Læsetid: 4 min.

Slagteren fra Bilbao

26. januar 1999

Fodboldinteresserede danskere vil huske fodboldspilleren Goicoetxea fra det spanske landshold som Slagteren fra Bilbao. Den rigtige slagter i byen lever et mindre feteret liv

DERUDE
BILBAO - Vi møder ham på det indendørs kødmarked, Mercado de La Ribera, nede ved floden, der løber gennem Bilbao.
Slagteren!
Altså ikke den legendariske fodboldspiller Andoni Goicoetxea, der på det spanske landshold var kendt som 'Slagteren fra Bilbao' på grund af sin ganske kompromisløse spillestil.
Nej, vi træffer den virkelige slagter fra Bilbao. Eller en af de 200, som har deres egen lille forretning i kødhuset.
Daniel Jorge Moutero-Ortiz de Urbina, 28, holder naturligvis med fodboldklubben Atletico Bilbao, som er byens - og store dele af Baskerlandets - stolthed, og Goicoetxeas tidligere klub. Han ser kampene på stadion, som kaldes Catedral. Men der hører forbindelsen mellem 'Slagteren fra Bilbao' og slagteren fra Bilbao også op.
Jorge, som han bliver kaldt blandt venner (og den ære får fotografen og jeg lynhurtigt), lever et liv, som ligger meget, meget, meget langt fra en feteret fodboldstjernes.
"Hold kæft, hvor er det trist," tænker jeg allerede kort efter, at vi har forladt kødhuset og går gennem de smalle, brostensbelagte gader i Bilbaos gamle bydel. På det tidspunkt ved jeg ikke, at manden er genial. Og at jeg er latterlig. Så foreløbig synes jeg bare, at det er synd for ham, da jeg udspørger ham om nogle facts omkring hans tilværelse.

Lamme-ekspert
Jorge møder på arbejde kl. 6.00 om morgenen. Om mandagen og tirsdagen møder han dog kl. 7.00. Ugens tre første dage går han hjem kl. 14.00, men på de store shoppingdage torsdag, fredag og lørdag arbejder han til kl. 21.00.
Han starter som regel dagen med at skære nogle lam i stykker med en skarp kniv. Han sælger udelukkende lammekød i sin shop i kødhuset. Jorge er specialist i lam, for i hans barndomshjem ved Irun - ved foden af pyrenæerne på grænsen til Frankrig - havde forældrene får og lam i deres 'Caserio' - et baskisk fænomen af et hus, som typisk ligger på en bakkeskråning, hvor dyrene er i kælderen for at holde huset varmt.
Han sælger alle dele af lammet: 1.000 pesetas (ca. 50 kr.) for et forben, 1.500 for bagdelen og 2.000 for hovedet, der er en efterspurgt delikatesse. Især hjernen skulle have en udsøgt smag. Kødhuset er et af de største i Europa og har eksisteret i 100 år. Kunderne er alle grupper i samfundet, og mange kommer hertil fra små byer, der ligger op til 60 kilometer væk.
"Jeg tjener mellem 200.000 og 300.000 pesetas om måneden (mellem 10 og 15.000 kroner)," siger han stolt og kaster sin cigaret ned på gulvet, hvor der i forvejen ligger skodder og affald smidt over det hele. Det er kotume på disse kanter, for der er ingen askebægre i de små værtshuse.
"Men," tilføjer han, "jeg skal som selvstændig erhvervsdrivende betale 30.000 pesetas om måneden i forsikring, som opkræves centralt i Madrid. Det nægter jeg, så jeg skylder den spanske stat 1,7 millioner pesetas. De truer mig med at tage min plads i kødhuset, hvis jeg ikke betaler. Men det gør jeg ikke. Der er mange andre, som nægter at betale."
Det ville være noget andet, hvis pengene blev opkrævet af den baskiske regering, bedyrer Jorge, der dog kun taler spansk - ikke baskisk, som hans forældre gør. Men ellers vil han ikke snakke politik - f.eks. om ETA eller baskisk uafhængighed. Det eneste han ved er, at baskerne er flittige folk.
"Vi gider at arbejde. Det er anderledes i Andalusien (i det sydlige Spanien, red.), der er folk dovne. Det er nødvendigt for et menneske at arbejde," siger han.

Dumt at drømme
Når Jorge ikke arbejder, spiller han bordtennis med nogle venner, og lørdag aften drikker han som regel hjernen ud i byen til klokken seks om morgenen, hvorefter han sover hele søndagen, så han kan blive frisk til mandag morgen.
Han er single og savner ikke at have en kæreste. Desuden ved han, hvor de prostituerede i byen holder til, og han markerer det med tre cirkler på mit bykort. (Det sker på hans initiativ, eftersom jeg naturligvis ikke har brug for disse oplysninger.)
"Er du tilfreds med dit liv? Har du nogle drømme? Er der ikke noget du savner?," spørger jeg.
Jorge tøver og griner så.
"Der er mange ting...," siger han og stopper op. "Man skal ikke tænke for meget. Det er dumt at drømme. Man skal tage en dag ad gangen."
"Hvad laver du om ti år?," spørger jeg.
"Jeg arbejder med lammekød. Måske her i Bilbao, men hvis de smider mig ud, så finder jeg arbejde et andet sted. Jeg har arbejdet i ni år. Det vil jeg blive ved med. Om jeg så skærer en finger eller en hånd af, så vil jeg fortsætte. Det er nødvendigt at arbejde," siger Jorge.
Han spørger, om vi er sultne, selv om klokken kun er 20.30 - lige tidligt nok til at spise aftensmad i Sydeuropa. Jeg tænker, at vi nu kommer til at hænge på ham hele aftenen, fordi han synes, det er så spændende at møde to danskere.

Min frygt er ubegrundet.
Jorge er blot venlig og tager os forbi et par steder, han selv godt kan lide. Og så kan vi ellers selv tage stilling til, hvad vi vil. Jorge må nemlig videre. Han vil hjem og spise sin aftensmad.
Daniel Jorge Moutero-Ortiz de Urbina er fuldstændig i balance med sig selv. Jeg er derimod en opblæst pseudo-intellektuel, nordeuropæisk nar, der tror, at jeg selv er så skide spændende.
"I kan bare kigge forbi, før I tager hjem, hvis I har lyst," siger han og går ned ad gaden.
"I ved, hvor I kan finde mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu