1999 er udråbt som Middelalderår, men der findes stadig en række sejlivede myter om den 'mørke' middelalder, mener professor Brian Patrick McGuire, der er middelalderhistoriker ved Roskilde Universitetscenter
Middelalderen er kommet på mode, men desværre findes der i dagens Danmark en masse misforståelser om den store europæiske middelalder, der strækker sig fra det vestromerske riges fald i 400-tallet til reformationen i 1500-tallet.
De sejlivede myter om 'den mørke middelalder' hviler både på gamle forestillinger om dansk overfor europæisk identitet, samt på resterne af den marxistiske verdensopfattelse som for en generation siden var så udpræget i Danmark. Den gamle radikale-venstre ånd, med dens mistænkeliggørelse af idealisme og store ideer, blev i Danmark i 1970'erne styrket af den marxistiske historieopfattelse. Resultatet har været en dyb skepsis overfor religiøs tro og forestillinger. Og selv langt ind i den snusfornuftige del af folkekirken har denne reduktionisme af ånd til materie hersket.
Der er i dag ti myter om den mørke middelalder, som det er på tide at gøre op med.
Myte I
Middelalderen var en mellem-tid, hvor alt gik i stå. Først med renæssancen og reformationen blev oldtidens lærdom genopdaget. Middelalderen var teknisk meget tilbagestående.
Ordet 'mellem-tid' er ikke middelalderens betegnelse for sig selv. Middelalderens mennesker mente, at de levede i 'moderne tider', og det var 1500-tallets italienske humanister opfandt udtrykket medium ævum. Humanisterne ønskede at slå bro mellem en glorværdig klassisk fortid og dens genfødsel i en lovende oplyst nutid, men det betød, at tiden efter Roms fald og inden humanisternes opdukken blev betegnet som 'mørk'.
1400-tallets humanister så sig selv som en redningskorps for europæisk kultur. De blev støttet af 1500-tallets reformister, der mente, at middelalderkirken havde forladt de idealer og den hverdag, som oldkirken havde skabt. Derfor var det i alle de 'progressives' interesse at betragte middelalderen som stilstand eller tilbagefald.
Nye generationer af middelalderhistorikere, specielt efter Den Anden Verdenskrig, har tilbagevist disse opfattelser. Middelalderlatin ses i dag som et levende sprog, der udviklede sig i tusinde år fra 400-1400, indtil humanisterne slog det ihjel. I teknikkens verden beundres middelalderens vindmøller og vandmøller for at have ændret landskabet og produktionsformerne. Efter 1000-tallet muliggjorde møllerne sammen med nye dyrkningsmetoder en stor vækst i befolkningen. Og klostrenes hygiejniske forhold, med sindrige kanalsystemer, sammenlignes med oldtidsbyen Roms sanitære forhold. En fransk historiker, Jean Gimpel, har populariseret disse forskningsresultater og har skrevet om middelalderens tekniske revolution.
Den europæiske middelalder, specielt fra midten af 1000-tallet og frem til reformationen, oplevede vækst og forandring på mange niveauer - og den gotiske byggestil fra midten af 1100-tallet var middelalderens egen skabelse.
Myte II
Middelalderens samfund var meget stabilt. Alle kendte deres plads i hierarkiet, og stort set intet forandrede sig.
Denne myte, som også kan kaldes 'nostalgiens middelalder', er mere et produkt af romantikkens forestillinger i 1800-tallet end af renæssancens og reformationens opgør med deres fortid. Som protest overfor den industrielle revolutions ødelæggelse af mennesker og landskaber drømte romantiske forfattere sig tilbage til en periode, hvor næsten alle levede på landet og oplevede en vidunderlig tryghed.
Som med de fleste hårdnakkede kulturelle myter, findes der en kerne af sandhed her. Middelaldersamfundet var i høj grad præget af livet på landet og centrerede sig omkring loyalitet overfor en feudalherre.
Trods denne tilsyneladende uforanderlige overflade var der dog store sociale forandringer. Den tidlige middelalder fra 500-1000 er præget af folkevandringer, invasioner og opbrud. Højmiddelalderen fra 1000-1300 ser en stabiliseringsproces, med omdannelsen af feudale enheder til monarkier og med store muligheder for driftige gejstlige, bønder og riddere til at ændre deres status. Senmiddelalderen fra ca. 1300 er præget af opgør mellem sociale grupper i nye og gamle byer og af magtkampe mellem politiske og kirkelige fraktioner. Disse konflikter er ikke krusninger på overfladen. Krig og pest omdanner senmiddelalderens samfund og skaber nye bevidsthedsformer.
Myte III
Middelalderen var domineret af paver, som gjorde deres yderste for at få enevældig magt over kirken. Paverne var nogle forfærdelige mennesker, der dyrkede verdslige interesser og havde elskerinder - men ingen idealer.
Pavens internationale rolle i begyndelsen af middelalderen er minimal. Han ses som bispen af Rom og Sankt Peters efterfølger, men han udøver meget lidt magt overfor andre kirker. Fra midten af 1000-tallet udfordrer en række reformpaver det verdslige samfund og kræver, at præster og bisper ikke længere udpeges af lægmænd.
Men det er først i 1100-tallet, at Roms biskop bliver en samlende skikkelse i den vestlige kristendom. Denne udvikling skyldes pavehoffets evne til at træffe afgørelser i sager, der berører kirkelige institutioner overalt i Vesteuropa. Rom bliver kendt som stedet, hvor udmattende stridigheder kan afsluttes med forlig, der tilfredsstiller begge parter. I løbet af dette århundrede vokser antallet af henvendelser til pavens domstol astronomisk.
Roms biskop bliver kirkens leder, fordi han er i stand til at løse problemer. Hans service-funktion afspejles netop i den titel som paver lånte fra deres forgænger i begyndelsen af middelalderen, Gregor 1. (590-604), kaldt 'Den Store'. Han titulerede sig servus servorum dei. Dette tjenesteideal er gensidigt. Når paven gør sig nyttig for kirkelige institutioner, bliver disse afhængige af ham og hans stilling i kirken. Derved skabes grundlaget for væksten i den pavelige magt frem til omkring år 1300, da den bliver udfordret af den franske konge.
Myte IV
Afladshandelen prægede middelalderen. De gejstlige bildte folk ind, at de ikke behøvede at angre deres misgerninger, men blot kunne betale sig fra dem.
Det er først med korstogsbevægelsen i begyndelsen af 1100-tallet, at kirken begynder at tilbyde aflad for den enkelte kristnes synder. Aflad er ikke tilgivelse og kan kun gives for de synder, der er blevet angret og skriftet. Kirken skelner mellem skyld (culpa), der skal renses og straf (poena), der skal betales. Aflad betyder fjernelsen af straffen.
Det er korrekt, at paven i slutningen af 1400-tallet udsendte dygtige prædikanter til Nordeuropa for at sælge afladsbreve. Bygningen af den nye Peterskirke i Rom krævede indtægter, som pavestolen ikke havde. Salget af aflad som indtægtskilde forårsagede kritik fra mange kredse, og allerede i begyndelsen af 1500-tallet var der mange røster, der fordømte afladshandelen. Men selvom Luthers reformation den dag i dag ses som startskuddet for en nødvendig reform af kirken, så var den faktisk led i en langvarig reformation, der går tilbage til 1000-tallets reformister.
Billedet af afladshandelens har passet fint ind i danskernes materialistiske tolkning af middelalderkristendommen som en religion, der bestod af "noget for noget": do ut des, jeg giver noget for at få noget retur. Men afladshandelen er et randfænomen og ikke nøglen til en forståelse af senmiddelalderens kirkelige krise. Køb og salg af gejstlige tjenester var for længst blevet fordømt som 'simoni', og det var kun et spørgsmål om, hvornår reaktionen fra kirkens side skulle komme.
Myte V
Middelalderens gejstlige led af undertrykt seksualitet. Stakkels unge mænd blev tvunget i kloster, hvor deres naturlige behov blev holdt nede.
Nogle gejstlige led under cølibatskravet. Men for andre var cølibat enten meget teoretisk eller kun et overskueligt problem. Antallet af præstesønner middelalderen igennem tyder på, at mange sognepræster levede sammen med kvinder og fik børn med dem. For den sekulære gejstlighed må vi skelne mellem landsbypræsterne og bypræsterne. For de første var kravene mildere, mens de andre måtte leve op til den kyskhedsideal, som franciskanerne og dominikanerne faktisk realiserede i deres fællesskaber.
Jeg ønsker på ingen måde at undervurdere seksualitetens betydning, men et liv i cølibat er muligt, når det enkelte menneske befinder sig iblandt ligesindede. Indenfor klostrene ser vi, hvordan åndelige venskaber, meditation og arbejdsfælleskaber betød, at der hverken var tid eller kræfter tilbage til en eksplicit form for seksuel adfærd. Denne kultur har efterladt venskabsbreve og digte, der indtil fornylig har været bedømt som sværmerisk eller misforstået kærlighed. Men der er måske ved at komme en større tolerance og åbenhed overfor dem, der valgte - og vælger - at leve i cølibat.
