Læsetid: 2 min.

Tarco-bestyrelse overlevede

30. januar 1999

Tarcos medvirken i ulovligt rør-kartel-samarbejde fik ikke konsekvenser for bestyrelsen på tam generalforsamling i går - men SF stiller forslag i Folketinget, der skal gøre op med kammerateri i offentlige selskaber

Luften var på forhånd gået af ballonen, da den kommunalt ejede Tarco-koncern i går holdt ekstraordinær generalforsamling.
Studehandler mellem de største aktionærer var efter sigende indgået inden mødet. Dermed var bestyrelsen sikret, at den ikke ville blive væltet oven på EU-afsløringen af, at selskabet har deltaget i ulovligt kartel-samarbejde med andre producenter af fjernvarmerør.
"Bestyrelsen burde have trådt af, også selvom den har været uvidende om kartel-samarbejdet, for uvidenhed er også kritisabelt," sagde Århus-rådmand Niels Erik Eskildsen, SF, efter mødet, hvor han og den konservative rådmandskollega Poul B. Skou var blandt de få, der stemte imod bestyrelsens beretning.
Århus Kommune har tre procent af aktiekapitalen i Tarco, og tilsammen stemte kun omkring 10 procent af den fremmødte aktiekapital imod i den hemmelige afstemning.
"Jeg forventede da dette tillidsvotum, for der sidder kun ordentlige folk i bestyrelsen," lød det tilfreds fra Tarcos bestyrelsesformand, borgmester Finn Aaberg, Albertslund Kommune, der i sin beretning bedyrede, at bestyrelsen ikke havde haft viden om det aftalte spil mellem datterselskabet Tarco Energi A/S og konkurrenterne på rør-markedet.
Et kartel-samarbejde, der koster det i forvejen nødlidende selskab en bøde på 23 millioner kroner til EU-kassen.

Bredere bestyrelser
Tarco-sagen har fået SF til at fremsætte et forslag i Folketinget, der lægger op til at sikre en bredere politisk repræsentation i offentligt ejede selskaber.
"Vi vil gøre op med tendensen til kammerateri i den type selskaber," siger SF's Kristen Touborg om sit forslag, der var til førstebehandling i Folketinget i onsdags.
Han mener, at for mange kommunale bestyrelsesrepræsentanter sidder som galionsfigurer i bestyrelserne.
"Med en bredere repræsentation kunne vi sikre flere kritiske røster og dermed en bestyrelse, der er mere på vagt," mener Touborg.
Med de nuværende regler kan hver kommunale aktionær kun sende en repræsentant, og derfor sidder S og V på næsten alle fælleskommunale bestyrelsesposter, og de har tradition for koncensus i den kommunale verden.
"Jeg kan da godt have sympati for tanken, men jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne virke i praksis, da hver aktiepost kun har en stemme" siger Finn Aaberg.

Studehandel om salg
Flere aktionærer havde på forhånd udtrykt nogen mistillid til bestyrelse. Men frem for at gå efter at vælte den, så var kritiker-aktionærer som Ringkøbing og Vejle Amter mere forhippede på at kunne komme af med deres aktier i det usikre foretagende, hvad de ikke har lov til med de nuværende regler i selskabet.
Delvist kritiske Fyns Amt med en aktiepost på 10 procent stod med et stærkt kort på hånden, og her kommer studehandlen ind.
Amtets pris for at stemme for beretningen var efter sigende et tilsagn fra de store aktionærer. De skulle støtte amtets forslag om, at bestyrelsen skal arbejde for at aktierne skal kunne handles frit - når bestyrelsen finder tidspunktet passende.
Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal, og kritik af bestyrelsen udeblev.
Datterselskabet Tarco Energi har været til salg i snart to år uden købere har meldt sig. Nu vil bestyrelsen forsøge at rekonstruere det underskudsgivende foretagende.
"Vi vil ikke lade det gå konkurs og løbe fra bøden, men forsøge at køre det videre," siger Finn Aaberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu