Læsetid: 2 min.

Udkommet på 68'ernes forlag

15. januar 1999

Enkelte hengemte retter, men flest appetitvækkere i Tiderne Skifters jubilæumsantologi

ANTOLOGI
Forlaget Tiderne Skifter kunne i 1998 fejre 25 års jubilæum og udsendte derfor nærværende antologi, hvor et stort udvalg af forlagets danske og udenlandske forfattere leverer hver deres bidrag om temaet forandring.
Det er der kommet en absolut læseværdig bog ud af. Det morsomste bidrag står svenske Jonas Gardell for. Han benytter et ophold i Firenze til at påpege markante forskelle på renæssancens mæcener og så vore dages Bill Gates, der menes at være det rigeste menneske, der nogensinde har levet på kloden.
Hvor Medicierne sikrede sig udødelighed ved at strø om sig med penge til kunst og kultur, har Bill Gates kun ved en enkelt lejlighed 'skænket' penge til kulturelle formål. Nemlig til et bibliotek, der så blev i stand til at erhverve sig den nyeste computerteknologi - fra onkel Bills eget firma, selvfølgelig. Noget for noget.
Jonas Gardell udtrykker det fromme ønske, at Bill Gates vil efterlade sig en doven og uduelig, men jo stinkende rig arving, der dels kan bære faderens navn, dels have et så uansvarligt forhold til penge, at han er villig til at investere dem i noget så
uprofitabelt som kunst.
Så vil menneskeheden til gengæld udmærke ham med hædersnavnet Bill den Store.

Smagsprøver
Antologiens tekster har allesammen karakter af smagsprøver, appetitvækkere, og sådan virker langt de fleste da også.
På så stort et fad, er det utænkeligt, at der ikke også fjæler sig enkelte hengemte retter, som man godt kunne have undværet.
Det gælder især Finlands Rosa Liksom, som det skandinaviske litteraturborgerskab for nogle år siden, vist endda gentagne gange, indstillede til Nordisk Råds Litteraturpris.
De forvekslede sikkert hendes fancy og udspekulerede afstumpethed med "rystende beretninger fra den moderne, vestlige kulturs randområder", mon ikke?
Men ellers, som sagt, får man virkelig appetit efter mere, når man har smagt på de fremlagte tekster af Julian Barnes, Italo Calvino, føromtalte Jonas Gardell, Richard Ford, Will Self. Med flere, oven i købet.
Herunder ikke mindst lyrikeren Pia Juul, der allerede med sin lille roman Skaden fra 1990 demonstrerede, at hun er en glimrende prosaist.
Antologien afsluttes med et sært nøgternt digt af afdøde Hans-Jørgen Nielsen, der vel - på godt og ondt - bedre end de fleste forstod at gribe tidernes skiften i farten.

*Claus Clausen (red): Tiderne skifter - en antologi om forandring. 330 s., 250 kr. Tiderne Skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu