Læsetid: 4 min.

Thorsen sagde for meget

22. januar 1999

PFA-direktør André Lublin måtte ringe til LGT Bank og spørge: "Er jeg kunde hos jer?" Det var han. Fondsbørsens direktør, Hans-Ole Jochumsen, hjalp ham med at finde ud af det

En PFA-direktørs svindel med lånegarantier på op til 1,8 milliarder kr. var måske aldrig blevet afsløret, hvis ikke direktøren for Københavns Fondsbørs, Hans-Ole Jochumsen, havde søgt informationer og følt at der var "ugler i mosen".
"Det er jo ikke sikkert at det var blevet opdaget. Det ved man jo aldrig. Man får ingen information, hvis ikke man søger den," siger Hans-Ole Jochumsen til Information.
- Så det kunne være gået ud over hele aktiemarkedet og uvidende investorer?
"Ja, måske. Eller også var der måske kommet noget godt ud af det. Det er jo ikke til at vide. Hvad plottet egentlig gik ud på, får vi nok først med sikkerhed at vide, når Rasmus Trads kommer for retten."
Rasmus Trads, indtil tirsdag direktør i PFA-Byg, blev i går varetægtsfængslet i isolation i 13 dage, anklaget for at have forfalsket PFA-direktør André Lublins underskrift på garantier for lån på op til 1,8 milliarder kroner.
André Lublin sagde i går, at han ikke vil udelukke, at Trads har medskyldige.
Lånegarantierne havnede i LGT-bank i Lichtenstein og hos finansmanden Kjell Inge Løkkes firma Aker RCI i Oslo. De blev brugt som sikkerhed for byggematadoren Kurt Thorsens køb af store aktieposter i ejendomsselskaberne Gefion og Norden. Selv havde Thorsen ikke penge til den slags. Men han satsede tilsyneladende på at få kontrol over den store formue, der ligger i Gefion.

Unormal handel
- Kunne det være gået godt?
"Tjah. Ingen ved jo hvor meget svindel der ikke bliver opdaget," svarer Hans-Ole Jochumsen. "Men omstændighederne ved den handel var ikke normale."
"Det, der gav mig anledning til at gå ind i sagen, var at Kurt Thorsen selv skabte en voksende usikkerhed ved de informationer, han gav fra sig. Det, jeg kunne gøre, var at anmode om yderligere information. Det anmodede jeg også Thorsen om. Men han nægtede."
"Jeg syntes, usikkerheden var så stor, at vi var nødt til at advare investorerne. Det er jo Fondsbørsens rolle at varetage investorernes interesser. Og det får større og større betydning fordi flere almindelige mennesker handler aktier. Professionelle investorer har måske selv mulighed for at vurdere flere ting. Men det danske aktiemarked skal ikke være Det Vilde Vesten. Hvis vi skal have investorer, må de også have tillid til at tingene foregår ærligt og redeligt. Det er min opgave - og så må jeg udnytte de få muligheder, jeg har."
- Offentligheden havde jo spurgt i lang tid, hvor Thorsen mon havde pengene fra?
"Ja, men det er jo ikke ulovligt at eje aktier, og man har ingen pligt til at fortælle det til andre. Jeg må gå ud fra at den, der sælger aktierne, i dette tilfælde Kjell Inge Røkke, og hans virksomhed, der er børsnoteret i Oslo, selv interesserer sig for, om den får sine aktier betalt. Jeg gik ind i det, fordi Niels Thorsen selv spredte usikkerhed og af hensyn til de mindre professionelle investorer."
"Jeg og mine medarbejdere på Fondsbørsen forsøgte at få viden frem. Men det, vi fik at vide, var modstridende og fragmenteret. Vi følge at der var ugler i mosen."

Rygtedannelsen
"Lørdag blev jeg så sikker på, at PFA var involeret, at jeg kontaktede direktør André Lublin. Søndag redegjorde jeg for min viden, herunder at PFA-Byg skulle have ydet en garanti over for LGT-Bank i Lichtenstein."
"PFA, inclusive hr. Trads, afviste pure. Derfor måtte jeg sige, at hvis jeg kunne få det på skrift, så syntes jeg, at vi skulle have det ud, så vi kunne stoppe rygtedannelsen."
"Resten af processen skal PFA have æren for. Om tirsdagen ringer Lublin til LGT Bank og spørger, om det er rigtigt at PFA er kunde der. Det kan han jo tillade sig at spørge om, fordi min påstand jo er, at de er kunder. Man kan vel sige det på den måde, at Lublin følte min drøftelse med ham så ubehagelig, at han gerne vil være helt sikker. Han får bekræftet, at PFA er kunde. Og så ruller sagen."
Kjell Inge Røkkes selskab Aker RGI, som solgte Gefion-aktier til en høj kurs til Kurt Thorsen, med garantibeviser fra PFA, mener at garantierne fra PFA må være bindende. Men PFA's advokat, Klaus Søgaard sagde i går, at der ikke er nogen risiko for at pensionskunderne mister penge. "Efter en juridisk gennemgang er det her en klar sag," sagde han.
Bestyrelsesformanden i PFA Pension, Jørgen Mølvang, sagde i går at han ikke går af, selv om han indtil onsdag også sad som bestyrelsesformand i Kurt Thorsens selskab CVI International.
Også forhenværende statsminister Poul Schlüter, har trukket sig ud af bestyrelsen i Thorsen-selskabet. Hans meddelelse til Fondsbørsen var dateret 18. januar i stedet for den 20. januar, men det var en beklagelig skrivefejl, meddelte Schlüter i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her