Læsetid: 4 min.

Et svidende indlæg

30. januar 1999

I Australien har alle museerne indslag om landets oprindelige befolkning, aboriginalerne. Tanken er at formidle en forbindelse tilbage til kulturarven og er et bidrag til en forsoning med urbefolkningen

MUSEUMSLOV
Den danske museumslov hævder frejdigt i sin første paragraf, at dens formål er
at bevare Danmarks kulturarv.
Museer i hele verden har tilsvarende opgaver. Men det er en opgave, som kan volde betydeligt hovedbrud, for hvis kulturarv taler vi om?
Problemstillingen tydeliggøres i Australien, som ikke blot har en urbefolkning med sin helt specielle kultur, men også en indvandrerbefolkning sammensat af alverdens folkeslag.
At Australien har rædsomme moralske tømmermænd på grund af den grusomme fremfærd over for urbefolkningen, ses tydeligt i museerne, som alle uden undtagelse har indslag om the aboriginals.
Men selve museumsbilledet er europæisk, måske endda angelsaksisk. At der både er et kinesisk og et jødisk museum i Melbourne er undtagelserne, som bekræfter.

Decentrale museer
Der findes dog også en set fra dansk ståsted lidt anderledes museumsvirkelighed,
f. eks. på Australian Museum i College Street over for Hyde Park i hjertet af Sydney. Det er grundlagt i 1827 og rummer samlinger, indsamlet af selveste Captain Cook. Det er et naturhistorisk museum med en etnografisk afdeling fra en tid, hvor den hvide mand udforskede den nye verden og samlede naturalier og etnografika som to sider af samme sag.
Men det er lykkedes museet at løfte den etnografiske afdeling ud af både naturhistorien og den traditionelle etnografi. Udstillingen om den australske urbefolkning overrasker ved ikke at være etnografisk beskrivende, men et svidende indlæg i kampen for reconciliation, forsoning.
Derfor nøjes Australian Museum da heller ikke med udstillinger, men har også opbygget en særlig Aboriginal Heritage Unit, som skal fremme forståelsen for den oprindelige, australske kultur, og som også arbejder med at opbygge kulturcentre og små, aboriginal-museer ude i lokalsamfundene. Et mål som er helt modsat tendensen i Danmark, hvor man politisk nok vil ønske at samle kræfterne på større enheder.
"Der er imidlertid et enormt behov for at styrke egenforståelsen og genoprettelsen af selvværd blandt mit folk," fortæller Peter White, aboriginal heritage officer, selv aboriginal.
Han er således med til at opfylde museets lovpligtige 1,8 procent indfødte blandt personalet. Det svarer til procentdelen ude i samfundet. Ni af 500 ansatte på museet er aboriginal.

Tilgængelig kulturarv
Museets aboriginal-samling tæller ca. 30.000 genstande, som naturligvis ikke alle kan være udstillet. En af Peter White og hans kollega Phil Gordons vigtige opgaver er derfor at gøre denne uvurderlige kulturarv tilgængelig for så mange som muligt. Det sker bl.a. gennem udarbejdelse af kataloger, som fordeles til aboriginal lokalsamfund, skoler og biblioteker over hele Australien.
De arbejder også på at kunne udgive en stor del af museets samling af historiske fotografier af aboriginals fra slutningen af 1800-tallet på cd-rom.
Men museet har også et Aboriginal Outreach program.
"Der bor mellem 100.000 og 200.000 aboriginals i New South Wales, som er vores arbejdsområde," fortæller Peter, og det er et tal som hele tiden vokser i takt med at flere og flere nu vælger at erklære sig som aboriginals, komme ud af skabet så at sige.
For flertallet af dem gælder, at de har lidt et kolossalt traditionstab, de er blevet flyttet væk fra deres oprindelige landområder, de har ofte mistet deres sprog."

Lokale museer
"Vi kan tilbyde en forbindelse tilbage til kulturarven og det gør vi bl.a. ved at hjælpe med at opbygge små, lokale museer.
Der er for øjeblikket fire af den slags centre, men vores mål er at komme op på femten."
"Men det går alt for langsomt. Museet kan betale vores løn og kørsel, hvis det er inden for rækkevidde i bil, men ikke andet. Vi må have støtte udefra til flyrejser, ophold og materialer og er konstant på jagt efter sponsorer."
"I centrene og her på museet tilbyder vi Aboriginal Cultural Revival Workshops, som ikke kun drejer sig om opbygning af lokale samlinger, men lige så meget er et forsøg på at genoplive traditionel kunnen. Vi dokumenterer de traditionelle metoder til fremstilling af redskaber og ceremonielle genstande og forsøger at give denne viden videre til de næste generationer."

Fælles australsk stil
Peter indrømmer, at der er en risiko for, at det hele bliver lidt kunstigt.
"Men der er jo allerede udviklet en fælles aboriginal stil for hele Australien. Tag et instrument som den populære didjeridu, som nu er næsten synonym med australsk tradition. Instrumentet hører hjemme oppe i det tropiske nord, men bruges nu overalt. Oprindeligt var der også meget forskellige stilarter fra egn til egn i det traditionelle barkmaleri. Nu er det prikker og røntgen på lærred overalt. Men det er jo også det, der kan sælges, og som forventes."

Et ståsted
"Museet kan trods alt gennem sine store samlinger og sin viden tilbyde et korrektiv. Og det er ikke vores opgave at kæmpe imod udviklingen, men at hjælpe med at finde et kulturelt ståsted for mennesker, som har været kulturløse alt for længe."
Australian Museum tager altså museumsopgaven: Bevar kulturarven alvorligt, fordi det ikke kun handler om at samle ind og bevare, men også om at lære videre.
Der er vel reelt også kun tale om kulturarv, når det er noget, som holdes i live?
Man vil kunne finde tilsvarende aktiviteter på danske museer. Men vi har vist endnu ingen tyrkiske eller bosniske etnologer ansat på museer i Danmark.

Musealt
Danske museers lovgrundlag står foran en revision. Bl.a. skal der tages stilling til, om staten eller lokalområderne skal tage sig af museumsområdet i fremtiden.
Ole Strandgaard, rektor for Museumshøjskolen, har været på inspirationsrejse i Australien. Dette er den anden af tre artikler fra rejsen, den første bragtes 29. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her