Dør Fæ,
dør Frænder,
dør selv på samme Vis;
men Ord og Ry
skal aldrig dø,
hvis man et værdigt vandt.
Fra Hávamál - oldnordisk heltekvad,
cirka år 1200, her oversat af Martin Larsen.
EFTERMÆLET. Det er, hvad der er tilbage af os, når vi selv er støv. Sådan noget plejer ledende politikere at være ret ømme over - i hvert fald mod slutningen af deres løbebane. Vi andre har grund til at dele deres bekymring. Det er jo vores ledere. Deres skam og deres glans er også vor. Den bedrageriske justitsminister P.A. Alberti har kastet klamme skygger ind over partiet Venstres historie i dette århundrede, mens socialdemokrater stadig luner sig ved statsminister Staunings efterglød.
Generøse pensioner yder vi til ministre og folketingsmedlemmer. Vi tillader dem - uden modregning - at lægge bugnende bonus oveni fra det, der nu er blevet karrierens bilkirkegård: EU. Op mod millionen kan det summe sig.
Og så o.k. da med det. Vi vil ikke se vore tidligere fremmeste på social deroute. Men hvad gør vi for at hindre, at de selv vælger rendestenen som gelænder?
FORHENVÆRENDE statsminister Poul Schlüter og nuværende miljøminister Svend Auken er vor samtids største politiske begavelser: Lynhurtige i hovedet, velartikulerede, bidende vittige, lejlighedsvis elegante, dragende midtpunkter i enhver forsamling og med en intuitiv sans for at gribe - gøre sig til del af - strømninger i folkedybet. Men begge er levende vidnesbyrd om, at den, gud giver begavelsen, giver han ikke alt. Aukens brist er, at han i begejstring taler ikke blot sin tilhører ud af virkeligheden, men også sig selv. Om hans personlige blufærdighed, hans moralske sans kan dog ikke herske tvivl. Man kan endnu håbe, at Auken - genrejst som miljøminister - får et eftermæle som en god søn af nationen.
Men Poul Schlüter - åh dog...
Schlüters snedighed lod ham manøvrere sine regeringer gennem 11 års oprørte vande. Som flere konservative har fortalt i Informations igangværende artikelserie om K-krisen, holdt Schlüter under krydssejladsen sine egne under dæk. Den undertrykkelse klemte partiet for ideer og talenter. Hvad der nu grufuldt hævner sig.
Og snedighedens yderlighed er: for smart. Det var på den krængning, Schlüter kæntrede skuden i efterkrigstidens største parlamentariske skandale: Tamil-sagen. Han gled uden om opgøret med sin falsk-administrerende justitsminister Ninn og søgte i en drejende manøvre af løgn at landsætte Ninn i Folketingets formandssæde. Pladask!
MED SIT NYSSELIGE valg til EU-parlamentet i 1994 kunne Poul Schlüter have påstået sig æresoprejst og ladet et respektabelt otium bestyrke glansen. Men for megen snedighed, svigtende dømmekraft, forfængelighed, bjergsomhed - hvad nu nævnes kan fra bevæggrundenes dunkle underverden - har fået Schlüter til nok en gang at øde eftermælet.
Selv om han som parlamentsmedlem burde have rigelig sysselsætning - foruden polstret konto - har han kastet sig over lønsomme bestyrelseshverv: ISS og Martin-Gruppen, begge bemærkelsesværdige ledelsesflop; en Codan-post for det offentlige, som Schlüter supplerede med en privat og bragte sig i interessekonflikt på. Og nu senest og mest ærerørigt: turen på Kurt Thorsens galaj.
Ænser kynikeren Schlüter ikke, hvad en fhv. statsministertitel er værd som belånelses-aktiv for en finansfusentast? Eller ænser han det kun alt for godt?
Hvad formåede Schlüter til den 7. december at indtræde i bestyrelsen for det Thorsen-dominerede CVI-International, hvis kapital - i bedste fald - fortåger sig i caribiske skattely? Julen over rumlede erhvervspressen med ildevarslende spørgsmål om pengene bag Thorsens plyndringstogt mod ejendomsselskaberne Norden og Gefion. Finanslinedanseren Koch-Nielsen hoppede af.
Alligevel drog Schlüter den 10. januar med Thorsen til Norge for at berolige Kjell Røkke, sælgeren af Gefion-porteføljen. Hvad Schlüter på mødet hørte om en PFA-garanti, som ikke måtte røbes, gjorde ham urolig - siger han. Han bortskrev sig derfor fra Gefion-formandsposten, men lod sin sande bevæggrund uomtalt. Da skandalen eksploderede, sprang Schlüter også fra CVI. Hvorfor havde Schlüter ikke reageret allerede tre dage inden, da PFA offentligt bestred garantien?
Og var flugten fra CVI overhovedet en ærefuld udvej? En hædersmand bliver vel og rydder op efter sig.
Landets forhenværende statsminister er på flugt - fra sit eget eftermæle.