Bag angrebet på klostervæsenet for at kræve seksuel afholdenhed er der en opfattelse af kristendommen som en udadvendt prædiken-orienteret religion, hvor det meditative liv kun har en underordnet rolle. Denne tolkning er for mig en forvrængning af det kristne budskab, hvor den Maria, der sad ved Kristi fødder havde optimam partem, 'den bedste part' (Lukas 10:42). Klostervæsenets realisering af det kontemplative liv er en udfordring i en kultur som vores, der sætter pris på udadvendt aktivitet og materiel produktion som de højeste værdier.
Myte VI
Kvinder blev meget undertrykt af middelalderens kirke, forment adgang til alle former for religiøs indflydelse og tvunget i kloster. Kvinder blev set som potentielle hekse.
Det er rigtigt, at kvinder fra 1000-tallet blev forment adgang til at udøve sakramentet i kirken. Men mange kvinder fik gavn og glæde af kirkens beskyttelse og institutioner. For dem, der ikke ønskede at føde børn og søgte former for intellektuel dannelse, gav klosterlivet en åbning til et tryggere og rigere liv. Selvfølgelig var der familier, som beordrede døtre i kloster, men der var også unge kvinder, der flygtede fra deres familiers ægteskabsplaner og insisterede på at leve i et klosterfællesskab.
Kvinder udøvede en vigtig funktion i middelalderkirken som åndelige vejledere for gejstlige mænd. Birgitta af Vadstena er en velkendt skikkelse, såvel som Katarina af Siena. Som Pil Dahlerup har vist i sine fremragende nye bind om middelalderens litteraturhistorie, blev dele af Katarinas værker i 1400-tallet oversat til dansk.
Og i begyndelsen af 1400-tallet skrev Jean Gerson, Pariseruniversitetets kansler, på fransk værket Kontemplationens bjerg. Hans formål var at give sine søstre og andre kvinder støtte i deres søgen efter det kontemplative liv. Gerson beundrede kvinders evne til at leve sammen i uformelle religiøse fællesskaber og mente, at det var gejstlighedens pligt at skabe tekster, som kvinderne kunne bruge i deres hverdag.
Myte VII
Ægteskaber var i middelalderen baseret på fornuft, og de involveredes ønsker blev tilsidesat af deres familier.
Kirken har ofte tilgodeset slægternes interesser igennem ægteskabsinstitutionen. Men i løbet af 1100-tallet lagde teologerne i Paris mere og mere vægt på ægteskab som et sakramente indstiftet af Kristus, og som et valg for den enkelte person. Ægteskab kunne kun indgås frivilligt. Hvis der ikke var consensus eller samtykke, var der intet ægteskab.
Teologerne insisterede, i modsætning til kirkejuristerne på, at samleje i sig selv ikke er tilstrækkelig for at sikre indgåelsen af et ægteskab. Hvis en kvinde kom til præsten og hævdede, at hun havde været brugt mod sin vilje, måtte kirkeretten undersøge påstanden. I mange tilfælde blev kvinders påstand om manglende samtykke tilstrækkelig for opløsningen af ægteskabsbånd.
Det romerske begreb om maritalis affectio kom i den kristne teologi til at beskrive en følelsesmæssig kærlighed mellem kvinde og mand. Enhver kvinde havde krav på denne affektion og kunne forlade sin mand, hvis hans forhold til hende byggede på vold og straf. Hvis et gyldigt ægteskab lå til grund for deres samliv, kunne kvinden ikke giftes igen, men hun kunne gå i kloster eller leve alene, uden at manden og hans familie fik adgang til hende.
Myte VIII
1100-tallet var en vækstperiode, hvilket Danmarks mange romanske landsbykirker er beviser på. Men fra senmiddelalderen, der er præget af krig, pest og kætterforfølgelser, mister kirken grebet om befolkningen. Reformationen i 1500-tallet var resultatet af en kirke i krise, fordi de gejstlige havde fjernet sig fra den almindelige befolkning.
Ovenstående er en af de mest hårdnakkede myter om middelalderen, men jeg vil pege på en alternativ tolkning: Middelalderen fører til reformation, fordi kirken faktisk har haft succes i at bevidstgøre en stor del af befolkningen. Prædikenen er nået ud til alle hjørner af samfundet, og borgere i byerne har vænnet sig til en større deltagelse i kirkens liv og kirkens indre debat. Det er lægbefolkningens modtagelse af det kristne budskab fra kirken der skaber grobund for reformationen. Denne revolution of rising expectations er resultatet ikke af kirkens fiasko men af dens succes.
Myte IX
Middelalderen var en forfærdelig periode med forfølgelse af alle, der var anderledes: Jøder, muslimer eller kættere. Inkvisitionen blev et paveligt magtapparat, der terroriserede Europa, og der blev brændt mange hekse i løbet af middelalderen.
Det er korrekt, at grupper af kristne, der offentligt prædikede mod kirkens autoritet blev forfulgt som kættere. Men både lægfolk og gejstlige, der kritiserede kirken, blev ikke forfulgt: De blev ofte betragtet som nødvendige led i kirkens indre opgør.
Jøder blev også forfulgt, men den officielle kirke fra 800-tallet og indtil reformationen gjorde meget for at beskytte jøderne mod overgreb fra den almindelige befolkning. Muslimer kunne også være i fare, men i Spanien levede de i fred gennem det meste af middelalderen i de områder, som var blevet vundet tilbage af de kristne. Det var først i slutningen af 1400-tallet, at Spaniens muslimer og jøder blev udstødt.
Inkvisitionen begyndte i 1200-tallet som en pavelig undersøgelsesdomstol, der skulle erstatte de tilfældige biskoppelige domstole, der bekæmpede kætteri. Bortset fra korte perioder i begyndelsen var inkvisitionen aldrig et særligt effektivt middel mod kætteri. Det tog tid at indkalde vidner, at afhøre de anklagede og at dømme om skyld eller uskyld. Det er først, da middelalderen er ved at være forbi, at inkvisitionen bliver mere effektiv som instrument til tankekontrol. På dette tidspunkt overtages den af verdslige myndigheder, som bl.a. den nye kongemagt over Spanien.
Med hensyn til hekse: heksebrændinger begynder først i slutningen af 1400-tallet, da middelalderens optimisme er ved at blive erstattet af de kommende århundreders frygt og polarisering.
Myte X
Danskerne holdt altid pavekirken på afstand og gjorde deres yderste for at vise, at der længe inden reformationen fandtes en slags folkekirke i landet. Vi blev aldrig rigtigt en del af den 'latinske kristendom', og bl.a. derfor er vi den dag i dag fremmede overfor Den Europæiske Union,
Dette er 'Kløvedalmyten' - opkaldt efter Ebbe Reichs kamp mod det europæiske, som opsummeres i hans roman fra 1979, Festen for Cæcilie. Denne tro på det danske særpræg går meget dybt i vor nationalbevidsthed og strækker sig langt ud over det politiske højre og venstre og ind i de Radikales, Venstres og Socialdemokratiets vanetænkning.
Myten går ud på, at vi bare er bedre. Vi er begunstiget af at være et folk, et sprog og et fællesskab, som har været på plads i mere end tusinde år. Vi har ikke rigtigt brug for de andre udefra og har nok i vor egne traditioner og historie.
Nej, nej og atter nej. Danmark har siden 900-tallets slutning været en del af det kristne Europa - for better and for worse. En ny middelalderforskning i Danmark, som netop nu undersøger forbindelser mellem kongemagt og pavedømmet, afslører den falske myte om dansk egenart og enegang. Danmark var en del af et europæiske kristent fællesskab, og kristendommen var mere end et fænomen ved hoffet og i stormandsslægterne. Den kristne lære trængte igennem i alle lag i befolkningen, i høj grad takket være en prædiken, der foregik på det folkelige sprog. Kirken var indtil 1500-tallet ikke splittet mellem højgejstlige magtfyrster og fattige og uvidende sognepræster. Institutionen var en enhed, der fik budskabet igennem.
Mit opgør med myterne om middelalderens Danmark og Europa er blevet en livsbeskæftigelse. Mit åbenlyse engagement og brug af min viden, også i indvandrerdebatten, har betydet, at jeg hos mange akademikere betragtes som en overfladisk formidler, der ikke aner, hvad han taler om. Dette er en pris, som jeg gerne betaler.
For middelalderen udfordrer alt, som moderniteten har været stolt af: materialisme, individualisme og bedreviden. I en postmoderne verden er der plads til en ny middelalder. Jeg glæder mig.
Litteratur: Se bl.a. Jean Gerson. "Early Works, Classics of Western Spirituality", Paulist Press: Mahwah, New Jersey, 1998. Oversat af Brian Patrick McGuire
