Læsetid: 8 min.

Det store spring tilbage

8. januar 1999

Ny kinesisk bog fælder hård dom over Deng Xiaopings reformprogram, som i disse dage fylder 20 år. Reformerne har udviklet et samfund gennemsyret af korruption og økonomisk ulighed, der i dag overgår USA

Reformopgør
I disse dage er det nøjagtig 20 år siden Deng Xiaoping fremlagde sit omfattende reformprogram, som skulle rive Kina ud af skyggetilværelsen efter kulturrevolutionen. Jubilæer af denne art tillægges stor betydning i Kina, dels fordi de opfordrer til refleksion, dels fordi de giver anledning til at hylde den siddende elite og deres bedrifter.
Tidligere på året udkom i Kina netop en sådan bog om de økonomiske reformers 20-årige historie. Men hvilken historie? Analysen er overraskende kritisk overfor reformernes seneste kurs i 90'erne, og baseret på forfatterens egen forskning er den overbevisende i sin argumentation og forfriskende i sin kritiske stillingtagen.
Det mest fantastiske er måske, at den ikke er blevet bortcensureret af de kinesiske myndigheder. Tværtimod er den efter nogle finjusteringer - såsom en ændring af titlen fra Den kinesiske fælde til Moderniseringens fælde - blevet en bestseller med et oplag på skønnet 3 millioner.

Hård dom over Deng
Hvad årsagen kan være til, at Kinas Kommunistiske Parti (KKP) accepterer dette værk, er der nok kun få, der ved. Man kan kun gisne, men uden betydning er det nok ikke, at forfatteren He Qinglian ikke er en politisk aktivist, men en akademiker som fremfor at agitere for politiske systemreformer forsøger at analysere de økonomiske problemer i forbindelse med reformerne.
Ikke desto mindre er hendes bog en kontroversiel og hård dom over den reformpolitik, som Deng Xiaoping udstak i 1978 og som gentagende gange er blevet udnævnt i euro-amerikanske nyhedsmedier som en usædvanlig fantastisk udviklingsmodel. He Qinglian derimod udstiller sin indignation over reformperioden på samfulde 394 sider og kan kun konkludere, at "de reelle konsekvenser af den økonomiske vækststrategi (...), som giver højeste prioritet til produktivitet, er meget alvorlige og vi bliver nødt til hastigt at korrigere denne strategi".
I stedet plæderer forfatteren for en mindre ensidig produktionsorienteret politik, mere humanisme og skabelsen af en reelt økonomisk markedsøkonomi uden korruption.

Korruption og ulighed
Dengs tilsyneladende genistreg, som først tillod nogen få at blive rige og derefter havde til hensigt at fordele rigdommen til de øvrige, har skabt imponerende tocifrede vækstrater. Men ifølge He Qinglian har denne økonomiske politik ikke bidraget til at skabe et sundt økonomisk system, men et samfund karakteriseret ved korruption og økonomisk ulighed.
Korruptionen er at finde på alle institutionelle niveauer og er nu så gennemtrængende, at bestikkelse faktisk forhindrer en økonomisk vækst på reelle markedsvilkår. Indkomstmulighederne er heller ikke udlignet som forventet efter 20 år med reformer og skaber dermed en faldende købekraft og stigende social uro.
Korruptionsbekæmpelse har et stykke tid været et af KKP's vigtigste indsatsområder, og dagligt rapporterer de statslige medier om afstraffelse af korrupte ledere. Korruptionens tilstedeværelse i Kina er derfor ikke hemmeligstemplet, men søges kontrolleret helt ind i
KKP's egne rækker.
I Moderniseringens fælde søger He Qinglian derfor ikke at blotlægge fænomenet, men hun argumenterer for, at tilstedeværelsen heraf skyldes kombinationen af de økonomiske reformer med en økonomisk magtcentralisering i det kinesiske samfund.
He skriver således, at i 1980'erne mente mange kinesiske såvel som udenlandske økonomer, at korruption var et nødvendigt onde i overgangsfasen til et nyt økonomisk system. Når lovgivningen kommer på plads, kan sådanne forseelser bekæmpes effektivt og helt udryddes.

Misbrug af magt
Hertil anfører He Qinglian, at det nye retssystem med talrige nye love ingenlunde sikrer, at lovgivningen faktisk omsættes eller udøves. Reformerne bidrager i stedet til at parti- og regeringsmedlemmer misbruger deres magtbeføjelser ved f.eks at spekulere med offentlige midler i ejendoms- eller obligationsmarkedet.
Profitten høster de selv, mens evt. tab overlades til staten. Hun mener således at kunne dokumentere, at i løbet af 1990'erne skulle 500 milliarder yuan (ca. 420 milliarder kroner) være blevet vredet ud af systemet og brugt til spekulation fremfor til uddannelse og andre offentlige opgaver.
He mener, at samfundets tab ved denne art korruption med statslige midler nu er så omfattende, at markedsøkonomien forvrides alvorligt. Enten forbigår en del af disse midler den kinesiske økonomi ved overførelser til udlandet, eller også investeres pengene i f.eks. ejendomsmarkedet, som dermed får priserne til at gå så meget i vejret, at ingen har råd til at bo i de nybyggede huse.
En tur gennem Beijing i dag vil afsløre mange tomme ejendomskomplekser og vidner om denne farlige form for spekulation.
He mener derfor ikke, at man kan tale om en egentlig kinesisk markedsøkonomi på frie vilkår, men en form for "simuleret marked" med rivaliseren om politisk magt fremfor økonomisk konkurrence. Under alle omstændigheder kan man ikke længere hævde, at korruption har en gavnlig effekt på den kinesiske økonomi, som nogle kinesiske økonomer har gjort det gældende.

Virksomheder i dyb gæld
He Qinglian analyserer også årsagerne til den urentable drift af mange statsejede virksomheder. Hun argumenterer således for at grunden til, at mange af disse virksomheder har røde tal, bl.a. er korrupte virksomhedsledere, som indsætter familiemedlemmer i ledelsen og derefter i fællesskab med magtfulde embedsmænd sælger ud af virksomhedernes mest rentable produktion.
Dette overskud overføres til private konti, mens underskuddet fra den urentable produktion dækkes med subsidier og lån fra de statsejede banker. De kinesiske statsvirksomheder havde således i 1995 en gældsbyrde, der var seks gange så stor som deres egenkapital.
Siden Hes bog udkom i januar har Kinas premierminister Zhu Rongji besluttet at nedlægge en tredjedel af de 300.000 statslige virksomheder og at samle bankvæsenet i større enheder for bedre at kunne kontrollere udlånet. Men selv om statens finanser hermed vil kunne forbedres, så skaber masseafskedigelser nye problemer for samfundsøkonomien. Antallet af fyrede statsarbejdere, som ved deres afskedigelse også mister mange sociale goder såsom syge- og arbejdsløshedsforsikring samt pension, vil formodentlig nå 20-25 millioner ved årtusindeskiftet.
Protestaktioner i byerne kan derfor gå hen og blive lige så almindelige som på landet, hvor der i 1997 var mere end 10.000 tilfælde af protester imod lokalt embedsmisbug mm.

Grobund for social uro
Faktisk har omfanget af protestdemonstrationer de seneste år været så omfattende, at den kinesiske regering i oktober har udstedt et direktiv, hvori der henvises til, at opløse sociale protester ved myndighedernes styring og mægling. For at forhindre vold henstilles der til, at de aktionerende ydes finansiel hjælp i begrænset omfang.
He Qinglian foreslår derfor i sin bog, at forene reformerne af statssektoren med de sociale reformer således, at man sætter de statsejede industrivirksomheder på auktion og med en del af indtægterne opretter en pensionskasse og individuelle forsikringskonti for de tidligere ansatte.
Udnytter staten ikke i dag chancen for at skabe et godt socialt klima ved at sammenkæde reformerne, skabes der et truende potentiale for social uro, der kun vil blive forstærket af den dalende købekraft blandt millioner af arbejdsløse kinesere. Dermed svækkes den økonomiske vækst, og Kina vil ikke mindst blive et uattraktivt mål for udenlandske investorer.

Kina overgår USA
Grundpillen i Deng Xiaopings reformstrategi var den antagede nedsivning af økonomisk vækst fra de få pionerer til flertallet. Denne politik, hævder He, er fejlslagen og har medført, at den ønskede økonomiske udvikling ikke er blevet realiseret.
I landområderne halveredes antallet af fattige i løbet af 1980'erne med gennemsnitligt 17 millioner mennesker årligt. Dette var en reduktion af andelen af fattige på landet fra 30 procent i 1978 til ni procent i 1993.
Reformpolitikken havde derefter til hensigt også at slå igennem i byområderne på samme måde, men stik imod KKP's forventninger kan He Qinglian på baggrund af officielle statistikker afsløre, at "forskellen mellem by og land, mellem forskellige distrikter og mellem forskellige sociale lag, hvad angår rige og fattige, bliver større og større (...) de fattige bliver fattigere og fattigere, og de rige bliver rigere og rigere." I 1995 alene faldt indkomsterne således for 22 procent af bybefolkningen.
Indkomstforskellene målt med Gini-kvotienten (Euro-amerikanske lande ligger på gennemsnitligt mellem 0,3-0,4) tydeliggør Kinas udvikling fra et økonomisk meget lige samfund i 1978 med en kvotient på 0,15 til en enorm ulighed repræsenteret ved en kvotient på 0,45 i 1994 (0,59 i en anden undersøgelse for samme år). Udregnet på en anden måde stod de fattigste 20 procent i det kinesiske samfund kun for fire procent af den samlede indkomst, mens de rigeste 20 procent sad på mere end 50 procent af den samlede indkomst. Hermed overgår Kina selv USA, hvad angår indkomstforskelle i befolkningen.

Taber vilje til at arbejde
Spørgeskemaundersøgelser i Kina har påvist, at størstedelen af den kinesiske befolkning ikke højlydt beklager de store indkomstforskelle, men at de er stærkt utilfredse med måden, hvorpå de rigeste erhverver deres penge. Hermed afspejler de adspurgte det forhold, at i 1980'erne eksisterede der en udbredt accept af, at nogle grupper i befolkningen blev først rige ved hårdt arbejde og slid. Den aktuelle situation derimod med politisk magtfulde personer, som erhverver deres rigdomme via deres samfundspositioner er dybt uacceptabel for de fleste kinesere.
He anser den nuværende samfundstilstand for særdeles skadelig for Kina, fordi befolkningen i den givne situation begynder at tabe interessen for og viljen til at arbejde, og dermed vil den økonomiske vækst også svækkes.
He Qinglian kritiserer derfor reformpolitikerne og reformøkonomerne for at være for dogmatiske: "Indkomst-distribution er ligesom for- og baghjulene på en bil. Indenfor den samme makroøkonomi er de afhængige af hinanden, og gensidigt drager de nytte af hinanden. Negligerer man at løse alle de forskellige spørgsmål med hensyn til indkomstfordeling så vil resultatet blive, at forskellen mellem fattig og rig forøges og forårsager en voldsom friktion i samfundet".

Stjernestatus
He Qinglians bidende kritik af reformernes amokløb kommer ikke som nogen stor overraskelse, med mindre man helt har ladet sig forblænde af Kinas væksttal og propaganda. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at hun overlever som kritiker af KKP's officielle reformpolitik og endog indbydes til at foredrage for ledende politikere om korruption. Årsagen er desværre ikke en større grad af accept af systemkritikere. Den seneste uges strafudmålinger overfor politiske aktivister på ti til 13 år afviser et sådant tøbrud.
En essaysamling fra august måned dette år med forsigtige vurderinger af behovet for politiske reformer er også til trods for den velvalgte titel Det politiske Kina: en epoke hvor Kina står overfor valget af et nyt system - hvormed forfatterne behændigt har undgået at bruge udtrykket "politiske reformer" - blevet forbudt og redaktøren Shi Binhai er indtil videre "forsvundet".
He Qinglian derimod har fået stjernestatus, hvilket er sjældent i Kina på baggrund af en bog, som virkelig forsøger at analysere det hændte og at drage konklusioner, der ikke harmonerer med dagens politiske beslutninger. Måske skyldes det, at hun som ansat ved en lille uanseelig avis næppe udgør nogen større trussel for KKP.
Under alle omstændigheder har hendes analyser givet anledning til diskussioner om reformpolitikken i Kina på en helt ny og måske også mere konstruktiv måde, end det er lykkedes hidtil for de traditionelle systemkritikere.

*Mette Thunø er ansat ved Centeret for Asien Studier på Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her