Læsetid: 3 min.

Sponsordansk

15. januar 1999

SPROGET
Det anfægter mig altid, når fællessproget forsøges voldtaget af erhvervsinteresser. Det forargede mig, da fodboldens tidligere 1. division ikke bare blev til Superligaen, men udviklede sig til Coca Cola-ligaen og Faxe Kondi-ligaen. Man købte sig ind i sportens terminologi.
Noget helt andet er det, når et produkt uden at betale for det overgår fra egennavn til fællesnavn. Rawlplug og Rockwool har haft samme ære som Restenil og Fontex: at tegne billedet i en sådan grad, at ordet også omfatter tilsvarende produkter af andre fabrikater. Man kan tage en codyl, selv om det er et andet fabrikat, og man kan glemme sin walkman, selv om den ikke er fra Sony.
Ingen kunne have noget imod, at en nyopstået seværdighed kaldte sig Legoland, men hvis Brask Thomsen havde haft held til for et trecifret millionbeløb at omdøbe Nørrebrogade til Brask Thomsen Alle, havde det været anfægteligt - som hvis Sjælland for ussel mammon blev til Shellland. Og det er bare latterligt, at TV2 deler præsentationsværtskabet af vejrudsigten med Omo og andre skiftende produkter og virksomheder uden indsigt i eller indflydelse på vejret. Alle og enhver ved, at det er et spørgsmål om penge, ikke om noget som helst andet.

Sponsorpenge er blevet en stadig vigtigere faktor i kunst og videnskab, langt vigtigere end det var ønskeligt. Virksomhedsledere og fondsbestyrelsesmedlemmer har kun sjældent større indsigt i kunst og forskning end uafhængige eksperter - selv om de store seriøse fonde unægtelig ofte tænker i længerevarende perspektiver end det offentliges institutioner og råd.
Forleden modtog jeg en henvendelse fra Danmarks Akvarium. Man bad min virksomhed tegne sig for et sponsorat for et dyr. Tidligere havde jeg i Zoologisk Have følt mig fristet af at blive sponsor for en ugle eller en trane, men de var ikke ledige. Til gengæld var der i den nye tilbudsliste meget andet at vælge imellem.
En sprogmand kunne måske lade sig friste af at blive sponsor (med egen plade på akvariet) for tungen (evt. rødtungen), men hvem kan egentlig ønske at associere sig med torsken, den elektriske ål, fjæsingen eller knivfisken? De var sjovt nok alle ledige.
Man kunne også tegne sig for pyjamasfisken (Lars Larsen har sovet i timen), man kunne sponsorere Damarks Akvariums ræveansigt (var det noget for bestyrelseskandidat Schlüter?), man kunne erhverve retten til at knytte sit navn til Molboøsters (måske af interesse for Søren Ryge) eller til Dødningehånd (måske noget for en rockergruppe?), og ledig var også Skorpionfisken og purpurslimfisken - måske lige sagen for et sladderugeblad? Eller foretrækker man dyndspringeren?

Påfaldende er det, at Akvariet har sværere ved at skaffe sponsorater til sine fisk, krybdyr og padder, end Zoologisk Have har. En isbjørn finder let en sponsor, selv en ulv lusker ikke rundt uden en velynder, den spyttende lama var stillet betryggende, og en velvillig virksomhed havde tegnet sig for kænguruen, selv om den sådan set ville springe op og falde ned på det.
Men hvem tager sig af en rødøret terrapin? Det er en sumpskildpadde, som går ensomt rundt i det kolde Danmark, hvor ingen vil vide af den.
Ville det ikke være en passende håndsrækning fra Nyrup, før han går på efterløn? Rødnæsen (en fisk) har heller ingen sponsor; de danske vinhandlere har tilsyneladende ikke kendt deres besøgelsestid. Men politiet har stadig mulighed for at blive sponsor for aftrækkerfisken, hvis man bare er hurtig ved den. Og Det Kongelige Teater kan nå at tegne sig for kejserfisken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her