Læsetid: 4 min.

Teatermandens opdagelsesrejser

5. januar 1999

Peter Brook fortæller i sit erindringsværk Tidens tråde om udforskninger af det indre og det ydre rum

NY BOG
Peter Brook har ved sine gæstespil med Carmen og Mahabharata i Gasværket hamret nogle milepæle ned i den danske teaterhistorie. Desværre kom hans Don Giovanni ikke nærmere end til årets kulturby, Stockholm, men med de mange festivaler rundt omkring i Europa kan de teaterinteresserede holde sig orienterede om den gamle mesterinstruktørs nyeste livtag med kunsten.
Engang var teater en metier for farende folk; Shakespeares venner kom til Kronborg, og italienske kastrater gæstede alle de europæiske fyrstehoffer. Sådan er det blevet igen, med den forskel at publikum også rejser verden rundt for at følge deres yndlinge: Pina Bausch,
Mnouchkine, Robert Wilson, Robert Lepage. Der er opstået en særlig global teater-kultur af spektakulære forestillinger, hvor ordet sættes i baggrunden til fordel for billede og lyd. Med vidt forskellige udgangspunkter har vi også to danske repræsentanter på det transnationale teater i Barbas Odin-teater og Kirsten Delholms vekslende billedstof-hotel Pro Forma etc. forestillinger.
Peter Brook blev født i London i 1925, og hans essayistiske teaterteorier er ikke ukendte i Danmark, hvor både Det lukkede rum og Den åbne dør foreligger oversat. Nu er hans erindringer Tidens tråde uden forsinkelse oversat efter den engelske udgave, der kom tidligere på året. De behandler hans teaterliv, set som en sjælelig udvikling, bygget på udforskning af den indre og den ydre verden.

Livsrejsen
Debuten var traditionel, og i en periode befandt Brook sig godt inden for det engelske teater, der efter krigen drømte sig bort fra rationeringer og gråhed til elegante, kultiverede, sofistikerede saloner. Han taler om "musselinsgardinerne" og de fine antikviteter, og rystes først for alvor af sin research til Peter Weiss' Marat/Sade-forestilling. De lukkede afdelinger på hospitalerne og plejehjemmenes terror gør et dybt indtryk på ham, og samtidig kræver Vietnam-krigen et engagement, der kommer med forestillingen US, der signalerer, at det er både dem (U.S.) og os andre.
Efter disse udladninger bliver det nødvendigt for Peter Brook at begynde forfra med teatret, i laboratorieform som hos Grotowskij og Barba. Samtidig er han i gang med en sjælelig renselse under vejledning af en af mystikeren Gurdjieffs disciple i London, der fortsættes hos en anden bemærkelsesværdig kvinde i hans senere liv i Paris.
Det lykkes dog ikke Brook at beskrive disse åndelige opdagelsestogter, så man fornemmer dybden i dem, men det gør jo mindre, når hans forestillinger bærer præg af den erkendelse om livet, han har nået gennem denne særlige mesterlære. Det søgende menneske Brook finder også erkendelse uden for Europa, således i Afghanistan, hvorfra et afsnit fra bogen har været bragt i Information den 11. december.

Skuespillernes rejse
Det er lettere at følge hans udvikling inden for teatret, efter han i Paris får skabt en multi-kulturel gruppe af skuespillere, musikere og scenografer, der først arbejder med teater-før-ordene, med improvisation og kropsbevidsthed uden en scene men i herberger for hjemløse eller i folkeskoler.
Ofte prøver Brook først sine forestillinger på børn, idet han hele tiden har sin opmærksomhed henledt på interaktionen mellem spillerne og publikum.
Siden tager gruppen rundt i verden, til Afrika, Californien og siden på research til Indien forud for Mahabharata. Her fortæller Brook lærerigt om gruppedynamik og individualitet, om de ikke-europæiske skuespilleres særart og om scenerummets betydning.
Teatermemoirer er meget ofte et morads af anekdoter, der ikke er så morsomme for læseren som for forfatteren. Brook holder sig naturligvis langt væk fra disse pudsige historier, måske bortset fra en fortryllende beretning om, hvordan han ville lære
Jeanne Moreau præcision.
Han skosede hende foran alle kolleger i selvretfærdig nidkærhed, blot for siden at finde ud af, at hans ur gik 14 1/2 minut for hurtigt: Den stakkels pige havde kun været et halvt minut forsinket! Godt, Peter Brook ikke skulle instruere Marilyn Monroe.

Den store fortælling
Brook har stor sans for parabler, for det benådede øjeblik og den prægnante detalje. Således beretter han meget smukt om en nødstedt nordbagge under optagelserne til Lear-filmen i det kolde Jylland, og mange af hans skildringer af skuespillernes rejse har et stort rum omkring sig. Et citat til slut:
"Samuel Beckett betroede mig engang, at en teaterforestilling for ham var et skib der var ved at synke tæt på kysten, og publikum inde på klipperne ser hjælpeløst til, mens passagererne fægter med armene og drukner. Men vores tre års rejsen rundt havde vist os, at der også var en anden måde at gribe sagen an på. Vi var blevet vant til at møde tilskueren på hans egne enemærker, hvor vi tog ham ved hånden, og hvorfra vi satte ud på en opdagelsesrejse sammen. Derfor mindede det billede vi havde af teatret, mest om det at fortælle en historie, og gruppen i sig selv repræsenterede en mangehovedet historiefortæller."

*Peter Brook: Tidens tråde - erindringer. På dansk ved Kaj Nissen. 240 s., 248 kr. Drama

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her