Læsetid: 7 min.

Tilfredshed er vækstens fjende nummer ét

21. januar 1999

Når folk begynder at føle sig materielt mætte og vil ned i arbejdstid, bliver erhvervslivet og vækstpolitikerne nervøse

statistisk set
Statistikken taler et umisforståeligt sprog: Gennem de seneste 20 år er andelen af danske hjem med farve-tv steget fra 50 til 98 procent. Andelen af hjem med to farve-tv er i samme tidsrum steget fra én procent til 30. Andelen af husholdninger med opvaskemaskine er mere end fordoblet - fra 18 til 46 procent.
Gennem 1990'erne er andelen af husholdninger med video steget fra 38 til 81 procent, mens hjem med pc voksede fra en andel på 15 procent til 53. Mikrobølgeovne fandtes i 1990 i 17 procent af husstandene og i 1998 i 49 procent. Hvor kun to procent af husstandene i 1995 var koblet på Internettet, er andelen nu 22 procent. Næsten to millioner danskere har i løbet af 1990'erne skaffet sig mobiltelefon - den findes nu i hvert andet hjem. Oven i det hele er antallet af sommerhuse vokset med næsten 20 procent over to årtier.
Et billede af ekstrem rigdomsvækst. Men også et billede af travlhed. For eftersom de individuelle lønninger ikke er vokset med samme hast som forbrugsudvidelsen, har der måttet ydes stadig mere arbejde pr. familie. At anskaffe sig et billigt sommerhus kan f.eks. koste, hvad der svarer til ti ugers arbejde om året for en familie med en gennemsnitsindkomst.
Det rejser spørgsmål: Vil danskerne acceptere fortsat at arbejde så hårdt - måske endnu hårdere - for yderligere at øge den materielle velstand? Er der ingen grænser for, hvor mange såkaldt 'varige forbrugsgoder', der kan proppes ind i de danske hjem? Kan producenterne blive ved at skabe nye behov?
Jørgen Stig Nørgaard har fra sit kontor på Danmarks Tekniske Højskole fulgt danskernes materielle livsstil i årtier. Egentlig er han civilingeniør og ekspert i tekniske energibesparelser, men den mangeårige forskning på dette område har givet ham både indsigt i og skarpe holdninger til danskernes forhold til arbejde, forbrug og livsstil.

Veje til vækst
I flere faser siden krigen har der vist sig tegn på mætning - behovstilfredsstillelse - men hver gang er der skabt nye veje til fortsat forbrugsvækst, påpeger Jørgen Nørgaard.
"Da amerikanerne i 1950'erne viste tendens til at være tilfredse med deres levestandard, blev det psykologiske reklamevåben introduceret. Herhjemme er butikkernes forlængede åbningstider et aktuelt eksempel på, at man finder nye måder at øge forbruget. Hele det elektroniske betalingssystem er i praksis et redskab til at fremmedgøre folk over for udgifter og indtægter, og dét får pengene til at sidde løsere."
- I dag er boligerne proppet med apparater, der skal hjælpe og fornøje os. Kan der virkelig skabes yderligere behov?
"Det kan der nok. Man kan jo sørge for stadig hurtigere udskiftning af tingene. F.eks. på det elektroniske område, hvor der hele tiden skabes nye muligheder for at kombinere og integrere teknologierne - computer, telefoni, tv - og hvor både software og hardware hele tiden opgraderes, så man bliver lukket ude, hvis man ikke til stadighed udskifter sit udstyr."
Nørgaard fortæller om en statsinstitution, der på sin hjemmeside har introduceret et logo, der kræver så stor computerkapacitet, at mange ikke kan modtage det uden at anskaffe sig nyt udstyr.
"På dette område foreligger der store muligheder for at skabe nye behov og øget omsætning. Det gælder også de mere traditionelle hårde hvidevarer, hvor der konstant tilføres nye facetter og egenskaber, og hvor forhandleren over for forbrugeren kan fremstille gårsdagens avancerede model som nu håbløst utidssvarende."
- I dag er der et udtalt ønske om mere fritid og mindre arbejde, men i praksis vælger mange en materiel levefod, som forudsætter en stigende indkomst. To modsatrettede tendenser?
"Det er rigtigt. Men tingene hænger sammen: Det ekstra forbrug, man har, kan til dels begrundes i, at man arbejder så meget: Når begge voksne i en familie skal på arbejde, opstår der behov for at have en dybfryser, en bil, en mikrobølgeovn for at nå det hele," siger Jørgen Nørgaard.
"Det er, synes jeg, en ond cirkel. Som er svær at bryde for den enkelte. Det er svært at sige nej, hvis man får tilbudt en høj løn for sin villighed til at arbejde mange timer. Og så ender mange med at have - det hører jeg da folk sige - alt for mange penge, som de så må finde noget at bruge til."
En amerikansk kollega har beskrevet sit dilemma med at tjene for mange penge.
"Han ville ikke øge sit materielle, miljøbelastende forbrug, så han satte pengene i banken - kun for at opdage, at banken investerede i projekter, der også øgede ressourceforbruget og miljøbelastningen. Derfor gav han sine penge til kirken - som straks gik i gang med at bygge en ny kirke. Så det klogeste er måske at smide pengene direkte i kloakken... Nej, det bedste er naturligvis at lade være med at tjene flere penge, end man behøver. Altså ikke arbejde mere end nødvendigt."
- Er det rigtigt, at folk vil arbejde mindre? Den personlige arbejdstid er steget de senere år.
"Mennesker vil gerne have et arbejde, fordi det giver dem identitet og knytter dem til et fællesskab, til samfundslivet. Men dét behov er ikke i modstrid med en kortere arbejdstid. Det kan opfyldes på 25 timer såvel som på 35. Danskerne er så vidt jeg ved det mest arbejdende folk i Europa, selv om meningsmålingerne viser, at rigtig mange gerne vil have nedsat arbejdstid. Der skal man skelne mellem den individuelle situation og den kollektive. Hvis den enkelte skal vælge at gå ned i arbejdstid og indtægt, så tøver man formentlig mere, end hvis det er en fælles beslutning via overenskomsterne. Men en sådan beslutning er ømtålelig i en tid, hvor samfundet individualiseres, og budskabet i stigende grad er, at enhver skal have lov at vælge for sig selv."

Overgangsfænomen
Tegn på mætning og ønsker om nedsat arbejdstid er også kontroversielt for de, der ser vækst i økonomien som et mål i sig selv.
"Det er bemærkelsesværdigt, at økonomen John Stuart Mill for 150 år siden - og siden hans kollega John Maynard Keynes - anså den økonomiske vækst for en midlertidig fase. Væksten skulle bane vej for en situation, hvor folks behov er tilfredsstillede for så vidt angår forhold, der har med økonomi at gøre. Derefter kan vi interessere os for sang og samvær, for naturen og for at have det godt. Desværre er vi i praksis blevet begravet i en vækstmani, som det er meget svært at gøre sig fri af."
Jørgen Nørgaard mener, at hvor væksten engang blev set som redskab til at sikre større lighed, så er man nu snarere i en situation, hvor politikere bevidst opererer med ulighed som instrument og motiverende faktor til at sikre vækst som mål i sig selv.
"Den relative høje grad af lighed i Skandinavien har skabt en tendens til mætning - udtrykt ved ønsket om mindre arbejde - som kan udgøre en trussel mod væksten. Det opfatter bl.a. socialdemokratiske regeringer som et dilemma. Men de og ligesindede politikere og erhvervsfolk påtager sig et stort ansvar, når de reelt forøger uligheden og aktivt modarbejder tendenserne til naturlig mætning for at fastholde væksten. De bevæger sig væk fra Mill og Keynes' oprindelige synspunkt, at økonomien var til for menneskenes skyld. Nu er det åbenbart mennesket, der er til for økonomiens skyld og må indrette sig derefter - f.eks. ved stedse at sætte forbruget op."
- Har Lykketoft ikke en pointe, når han for fortsat at kunne finansiere velfærdsstaten appellerer til danskerne om at arbejde mere, vente med at gå på efterløn osv.?
"Tæring må sættes efter næring, og i et kortere tidsperspektiv kan det absolut være nødvendigt at justere i efterlønsordninger og pensionsalder, men i den langsigtede politik er der brug for nogle dybere overvejelser over, hvor vi egentlig vil hen. Det er temmelig let at underbygge, at vi med al vores teknologi vil kunne forsørge alle, også med en kortere arbejdstid. Mange af de offentlige udgifter vil falde, hvis vi nedsætter arbejdstid og -tempo. Det kunne f.eks. tænkes, at folk vil være mere sammen med deres børn, måske også med de gamle, og at vi dermed kan spare nogle institutionsudgifter. Det kan også være, man blev mindre syg, hvis arbejdet var mindre belastende. Sådan noget vil vise sig ved en nedgang i bruttonationalproduktet, men det er svært at hævde, at det er udtryk for en nedgang i livskvalitet," påpeger Nørgaard.
Han er stærkt opmuntret af, at lønmodtagerne ved de aktuelle overenskomstforhandlinger kræver mere fritid:
"Men samtidig kræver de fortsat lønforhøjelse. Det store vendepunkt kommer først den dag, folk siger, at de vil acceptere lønnedgang for at få mere fritid."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu