Læsetid: 6 min.

Tid til familien - penge til firmaet

12. januar 1999

På virksomheden Cotas har man indført en familievenlig fleksibilitet, der får alle fra direktør til montrice til at smile

Direktøren Ole Riis Hansen smiler kun lidt mere end de øvrige ansatte på billederne i persongalleriet, der pryder væggen i montageafdelingen i den århusianske elektronikvirksomhed Cotas. Og spørger man ham, hans værkfører, tillidskvinden, ja, selv den lokale fagforeningsformand, siger de samstemmende, at de ansatte heller ikke har grund til andet end at smile.
Virksomheden har nemlig bevist, at det ikke er så svært at skabe bedre rammer for de stressede børnefamilier, så de kan opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.
Montageafdelingen i virksomhedens nye velindrettede og behagelige ejendom på Paludan Müllersvej i den nordlige del af Århus er stor, lys og indbydende. Montricerne sidder fire og fire i små grupper og lodder og monterer, mens de lytter til hver deres musik i hovedtelefonerne.
"Vi gør meget ud af arbejdsmiljøet," siger værkføren Lars Sørensen og henleder opmærksomheden på, at 'pigerne' sidder på ordentlige stole og har deres eget lille bord og selv kan vælge den musik, de vil arbejde til, og peger på de lyddæmpende kasser, der hænger i loftet.
"Også sådan noget som de grønne planter her: De er heller ikke helt billige, men vi synes, det er vigtigt," siger han, mens han kærtegner en enorm grøn palme, der står på gulvet.
Men det er ikke kun de fysiske arbejdsvilkår, der er i fokus på virksomheden. Cotas har i samarbejde med Socialforskningsinstituttet (SFI) haft succes med at gøre det nemmere for de ansatte at få familie og arbejdsliv til at hænge ordentligt sammen. Ikke alle pladserne i afdelingen er fyldt, og selvom klokken kun nærmer sig et, er mange ved at tænke på at gå hjem.

Fiks og fleks
For godt nok har montricerne en daglig fiks-tid, hvor de skal være på arbejde. Men derudover har de mulighed for at møde tidligere og blive længere og dermed opspare afspadseringstimer, der kan benyttes, når familielivet kræver det. Torsdag og fredag kan de gå tidligt, men de må højst have et overskud på ti timer og et underskud på fem på deres fleks-konto.
"Men vi taler om det, og hvis der er én, der har brug for det, kan vi i særlige tilfælde godt acceptere helt op til 20 eller 30 timer på plussiden," fortæller Lars Sørensen.
Derudover har man indført udvidede muligheder for at få hele afspadseringsdage og selv at bestemme over ferien, og der er indført en ordning, som gør det muligt at få lov til at arbejde på nedsat tid - 33 timer - i en begrænset periode, mens ens børn er små.
Det var den administrerende direktør, Ole Riis Hansen, der oprindeligt besluttede, at Cotas skulle deltage i SFI's projekt, men det var en fokusgruppe bestående af ansatte, som formulerede de ønsker, der nu er blevet gennemført.
Og alle fra virksomhedens ledelse til kvinderne på gulvet er tilfredse med ordningerne.

Timer til børn og firma
"Nu var der ellers lige Bryan Adams," siger Ruth Neumeister, der er de 125 montricers tillidskvinde, da Information og værkføreren forstyrrer. Men hun vil gerne fortælle om de erfaringer, hun har med den øgede fleksibilitet.
"Kvinders største problem er dårlig samvittighed," siger hun.
"Enten skylder man børnene eller firmaet timer. Men samvittigheden kan man lege lidt med med den her flekstid."
Flekstiden betyder, at kvinderne i nogle uger kan komme helt ned på 22 timer, hvis det lille hus brænder, som Ruth siger.
"Men det er der nu aldrig nogen, der gør. De fleste har næsten altid overskud på kontoen, fordi de arbejder henimod, at der kan ske et eller andet i familien, som gør, at man har brug for at holde fri en dag," siger Ruth
Seniorforsker på SFI Helle Holt, der også har været tilknyttet projektet på Cotas, har tidligere i Information foreslået - bakket op af en amerikansk undersøgelse - at jo bedre vilkår man har på arbejdspladsen, jo mindre har man lyst til at tage hjem til det stressende familieliv.
Ruth mener dog ikke, at det er det, der gør sig gældende for hendes piger.
"Nej, vi sidder her jo ikke tre timer ekstra hver dag. Men vi gør lige det færdigt, som vi er i gang med, og så opdager man, at 'hov, der røg lige 20 minutter på kontoen'," siger hun. Fleksordningen bliver brugt flittigt. Især af de kvinder der har børn.
"Børn kan jo ikke programmeres. Ofte er det kun lige ti minutter mere, der skal til om morgenen for at få dagen til at gå nemmere," siger
Ruth.

Få på nedsat tid
Til gengæld er der kun seks kvinder, der har søgt om og fået lov til at arbejde på nedsat tid. Ifølge Lars Sørensen skyldes det, at det ofte er de enlige kvinder, som har brug for de ekstra fire timers frihed.
"Men det er jo også dem, der ikke har råd til det," siger han og afviser, at det skulle skyldes, at kvinderne godt ved, at virksomheden ikke er vild med ordningen og derfor prøver at begrænse antallet af ansatte på nedsat tid.
"Det tror jeg slet ikke. For dem, der har søgt, har jo fået lov," forklarer han. Det er
Ruth enig i. De er i det hele taget så enige, at det kan svært at huske, hvem der er leder, og hvem der er montrice, hvis det ikke lige var for kønsforskellen.
"Fleksibiliteten skal jo ikke kun komme oppefra, men også fra vores side," fortsætter Ruth. Lars nikker ihærdigt. Han har heller ikke noget at udsætte på de fleksible ordninger, som virksomheden har indført, selvom det gør det sværere for ham at lede og fordele arbejdet.
"De kommer jo ikke ind til mig og siger, hvornår de kommer og går. Men det har vist sig, at der er en vis rytme i deres arbejdstider, så det er sjældent, at jeg ikke ved, hvem der er her hvornår. Vi er jo vanedyr," siger han.
Ruth bakker ham grinende op:
"Det er meget nemmere for os vi kan jo sagtens planlægge vores arbejde. Det er værre med Lars," siger hun. De er også enige om, at systemet ikke bliver misbrugt, og at montricerne ikke bare lopper den i de timer, hvor Lars ikke er der.
"Det vil jo lynhurtigt blive opdaget," siger Lars og henviser til, at det er enhver leders ret at gribe ind, hvis der er noget, der ikke fungerer.
"Vi tjekker selvfølgelig hver enkelt medarbejders effektivitetsprocent på computeren," siger han.
Det ved Ruth godt, men hun synes, det lyder alt for firkantet og synes, hellere vi skal snakke om det gode i ordningen.
"Det er blevet mere tilfredsstillende at være på arbejde nu, hvor man i højere grad selv kan bestemme, og så er vi også parate til at give den en ekstra skalle, når det er nødvendigt. For hvis man har et dumt svin som chef, der står og svinger pisken, så får han også sine medarbejdere og en effektivitet derefter," siger Ruth.

Tilfreds direktør
Det har direktøren Ole Riis Hansen forlængst opdaget. Han er tilfreds med den måde, virksomhedens fleksibilitet giver sig til udtryk i mere tilfredse og dermed mere samarbejdsvillige ansatte.
"Det er selvfølgelig ikke kun for deres blå øjnes skyld. Vi får nogle glade medarbejdere, der også er glade for at komme på arbejde og derfor yder en fornuftig indsats," siger direktøren.
Han er ikke i tvivl om, at virksomhedsledere i dag bliver nødt til at forholde sig mere til de bløde værdier som familiepolitik end tidligere, hvis de vil udvikle deres virksomheder og fastholde deres ansatte.
"Selv vores ufaglærte arbejdere er jo faglærte på deres område, og det koster rigtig mange penge at oplære nogle nye, hvis folk rejser, fordi de ikke føler sig tilpas på arbejdspladsen. Han kan ikke sætte kroner og øre på de besparelser, virksomhedens familievenlige fleksibilitet har medført i form af mindre sygefravær og oplæring eller større effektivitet. "Men der er ingen tvivl om, at det har været en stor fordel for os," siger han og smiler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her