Læsetid: 9 min.

Smugkig i kroppenes katalog

15. januar 1999

Kataloger fra Daells Varehus kunne tryllebinde i timevis.
For de uskyldige opstillinger af fotomodeller tolkes af vores underbevidsthed
som symbolske dramaer

Lyden af posten, der ramte dørmåtten, var spag i min barndom. Et par breve og så dagens Information gav ikke meget gny fra sig. Men et par gange om året stødte en dumpt klaskende lyd til, som straks registreredes af det årvågne barneøre og udløste en rislende fornemmelse af forventning. Det nye katalog fra Daells Varehus var kommet.
Nu var det ikke sådan, at familiens øvrige medlemmer stod på spring for at slå kløerne i kataloget. Der blev sparet op af lønningerne fra jernbane- og skolevæsen for at få råd til at købe hos ANVA eller Magasin du Nord, for her fik man angiveligt den bedste kvalitet.
Men for en dreng fra et kulturradikalt hjem i 1950'erne og starten af 1960'erne var Daells' varehuskatalog en sand bibel, et leksikon over hverdagens esoteriske spørgsmål, der måtte studeres grundigt i løn, bag lukket dør i børneværelset eller endnu bedre badeværelset, som allerede dengang var det moderne samfunds ypperste meditationssted.
Familien havde ikke fjernsyn (før slutningen af 1960'erne) og holdt en avis uden sensationelle billeder og blot med en enkelt for børn ubegribelig tegneserie, Pogo. Ingen ugeblade med filmstjerner på forsiden var at finde på stuebordet. Snarere kunne man her risikere at snuble over Thomas Døssings pamflet Stene for brød - Social-politiske Betragtninger over dansk Folkeoplysning fra 1941, hvor kiosklitteratur og des lige hudflettedes. Det saftigste, der åbent kunne konsumeres, blev den ridsede grammofonpladeudgave af Ernst Bruun Olsens musical Teenagerlove fra 1962, i hvilken skurken er en popsanger, der forlader sin reelle ungdomskæreste til fordel for plasticfabrikantens dumme datter, og går i samarbejde med den stinkende rige svigerfar om underholdningsindustriel folkeforførelse.
Det farvestrålende katalog fra Daells Varehus faldt som vederkvægende regndråber over denne politisk korrekte ørkenvandring - og ville måske ligefrem være blevet inddraget af mine forældre, dersom de vidste, hvor fascinerende tryksagen var.
Sikke et forsvar, der kunne være mobiliseret, hvis jeg dengang havde kendt til, at også kubisterne var fascineret af varehusenes kataloger og annoncer. Det gælder for eksempel Pablo Picasso og Georges Braque, som i midten af 1910'erne klistrede udklip ind i malerierne. Kubisterne havde især kig på de kommercielle tryksagers grafiske og typografiske virkemidler.
I anden halvdel af 1910'erne blev dadaisterne interesserede i kataloger - blandt andet fra det mægtige amerikanske postordrefirma Sears, Roebuck & Co., der grundlagdes i 1886, 24 år før brødrene Daell startede den danske udgave af postordreeventyret.
Dadaisten Marcel Duchamp blev inspireret af de mange løsrevne genstande i katalogerne, mennesketomme beklædningsgenstande tegnet som fyldt med luft og derfor mulige at opleve som fremmedgjorte mandlige og kvindelige figurer, der ventede på at blive sat i forhold til hinanden af en historiefortæller. Dadaisterne hudflettede det borgerlige samfunds jubelmaterialisme ved at rykke rundt på varekatalogernes tilbud og således udstille modellernes erotiske undertoner og varernes absurditet: Fire automatiske døråbnere og en tandbørste, tak.

Myndig lady
På mine yndlingssider i kataloget fra Nørregade vistes damers underbeklædning - og damer. Her var en af tilværelsens få chancer for at se andre end kvindelige familiemedlemmer i letpåklædt stand.
På række og geled, side op og side ned var de udstillet, hvilket både virkede tiltrækkende, afklarende og foruroligende. Så søde var rundingerne, så forskelligt kunne kvinder forme sig, så ufattelig var 'en hofteholder'. År efter år forbløffedes jeg over korsettet, som i et hug satte samtlige deller på plads og skabte en myndig lady.
Men vent, der var mere - masser af underholdning og undren for drenge og piger, børn og voksne, hvis blot man lod sig fange af den dovne bladrens trance - denne lettere åndsfraværende oplevelsesmåde, der er så karakteristisk for massekulturen.
Dengang i 1960'erne var det muligvis gådefuldt, hvorfor opstillingerne med modeller i vinterfrakker eller overalls kunne tryllebinde i timevis. Mange år senere begyndte skællene at falde fra mine øjne, da jeg fik fat i et par spøjse bøger af en amerikansk professor i journalistik, Wilson Bryan Key. Han skrev i 1970'erne Subliminal Seduction og Media Sexploitation, der handlede om massekulturens hjernevask, herunder varekatalogerne, hvis tilsyneladende meningsløse og uskyldige opstillinger med tøjmodeller, der gestikulerer en smule til ære for fotografen, af underbevidstheden kan tolkes som dramaer á la soap operaer med kammeratskab og konfrontation, lidenskab og jalousi, succes og fallit.
Wilson Bryan Key begik blot den brøler - uden skyggen af håndfast dokumentation - at påstå, at Freud-kyndige manipulatører på varehusenes reklamebureauer bevidst sad og konstruerede de sære symboler. Den gode amerikaner fattede ikke, at en kombination af tilfældige layoutmæssige hensyn og ubevidst sans for symbolik lå bag discountbillederne.
Derfor gik Key også glip af en væsentlig pointe om forbruget af disse billeder, et forbrug præget af tilfældigheder, betydningsforskydninger og fede overfortolkninger. Vores underbevidsthed kan lynhurtigt danne historier ud fra discountbillederne, der kan sammenlignes med psykologernes Rorschach-klatter, som suger uerkendte historier ud af hjernen på os.
Symbolerne ligger opmagasineret - hos alle, det vil sige både producenter og forbrugere af massekulturen - som spor eller psykiske energier, der kan udløses ved pirring (i min bog Øjet og Pilen fra 1988 identificerer jeg de otte fællesmenneskelige grundsymboler som 'det visuelle alfabet').
Det moderne menneske hungrer efter symboler, der kredser om kroppen og kønnet, og er til stadighed på jagt efter dem, med samme udholdenhed som fordums jægerfolk søgte efter fødeemner. Symbolerne stimulerer os og træner os i et vist omfang i at forstå verden og hverdagen.
Er ubevidste oplevelser ikke nok, er det almindeligt at supplere med populærvidenskabelig læsning. Ugeblade, folkelige forlag og bogklubber tilbyder ofte artikler og bøger, der skal lære folk at aflæse kropssprog. Det er efter sigende nyttigt at kunne, ikke mindst når man skal finde sig en ny kæreste eller et nyt job. I sådan en nyere bog - Kroppens sprog og signaler af Allan Pease, udgivet af Bonniers Bøger - kan man for eksempel finde fig. 144, der viser tre personer i en sofa. En mand og en kvinde er i livlig samtale, mens tredje mandlige hjul på vognen sidder med korslagte arme og et surt ansigtsudtryk, mens han kigger den modsatte vej. Billedtekst: "Manden til højre har fået den kolde skulder". Så skulle det vist være helt klart.

Brunette 1, 2, 3, 4
Men lad os se nærmere på den ægte vare fra Dalle Valle. Jeg har valgt et eksempel, der stammer fra omkring 1980, altså efter mit personlige syndefald, og før bundtallene og ørerne blev røde i Nørregade.
Brødrene Daell & Co. præsenterer det folkeopdragende drama T-shirts På Terrassen. De tre hovedroller spilles af Brunette 1, en tarvelig tøs til blot 48 kroner, Brunette 3 til 58 kroner og sidst, men ikke mindst luksusdyret til hele 68 kroner: Blondine 2. I en vigtig birolle ses i et senere akt Blondine 4.
Dramaet foregår en sommerdag med fuld blus på fotolampen - tilsyneladende den rene idyl, men tag ikke fejl af, hvilken lov der hersker i den omgivende jungle, som truer med at opsluge modellerne.
Det særlige raffinement ved Daells dramaer er, at på grund af konfektionsvarernes strenge adskillelse i herre- og dameafdeling, må alle roller uanset køn spilles af kvinder (eller af mænd, når scenen er herrekonfektion). Det er således op til instruktøren at karakterisere kønnene ved hjælp af systematiske variationer i beklædning, farver og gestik.
I T-shirts På Terrassen møder vi to køn eller arter. På den ene side de feminine brunetter, der bærer uskyldshvide t-shirts. På den anden side de mere maskuline blondiner med røde bluser. Det pikante i dette stykke er, at brunetterne som udgangspunkt danner par - simpelt hen fordi de ligner hinanden. Stykket foregår på brunette-parrets terrasse, det er her brunetterne har hjemme, hvilket de viser ved at sidde ned - mens blondinerne som de indtrængende og anderledes står op.
Stykket starter med, at Brunette 3 lukker øjnene og falder i søvn i det dejlige solskin. Hun ser således ikke, hvad der sker på terrassen, og hun peger på sit øre med den ene hånd for at markere, at hun heller intet hører. Hun drømmer sødt med et smil om læben, og hendes anden hånd røber, hvad hun drømmer om: Fingrene, der hviler på hendes lår, danner en kvindelig kønsåbning.
Så meget mere forargeligt forekommer det skamløse svigt, som hendes brunette-partner nu kaster sig ud i, da lejligheden byder sig sig under venindens søvn. For bagfra tårner en frembusende Blondine 2 sig op med sin t-shirt, der er hidsende rød og naturligvis forsynet med to dinglende klunker. Med sit spidse albue-lem lægger hun an på Brunette 1, som mildt sagt ikke er afvisende. Ikke blot læner Brunette 1 sig villigt mod blondinen og lader sin ene hånd hænge slapt i overgivelse og pege på skridtet. Hun har tillige den frækhed at sende læseren et grin, der medinddrager os i utroskabens morskab.
Afslutningen er brutal og burde næsten være forbudt for børn, for nu ankommer endnu en blondine - denne gang forfra - og trænger op mellem den sovendes ben. Også Blondine 4 støder frem med rejst albue-lem, endog forstærket med en magtfuld knytnæve i hoften.
Og hvad kan vi så lære af alt dette? Måske at den asfaltjunglebavian, der har den længste, rødeste og dyreste, rager godt op i landskabet og hersker over hjemmedyrene og de ydmyge. Og så er det en pointe, at det kun er Daells Varehus giver pengene tilbage, hvis man ikke er fuldt tilfreds. Livet refunderer ikke.
Endelig kunne man selvfølgelig lære, at overfortolkning er en ret personlig sag!

Nøjsomhedens hus
Nu lukker Daells Varehus, og vi har dyrket det sidste drama i Daells regie.
Daells Varehus nåede at blive en institution, ja en livsstil for det 20. århundredes gennemsnitsdansker. Daells stod for noget nøjsomt, men redeligt - lang tid før 'discount' udkrystalliseredes som marketingeksperternes trylleformular og overtog forstædernes indkøbscentrer.
Måske er 1950'erne den tidsalder, hvor Daells masseprodukter passer bedst ind i de jævne familier. Det var dengang husmødre drømte om "en charmerende ungpigekjole af god kvalitet vaskeægte bomuldskjolelærred med blomster i glade kulører" - og måske om at blive kysset af et rigtigt mandfolk i helulden sweater med rullekrave. Ja, alt dette får De for kun...
I dag kysses der - og det der er værre - overalt i medierne og det dertil hørende offentlige rum, så behovet for at smugkigge i netop varekataloger er mindre.
Skulle enkelte kendere alligevel efterspørge udsøgt fattigmandsporno og fattigmandspsykologisk rådgivning, er der dog stadig hjælp at hente, for eksempel i supermarkedskæden Nettos husstandsomdelte tilbudsaviser.
Før nytår udsendte Netto en tryksag med en bemærkelsesværdig blondine iført trusser og selvsiddende strømper til 39 kroner. Hendes massive lår, djærve ansigtsudtryk og fremstående øre signalerer ægte folkelig sex - modsat de "fine" forretningers kosmopolitiske modeltyper.
Efter udskejelserne reparerer Netto så på skaden i sin tilbudsavis for denne uge. Ud med mæren og ind med madonnaen, der i ydmyghed lukker sine øjne, tænder et lys for helligånden og renser sit besudlede legeme med duftende olier. Amen.
Det sjældne smæk af Daells Varehus-kataloget i entreen, bliver med årene til et dagligt rabalder, når kilovis af junkmail mases gennem brevsprækken.
En dag vil også denne lyd være væk, når den sidste postordre- og supermarkedsreklame er flyttet til Internettet. Men kroppenes kataloger går - uanset medie - nok aldrig af mode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu