Læsetid: 2 min.

Tabertøser

18. januar 1999

Jens-Martins Eriksens 'Babylon' byder på casestory-skæbner, som hentet ud af en socialpædagogisk lærebog

TEATER
"Jeg har ikke været offer i skide lang tid", siger den ene ulidelige heks til de to andre i Jens-Martin Eriksens talk-showsdramatik på Café Teatret. For her skal de samfundsudstødte komme til orde én efter én - fængslede bistandsklienter, småkriminelle og mordere, som de nu engang er.
Problemet er bare, at Eriksens tabertøser forbliver postulater. Uanset hvor ludererfarne, hårdtslående og makabre, Eriksen forsøger at skildre disse piger i 20'erne, virker de som casestory-skæbner fra en socialpædagogisk lærebog. Og jo mere Eriksen taler om 'systemet' og dets magt over den enkelte, desto mere hult og 70'er-agtigt lyder det. For som en af pigerne udtrykker det: "Det der med at komme udefra, det giver jeg ikke en skid for!"

Arrangeret akvarium
Og det virker unægtelig, som om Jens-Martin Eriksen kommer temmelig langt fra det fængselsunivers, han beskriver. Han forsøger godt nok at skabe tre vidt forskellige pigehistorier: Pigen fra Marokko, der er flygtet fra et tvangsægteskab. Luderen, der har dræbt sin alfons (eller var han hendes kæreste?). Og lystløgneren med de lange fingre og den manglende evne til at leve op til bistandskontorets aktiveringsprogram.
Men de er utroværdige, ikke mindst fordi Jens-Martin Eriksen ikke formår at holde fast i hver enkelt piges sprog - bistandspigen taler som et gadevrag i første scene og som en gymnasielærer i sidste scene, for eksempel.
Kontrasten til Lars Noréns Personkreds 3 bliver dermed slående - måske har Eriksen villet opnå den samme chokeffekt ved at dykke ned og kradse i samfundets bunddynd, men her bliver det ikke til andet end arrangeret akvarienatur.

Ufarligt hamsterhjul
Måske har instruktøren Jens August Wille og scenografen Carsten Kristensen også i for høj grad taget Eriksen på ordet. Deres iscenesættelse anvender nemlig alle de effekter, som det unge, pågående teater dyrker i disse år - det saftige, rå, provokerende og øretæveindbydende. Desværre bliver virkningen her bare lidt ynkelig i sin overtydelighed.
Måske er forestillingens tre glimrende skuespillere også for pæne piger, når det kommer til stykket. Den svenske Ellen Nyman lægger ellers kontant ud som den marokkanske survivor, og Mette Marckmann er forvandlet til uigenkendelighed som bistandspigen med mareridtene.
Alligevel kræver stykket en uhæmmet egocentrisk desperado som Rikke Weissfelds for at løfte sig over det banale, men selv hendes velanbragte lokumsspand forvandler ikke forestillingen til en åbenbaring. For som hun siger til sine bødler: "I skulle have gået hele vejen!"
Carsten Kristensens scenografi er et avanceret fængselsbur med hønsepinde og hamsterhjul for de uregerlige. Men s/m-universet bliver for tydeligt - selv i stroboskop-lys - og derfor ufarligt.
For det er jo bare et spil. Og når man har spillet offer længe nok, kan man jo bare spille bøddel.
Hvis man gider.

*Babylon af Jens-Martin Eriksen. Instruktion: Jens August Wille. Scenografi: Carsten Kristensen. Café Teatret, København til den 20. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her