Læsetid: 4 min.

Din store idiot

8. januar 1999

Beundringen af det alternative når nye højder

Fagbog
Idioter, det er hjernedøde, spassere, hundehoveder, får, pikansjoser, spader, åndssvage eller journalister. Nu er der kommet en slags bog om dem. Den består af hundreder af billeder og tekster fra over 40 bidragydere, der forsøger at beskrive idiotien og al dens væsen.
Bogens idiotbegreb deler sig i to spor. Det ene drejer sig om afvigelsen som middel til erkendelse. Det andet skildrer normalsamfundet reaktioner på dets afvigere, og her er der glimrende artikler af yderst kompetente fagfolk, der skriver om opfattelsen og behandlingen af åndssvage og sinker gennem tiderne. Birgit Kirkebæk spørger bl. a. om hvorvidt de fravalg vi i dag foretager på baggrund af forsterdiagnoser i virkeligheden er mere humane end de fravalg, som man tidligere foretog, når et barn blev født med synlige tegn på handicaps.
Der er også et yderst interessant interview med Fifi, der giver sin krop til idioterne. Fifi er en prostitueret, der har specialiseret sig i at tage sig af de udviklingshæmmede og de handicappede. Derved er hun blevet en yderst kompetent terapeut, der ved siden af sin dont i massageklinikken, holder foredrag og arrangerer kurser om følelser og samliv.

Idiotien som mode
I pressemeddelelsen skriver forlaget, at i en verden af kogebøger og succesromaner har bøger om kvajpander og nokkefår ikke store chancer, for dumhed er fortsat et tabu i vores videnssamfund.
Spørgsmålet er dog, om påstanden om idioternes ringe status er helt rigtig? Der findes former for idioti, der er på højeste mode, hvilket heller ikke bør undre. I en tid, der beundrer det alternative og dyrker det opsigtsvækkende, må idioterne nødvendigvis få en fremtrædende plads, ligesom dén konstante omstillingsparathed, der dyrkes i erhvervslivet under plusordet fleksibilitet, i virkeligheden har mange træk til fælles med spassernes måde at opføre sig på. For såvel karrieremageren som for ham med knald i låget gælder det om at overskride grænser, men hvor stræberen må anstrenge sig, er det let for idioten, og hvor selv den mest trendy journalist dog ind imellem skal gøre sig umage, er idioten et naturtalent i grænseoverskridelse. Selv i reklamebranchen ved de, at det er hårdt arbejde at være professionel nar. Som opsigtsvækker er idioten anderledes frit stillet. Han skal ikke nøje planlægge sin egen iscenesættelse, for han skal ikke tjene penge på den. Han er, det han gør. Der er ingen bevidsthed og intet sprog mellem ham og verden. Han opfattes som værende mere natur og derfor mere ægte, og som følge heraf tillægges idioten og de åndssvage sine steder en særlig visdom. Tænk for f.eks. på mongolerne ved opvaskebaljerne i Riget eller på Beavis & Butterhead. De er udtryk for en kultiveret dyrkelse af idiotien, det tilfældige, det uartikulerede og det antiintellektuelle, og det er på mode nu. Dyrkelsen af det imbecile og platte er dog ikke noget nyt. I 20'erne var dadaismen vel det tydeligste udtryk for det samme.

Veje til erkendelse
Bag den aktuelle fascination af idiotien står forestillingen om, at overskridelsen af alle kendte normer kan være en metode til at komme i forbindelse med tilværelsens egentlige kerne. Abject Art - navnet på idiotismen som kunstretning - kan således ses som et forsøg på at genindsætte det autentiske udtryk i kunsten. I bogen knyttes disse bestræbelser an til Lars von Triers film, især den om idioterne. Trier er i det hele taget en af heltene i denne bog, der udnævner ham til Idiotiens mester, men på en idiotskala i bogen får han kun 8 point ud af 100 mulige. Det siger noget om den indre modsætning i idiotdyrkelsen. Et 8-tal er nemlig udtryk for relativ høj fornuft, men for den, der beundrer idiotien, er fornuften problematisk, for "den er blevet et gyldent bur, der beskytter os, samtidig med at det spærrer os inde. Ved ikke at kende sin begrænsning, er fornuften blevet idiotisk," som der står, og hvad skal man så mene om von Trier?

Flagellanter og eremitter
Idiotismens krav om at opsøge det ulækre, det pinefulde og det ubehagelige uden at vige tilbage i frygtsom småborgerlighed, kan imidlertid også ses som en religiøse søgen efter kontakt med tilværelsens inderste gåder, med "det lysende tomrum, mørket, som ingen vender uberørt tilbage fra," som en af bidragyderne skriver. For ham giver det en følelse af at stå foran noget, som vi ikke kan magte. Således forstået er den moderne idiotisme beslægtet med middelalderens flagellanter og eremitter. Så langt når bogen om idioterne dog ikke. Den er desværre svag i det religiøse og holder sig til de fattige i ånden, til sexforskrækkelsen, hekseprocesserne og andre former for jagt på afvigere.

Idiotisk tilrettelæggelse
Bogens tilrettelæggelse er tydeligt inspireret af internettet og cd-rommen. Den virker smart, den er underholdende og spraglet, men skriften er for gnidret, bogstaverne er for små, linjerne står for tæt, billederne har ikke en klar funktion, og der er ikke et ordentlig søgesystem i form af indholdsfortegnelse, register og kildehenvisninger.
Det ville alt sammen ikke have gjort noget, hvis det hele foregik på internettet eller på en cd-rom, for så kan enhver regulere skrift og billede efter behov. Men en bog er ikke det samme som en cd-rom. En bog er et massemedie, hvis tilrettelæggelse bør være baseret på erfaringer, der er gjort gennem århundreder. Denne viden kan man ikke uden videre kaste vrag på. Det viser denne bog, der sine steder er direkte ulæselig på grund af den oversmarte tilrettelæggelse, og det er desværre temmelig idiotisk.

*Jeanne Betak, Caroline Sascha Cogez og Knud Romer Jørgensen: Din store idiot. 288 s. 148 kr. Forlaget Rhodos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu