Læsetid: 11 min.

Et tragisk århundrede

8. januar 1999

Verdensøkonomien som et frit marked er en utopi, siger professor ved London School of Economics. John Gray, der forudsiger et snarligt sammenbrud for laissez-faire kapitalismen - men håber på et europæisk alternativ

Sidste år måtte professor John Gray fra European Institute ved London School of Economics indkassere en storm af barske anmeldelser af sin seneste bog False Dawn - The Delusions of Global Capitalism.
Bogens hårde opgør med den globale laissez-faire kapitalisme er af fnysende kritikere blevet kaldt "dybt pessimistisk" og "dommedagsagtig". Men Gray, der bl.a. er kendt for sine bøger Enlightenment's Wake og Voltaire and Enlightenment og om filosoffen Isaiah Berlin siger i et interview med Information, at sidste års finanskrise har bekræftet de værste forudanelser.
"Krisen i Asien er det første stærke bevis på, at den globale kapitalisme er blevet ustyrlig. De store uregulerede kapitalbevægelser i de seneste år har vist sig at være socialt destruktive og økonomisk destabiliserende for landene. Og i min bog Falsk daggry forudså jeg også, at ethvert forsøg på at indføre den angel-saksiske kapitalismemodel i Rusland ville slå fejl. Det var umuligt at forudsige, hvornår dette utopiske eksperiment ville kollapse, men det var forudsigeligt, at det ville bryde sammen. Og det gjorde det. Den grundlæggende statsbygning og institutioner var ikke tilstede, og en række af de kortsigtede politikker, som Den Internationale Valutafond og Vesten påtvang russerne, havde store omkostninger for den russiske befolkning. Og det har nationalistiske, kommunistiske og fascistiske kræfter i Rusland forsøgt at udnytte."
Gray mener, at den almindelige opinion i politik, medierne og erhvervslivet efterhånden er blevet så afkoblet fra de menneskelige realiteter, at den ikke længere kan adskille utopi fra realitet - og derfor nærmest pr. instinkt afvises alle kritikere af laissez-faire kapitalismen:
"Ordet utopia, som det i sin tid blev brugt af Thomas Moore, betyder det sted, som ikke eksisterer. Og forestillingen om, at man kan gøre hele verdensøkonomien til et universelt frit marked er fuldstændig utopisk i ordets dybeste betydning. Man ignorerer, at institutioner og kulturelle traditioner har en afgørende betydning for, at markedet kan fungere i længden."
Gray har stadig et stænk af Oxford University, hvor han i mange år slog sine folder på St. Jesus College. I dag er han professor i 'europæisk tænkning' på London School of Economics, der ledes af den førende 'tredie vejs' ideolog, sociologen Anthony Giddens.

Hybris
John Gray opfatter 'det frie marked' som "en anormalitet, der historisk set kun har kunnet eksisteret i korte tidsperioder. Som i Storbritannien i det 19. århundrede. Det var et klassisk eksempel på den rationalistiske sociale manipulation, som Karl Popper kalder for 'utopisk social ingeniørvirksomhed'. Det er lige så meget hybris at tro, at man kan skabe et frit marked på det globale plan, som det var i det 19. århundredes Storbritannien."
- Men holder analogien? Verdenshandelsorganisationen, WTO, og Den Internationale Valutafond er trods alt institutioner, som forsøger at definere nogle politiske spilleregler for markedet?
"I 80'erne og i begyndelsen af 90'erne vandt en ekstremt spekulativ økonomisk udviklingsteori frem, og sammen med den ny-liberale filosofi blev den ført ind i Bretton Woods-institutionerne af den globale elite. I dag er WTO's rolle blevet at få 'det frie marked' udbredt til hele det økonomiske liv i alle lande. Men tænkningen er udtryk for en blanding af halve sandheder og utopiske forhåbninger."
Tanken om et globalt frit marked er ifølge John Gray et produkt af oplysningstidens projekt - drømmen om at erstatte de menneskelige kulturers historiske diversitet med en universel civilisation. Og det bliver måske det sidste oplysningsprojekt overhovedet.
John Gray mener, at det globale laissez-faire projekt, der for alvor vandt frem efter afslutningen på den kolde krig, vil få en kortere levetid end Belle époque i slutningen af sidste århundrede, der varede fra 1870 til første verdenskrigs udbrud i 1914.
"Det globale laissez-faire projekt er uholdbart. Og jeg mener, at den opfattelse er ved at vinde anerkendelse. Se hvordan IMF og Verdensbanken bremser op, og de erkender efterhånden, at der i bestemte sammenhænge er brug for en vis kapitalkontrol," forklarer Gray.
Det er ikke globaliseringen som sådan, han advarer imod. Væksten i verdensøkonomien og en øget teknologisk udveksling over landegrænserne vil være af stor betydning for menneskeheden, fastlår han.
"Globaliseringen af det økonomiske og kulturelle liv tog sin begyndelse helt tilbage i det femtende århundredes Europa, og den teknologisk drevne modernisering er siden accelereret. Den udvikling ser ikke ud til at kunne stoppes. Kun en økologisk katastrofe kan standse eller forsinke den," siger Gray, der mener, at kun en politisk ramme med globale reguleringer af valutaer, kapitalbevægelser, handel og miljøbeskyttelse er et tidsvarende svar på udviklingen.

Socialt tilbageslag
Økonomiske uligheder på nationalt og globalt plan skaber øget ustabilitet på det frie marked, og Gray frygter derfor, at det kan føre til socialt kaos og politisk uro - et tilbageslag for laissez-faire utopien ved afslutningen på det 20. århundrede:
"De amerikanske arbejdsløshedstal er måske lavere end i Europa, men de amerikanske tal medtager ikke den enorme fængselsbefolkning, der ellers ville have været på arbejdsmarkedet. Også de europæiske statistikker er mangelfulde. De britiske og de danske tal for arbejdsløsheden medregner ikke alle de, som er blevet stødt ud af arbejdsmarkedet. Når 10-20 procent af befolkningen marginaliseres i ellers velfungerende velfærdsstater og ender som en ny underklasse, så er det farligt. Det er farligt, fordi de radikale højrefløjspartier udnytter det til at lancere en anti-immigrations og en anti-EU politik, samtidig med at de paradoksalt nok kombinerer det med en aktiv velfærdspolitik."
De ekstreme højrefløjspartier har dog et strategisk problem, mener Gray. De er alle imod EU, men hvis de vil beskytte sig mod globaliseringen og føre en protektionistisk politik, så kan det kun lade sig gøre på europæisk plan. "Danmark kan ikke føre en protektionistisk politik, og det kan Frankrig heller ikke. De ekstreme højrefløjspartier har intet holdbart økonomisk program. Det eneste, de har, er zenofobiske holdninger, som får opbakning i visse dele af samfundet."
- I bogen taler De om en gen-proletarisering af middelklassen, og at der samtidig sker en destruktion af borgerlige værdier. Hvilke konsekvenser vil det få for kapitalismen?
"Kapitalismen har altid været meget modstandsdygtig, men i dag er de grundlæggende borgerlige institutioner under nedbrydning. I USA og Storbritannien kan middelklassen ikke længere regne med at have et sikkert job og en stabil karriere, og den udvikling vinder også frem i de kontinentale europæiske lande, som Tyskland og Danmark. Det er endnu ikke sådan, at en lærer f.eks. skal tage seks forskellige job i hele sit arbejdsliv for at kunne klare sig, men det nye er, at man på et eller andet tidspunkt bliver tvunget til at skifte profession og genopfinde sig selv. De europæiske samfund er meget dårligt forberedt på den situation."
- Men fører denne form for fleksibilitet og teknologisk forandring ikke til en gennemætsning af menneskets karakter, som sociologen Richard Sennett peger på i sin seneste bog?
"Nej, ikke nødvendigvis. Der findes andre og blødere former for fleksibilitet end dem Sennett beskriver i sin bog. I Sverige, Holland og Tyskland taler de om mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet, men der er ikke skabt et helt nyt arbejdsregime endnu. Jeg tror godt, man kan skabe fleksible arbejdspladser, der ikke ender i den traditionelle hyr-og-fyr politik fra arbejdsgiverens side. Men en ting er sikkert: Vi kan ikke vende tilbage til den klassiske socialdemokratiske politik med fuld beskæftigelse, som eksisterede i efterkrigstiden."

Alternativet
- Kan de socialdemokratiske regeringspartier i Europa ikke lægge en dæmper på laissez-faire kapitalismen?
"Jeg tror, at de forsøger at skabe en blødere udgave af markedsfleksibilitet. Men jeg tvivler på, at den aktuelle politik vil få en længerevarende effekt i det globale laissez-faire miljø."
John Gray håber, at der kan skabes en alternativ europæisk vision for kapitalismen og et helt andet økonomisk regime end det nuværende. Som han ser det, dumper det frie marked alle former for sociale og miljømæssige omkostninger, og overlader det til staten og samfundet at rydde op. En mere social udgave af kapitalismen ville internalisere disse omkostninger i produktionen, siger han.
Men giver dog nødig slip på den i sit intellekt iboende skepsis:
"Indtil USA går ind for en regulering af kapitalbevægelserne og en gældslettelse for de fattigste lande - ikke nødvendigvis gør op med frihandelen - indtil det sker, vil alle europæiske bestræbelser på at ændre den globale orden ikke bære frugt," siger Gray.
Alligevel vil han ikke afvise, at der med tiden kan komme et politisk tilbageslag, også i USA.
"Det er perverst, at USA - der ellers betragtes som en model for moderniteten - lader markedet nedbryde samfundsstrukturerne, for derved fremprovokerer man i virkeligheden en moralsk fundamentalisme."
Han tror, at så snart finansmarkedets ustabilitet får kontante økonomiske konsekvenser og arbejdsløsheden stiger i USA, vil mere traditionelle politiske kræfter kræve protektionisme og isolationisme.
"Det vil blive en slags merkantilisme, og det vil føre til afslutningen på den globale laissez-faire. Det er, hvad jeg forventer vil ske i løbet af de næste fem år. Boomperioden på Wall Street er endnu ikke slut, men når det sker, så vil Kongressen presse på for mere protektionisme og USA vil blive mere nationalistisk og indadskuende. Det virkelige spørgsmål er derfor, hvordan vi kan undgå at ende i en æra med handelskrige. Den klassiske protektionisme er et utroligt farligt svar. Det vil svække det økonomiske samarbejde mellem landene."

Tragisk århundrede
"Vi befinder os i en tragisk periode, hvor anarkiske markedskræfter og skrumpende naturressourcer presser de nationalstaterne ind i stadig mere faretruende rivalisering. I det hele taget har det 20. århundrede været det værste i den menneskelige historie. Tænk bare på Holocaust og Gulag."
- Det 20. århundrede har vel også været ramme for et bemærkelsesværdigt teknologisk og økonomisk fremskridt, og i de sidste 30 år er millioner af mennesker trukket ud af fattigdom?
"Jo, men der er også mange tragiske ting ved dette århundrede. En af dem er, at netop som et tæt økonomisk samarbejde er blevet allermest nødvendigt, så er det blevet endnu sværere at skabe det. Der er alvorlig risiko for en nedadgående spiral med protektionisme og devalueringer. Vi kan komme til at opleve en frygtelig og gensidig ødelæggende handelskrig."
- Handelsprotektionisme betragtes af nogen som et nødvendigt middel til at genrejse nationalstatens autoritet. Hvad siger De til det?
"Den suveræne nationalstat er kun en blandt flere aktører på den globale arena, men den har ikke længere kontrol over udviklingen. Højt udviklede stater leverer side om side med stater, der er kollapset. Og vi har transnationale institutioner, der fungerer side om side med sub-nationale enheder. Vi har en struktur med overlappende institutioner, og det minder om situationen i den tidlige moderne periode, i middelalderen, hvor kirken som den universale institution levede side om side med små fyrstendømmer."
- Men har vi ikke forlængst gjort op med det anarki og det kaos, som Thomas Hobbes beskrev i sin Leviathan i 1600-tallet, og i Vesten har vi en flere hundrede år lang tradition med moderne og velfungerende stater?
"Ja, men hvad nytter det, når der i store dele af verden slet ikke eksisterer en moderne stat. I en stor del af Afrika, dele af Mellemøsten, det sydlige Asien og dele af den tidligere kommunistiske verden er der slet ikke nogen moderne stat. Det er et af de fænomener, der virkelig er ignoreret i de sidste 10-20 år. Alligevel støtter vi os i den internationale politik til, at den moderne stat skal være med at overvåge miljøet, føre miljøpolitik, kontrol med grænserne, begrænsning af fattigdommen og håndhæve lov og orden."

Demokratier sejrer
"Den vanskeligste opgave er at forstå nutiden. Meget af vore dages politiske tænkning er en arv helt tilbage til det 19. århundrede. Så jeg beklager mig ikke over politikerne, for de er ikke profeter eller filosoffer. De er praktiske mænd, som henter deres ideer et eller andet sted fra. Og hvis de kan hente ideer fra f.eks. fondsmanageren George Soros, der er inspireret af Karl Popper, så vil det være en fordel. Soros er trods alt en fremadskuende radikal mand, der ønsker et brud med den herskende laissez-faire-konsensus."
- Hvad er Deres forhåbninger til det 21. århundrede?
"Vi skal ikke tabe fatningen, men bringe de bedste sider af oplysningsprojektet ind i det nye årtusind. Faren er ikke oplysningen som sådan, for vi er alle produkter af oplysningsprojektet - faren er, at vi begår hybris og glemmer at være kritiske og skeptiske overfor dogmerne om den globale laissez-faire model. Hvis det sker, så er fremtiden meget sort."
- Hvis vi bare skal være agnostiske skeptikere, hvad skal så få samfundet til at hænge sammen?
"I en kort periode af det 20. århundrede var der nogen,der sagde, at de skeptiske demokratier ikke ville besejre nazismen. Men det gjorde de. Og det samme kunne man sige i forhold til kommunismen. Men det gjorde de. Kendsgerningen er, at de store totalitære og fundamentalistiske bevægelser tabte til demokratiet. Jeg håber, at det samme vil ske i det næste århundrede."
"Vi har brug for en stærk tro på værdien af de liberale demokratiske institutioner, men vi har ikke brug for en blændende ny vision eller noget nyt, der kan erstatte kommunismen og laissez-faire utopien."
- Men kan de menneskelige fællesskaber holdes sammen uden et vist minimum af fælles dyder?
"Dyderne er endnu ikke ødelagt, men de er svækket. Opgaven er at forbinde fællesskab med individualisme og diversitet med sammenhæng. I 30'erne og 40'erne havde de fleste europæiske lande for meget fællesskab, i en næsten pervers form. Opgaven er i dag ikke at reducere det hele til simple politiske slogans. Jeg er generelt mistænkelig overfor alle projekter, der vil genopbygge og genskabe noget, der engang var. Man skal ikke gå tilbage, når man ikke kan."
"Vi har brug for stærke familier, lige så vel som vi har brug for stærke skoler. Men de skal fremelskes i et helt andet miljø. I de kommende år må vi indstille os på at leve i konstante teknologiske forandringer, og de vil hele tiden ændre arbejdsdelingen i samfundet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her