Læsetid: 3 min.

Svend Johansen og båndet

9. januar 1999

KALENDER

MÖBIUS' BÅND har navn efter en tysk matematiker fra forrige århundrede. Man tager en strimmel papir, snor den en halv omgang og limer enderne sammen. Det kan man så filosofere over, se som billede på et eller andet: et sprog, den skizofrenes tale, et mareridt eller en ønsket livsform:

Tænk dig nu at også det bånd
er uendelig bredt
Så gælder det at
På denne ene flade
I dette ene felt
Møder du alt.

Sådan fortolker Svend Johansen det i sin digtsamling Forløb, hans debut fra 1977. Den lærde litteraturforsker og poet døde forleden 76 år gammel, en ny anledning til at tage hans bøger frem og genkalde sig indtrykket af en usædvanlig person ved at følge hans tankes Möbiusbånd med fingeren: Har det kun én flade, intet over og under, intet indre og ydre? Han var fascineret af tanken om, at oppe og nede, ude og inde var ét.
En mand med hang til det absolutte, balancerende på kanten af en metafysik, med en sanselig glæde ved detaljerne og deres forbindelser og mønstre, med en uudslukkelig trang til at efterføle strukturer og systemer.
Tidligt grebet af symboltænkning skrev han allerede som 21-årig en belønnet og berømmet guldmedaljeafhandling om den franske symbolisme, trykt på fransk i 1945, og snart var denne stilanalytiker lektor i Paris. Derefter i Århus og mest ved Københavns universitet, i 70'erne med langt hår og gurustatus, først skøn at skue, når han åbnede for verset, tungsindigt fængende.

AF ÅNDSTYPE kunne Svend Johansen nok ligne de let forskruede franske marxister af Althussers støbning, i dag mindesmærker med status som disse betonbunkers, der skråner og segner i strandkanten ved vestkysten, engang forsynet med antenner og kanonrør. Han meldte sig i 1955 ind i DKP og ikke ud. Han gjorde dog alvor af den dialektik, som materialismen påberåbte sig, ved som teaterkritiker i Land og Folk at genkende sig i 60'ernes modernisme og kulturradikalisme med særligt henblik på Rifbjerg og Villy Sørensen i en stadig dialog.
Hans ambition var at læse, hvad der ikke står udsagt, men dog står skrevet i begivenhederne, sagde han om det udvalg af teaterkritik og essayistik, der kom 1969 under titlen Millionbevidsthed. Forlaget Arena bad ham om en kommentar til udgivelsen, og han svarede med en strukturalistisk analyse af Apollinaires digt "Le Pont Mirabeau" trykt som bilag - atter en drøm om broforbindelser, subtile sammenhænge. Det forklarer også hans tiltro til titelbegrebet, som er hentet hos
Jean-Paul Sartre.
Millionbevidsthed opstår gennem massemedierne, når netop masser af mennesker på én gang lytter til radioen. De forbindes i en såkaldt seriestruktur, fraværende for hinanden, men dog med en forbundethed i eksistensen. Det peger i retning af en McLuhans optimisme vedrørende fællesskabet i den globale landsby. Mærkeligt ikke på dialektisk vis at skænke mediernes forførelse, bedrag, manipulation en tanke. Möbius er også en båndmaskine af sammenlimet uvirkelighed.
Et omdrejningspunkt for Svend Johansen og mange af generationen var Cuba-krisen i 1962, hvor historien så at sige udspilledes for øjnene og ørerne af en, troede man. Magtkampens spil mellem Kennedy og Khrusjtjov, da raketbådene vendte om. En manipuleret historie har det vist sig. Og i dag flimrer millionløgnene for øjnene af os.

FORSKEREN, kritikeren, læreren Svend Johansen blev digter. Endnu fem digtsamlinger frem til 1989 viser ham som en både spekulativ og ordsansende, lærd og legende oplever, først let studentikos, snart med sikre musikalske greb. Som tænker var han fanget af myten om det franske sprogs klarhed, der overført til dansk gerne bliver et landskab af abstrakte cementblokke. Som digter jonglerede han med myte og musik, litteratur og kunst, en rivende valse noble af intertekstualitet. En vilje til at sige alt, parret med en trang til at forklare og måske bortforklare.
Hvem har snydt mig for min lynende skæbne? kunne han sige med Johannes V. Jensen og så tilføje: Ja hvem? Det kunne dog også være, at sagen var den at snyde den lynende skæbne for mig!
Et rasende konfliktstof ligger bag drømmen om at ophæve alle modsætninger og skabe et sprog: Ligesom musik, hvor abstrakt den end er, er tarm og træ og messing, så er en stemme, hvad den end siger, strubehoved og tunge og åndedrag som musik og dans.
Sådan lyder det i den sidste samling, Det blå træ, der har adskillige træk af intellektualistisk mystik og nærvær. Regn, der kommer i den fuldstændige tomhed, kommer deroppe fra og falder på tagvinduet. Her.
Svend Johansens tilrettelæggelse af skæbnen, eller var det omvendt, bragte ham ikke i den lynende position, man kunne have ventet.
Han ville lime båndets ender sammen. Han havde sine taknemmelige læsere, brugere og elever.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu