofte hyldes som centrale i vor kultur, er lige så vel en arv fra oldtiden som de store temaer i litteraturen og kunsten.
Men sporene fra den klassiske oldtid møder man også hvor man mindst venter det:
Da økonomen John Kenneth Galbraith analyserede overflodssamfundets problemer brugte han modsætningen "offentlig rigdom - privat fattigdom" som en slags ledemotiv - det havde han fra en tale af Cato den Yngre i det romerske senat (efter Sallust).
Og da økonomen E.F. Schumacher i Småt er smukt skrev om økonomi, "som om mennesket betød noget," endte han med at forankre den i de fire kardinaldyder - visdom, uforfærdethed, mådehold, retfærdighed - som han ganske vist opfattede som kristelige, men som er græske (hvilket de ikke bliver bedre eller ringere af).
To kætterske økonomer som i deres 'alternative' økonomi allierede sig med de gamles humanisme.
I den arbejdsdeling, som vort samfund lider af, er der en tendens til, at også det humane bliver fag, ikke et fælles grundlag for alle fag. Men så er der også brug for et fag, som søger tilbage til kilderne, som det hele stadig må øse næring af.
Det kan i sig selv være forfriskende. :
Det er værd at huske på, at oldtiden med lige så stor ret kunne kaldes ungtiden.

Forståelse af antikken
Denne tekst er den takketale, Villy Sørensen holdt da han for en uge siden modtog klassikerprisen. Lektor Christian Iuul motiverede bl.a. tildelingen med, at Villy Sørensens forfatterskab har givet "en bredere forståelse af antikkens filosofi og digtning, der danner grundlag for det moderne vestlige demokrati" samt at prismodtageren har været "åndelig mentor for en hel generation".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu