Sidste års bestseller blandt de engelske kunstnerbiografier var Hilary Spurlings bog om maleren Henri Matisse, og den 22. januar åbner Statens Museum en stor Matisse-udstilling
Det er mest bekvemt, hvis de kunstneriske genier kommer i par, en lys og en mørk. Som Rafael og Michelangelo, Ingres og Delacroix, Schiller og Goethe, Mozart og Beethoven. Danmark har, i sin egen beskedne målestok Jens Juel og Abildgaard som Aladdin og Nureddin-figurerne.
Denne ofte kunstige og urimelige par-tænkning har i dette århundredes
avantgarde historie sat Picasso, den store rebel over for Matisse, traditionens barn. Alt hvad Picasso gjorde virkede titanisk: så mange kvinder, tyrefægtninger, stilskift og eksperimenter - en blå og en rosa periode, kubisme, surrealisme, keramik, skulptur, teaterdekorationer. På den baggrund virkede Matisse som en fransk bedsteborger i søndagstøjet, med en aura af provinsiel harmløshed over sig, som ikke kunne trække de store avisoverskrifter hjem.
Også det danske kunstliv har været bestemt af den oppustede krig imellem Matisse og Picasso-tilhængerne: Så længe direktøren for Statens Museum for Kunst hed Leo Swane, blev der købt Matisse til landets hovedsamling. Picasso havde ingen interesse som maler, kun som grafiker. At Leo Swane måske endda derved engang vil blive hyldet som en meget fremsynet kunsthistoriker, når alt det støv har lagt sig, der blev hvirvlet op i Picassos arena, er en anden historie.
Når Statens Museum fra den 22. januar kan vise en stor udstilling af de danskejede Matisse-værker sammen med den saligt fremragende repræsentation af den franske mesters værker fra Eremitagen i Sankt Petersborg, må man sende en venlig hilsen til samlerne Tetzen-Lund og Rump, der købte ind, længe før Matisse blev anerkendt af de franske museer.
Og så kan man håbe, at museet kender sin besøgelsestid, når udstillingen er slut og får skabt en mere værdig præsentation af de franske malerier, som hele verden ville ønske ikke befandt sig i et koldt og gråt land som Danmark.
Mørke og fattigdom
Den engelske forfatter Hilary Spurling har i efteråret 1998 udgivet den første Matisse-biografi, der nogensinde er blevet skrevet. Den tilhører ganske den fremragende angelsaksiske tradition for vægtige, afbalancerede og smukt skrevne levnedsskildringer, som ikke har sit lige i andre landes litteratur. Uden sensationsmageri følger Spurling sin hovedperson, og selvom hun ikke er kunsthistoriker, føles det nærmest som en fordel, at vi ikke ustandseligt skal have Matisses levnedsløb til at forklare hans malerier.
Udgangspunktet var den dybeste, koldeste, mørkeste provins, med tidselgemytter, angst for den mindste anormalitet og en eksistenskamp, der kom til at dominere den første halvdel af Matisses liv.
Han blev født i 1869, i det nordligste Frankrig tæt ved den belgiske grænse, i en egn, der levede af tekstilindustrien og af sukkerroer. Her var en femtedel af indbyggerne epileptikere, og 35 procent af en årgang unge mænd blev kasseret ved sessionen som alkoholikere.
Der var ingen kunstnere i Bohain-en-Vermandois, hvor Matisse voksede op, og hans familie var mindre næringsdrivende, der havde snuset til forretningslivet i Paris, men ellers med uendelig flid hævede sig en smule op over den tidlige industrialismes sump af fattigdom, druk, høj spædbørnsdødelighed og voksenlivets epidemier.
Et enkelt glimt af drengen Matisse med et dukketeater, hvor han fremfører et spektakulært udbrud af Vesuv er nærmest det eneste lyspunkt i en barndom hvor også skolen med dens kadaverdisciplin og de uduelige lærere var en plage.
Skam og vanære
Fødebyen skulle huske Henri Matisse længe; men ikke for det gode. En, der kuldsejlede tre gange, kaldte man ham, le triple raté. Eller tosse-Matisse (le sot Matisse). I den engelske avis The Independent on Sunday den 1. november beretter Hilary Spurling om de lange skygger, der kastedes af Matisses navn på hans hjemegn. Han fik en kort og lidet gloriøs elevtid på den lokale kunstskole i Saint-Quentin, der relegerede ham for at formaste sig til at male ude i naturen, som de moderne plein air-kunstnere havde gjort det. Han fik sparket i 1891:
Da hun besøgte denne uddannelsesanstalt præcis et hundrede år senere fortalte den daværende rektor, at Matisse havde bragt skam og vanære over skolens ellers pletfrie renommé.
Så dårligt et omdømme får man ikke blot ved at male nogle 'gale' billeder, og det er da også Spurlings fortjeneste at have fremdraget en utrolig finansskandale, som ramte store dele af den franske nation og kompromitterede politikere, advokater og bankfolk.
Det er lige så godt som at læse Alexandre Dumas om Dronningens juvelhalssmykke at følge hendes udredning af Therèse Humberts enestående svindelhistorie, men Henri Matisse havde uheldigvis et par svigerforældre, der var dybt impliceret i affæren. Svigerfaderen kom i fængsel, hans eget atelier blev undersøgt af politiet, og hans kones hatte-atelier gik neden om og hjem.
Under retssagen blev ægteparret Parayre, hans hustru Amélies forældre, frikendt for meddelagtighed i de kriminelle handlinger, og hr og fru Humbert slap med fem års fængsel og strafarbejde. Det var nådigt, men kun et kedeligt symptom på, at alt for mange hædersmænd i regering og de øverste lag var implicerede i skandalen. Småsparerne og de mindre forretningsmænd stod med smerten, og nogle selvmord fulgte også i kølvandet på den højst ubehagelige historie. Økonomisk havde Parayre-familien ikke haft fordele af deres arbejde for svindlerne, og efter dommen var svigerforældrene en ekstra byrde for Matisse.
På denne baggrund er det mere forståeligt, at Matisse anlagde en maske som respektabel familiefar, ulasteligt klædt og uden bohème-manerer: Han måtte simpelt hen være en troværdig borger uden for mistanke. Men hans egne bysbørn glemte altså ikke.
Stærke kvinder
Havde det stået til Matisses far, var drengen blevet hans efterfølger i frøforretningen, men hverken tæv eller formaninger bragte de to til nogen fælles forståelse. Matisse havde sin violin, ligesom Ingres og Nicolai Abildgaard, og han mente selv, at han kunne have drevet det til noget som musiker.
Først skulle han dog vejen over et uheldigt jurastudium og kopistarbejde på sagførerkontorer. Hans eneste optræden i en retssal var en katastrofe, da han ikke engang fejlfrit kunne anmode om, "at sagen måtte udskydes en uge."
Hos hustruen fandt Matisse derimod al den støtte, han havde brug for. Hilary Spurling har en fin sans for, hvor uvurderlige de kvinder var, der stod ved deres mænds side og stred, sultede, tav og tålte og stolede klippefast på kvaliteten af husbondens kunst.
Derfor har hun tilegnet sin bog til Amélie Matisse, der virkelig er et pragteksemplar af en kunstnerhustru: Klog, stærk, ukonventionel og uselvisk. Selv på frierfødder var Matisse en ærlig mand: Han sagde til Amélie: "Mademoiselle, jeg elsker Dem højt. Men jeg vil altid vedblive at elske malerkunsten højere."
Bryllupsrejsen gik til London, så Matisse kunne se Turner, som han havde hørt så meget om.
Amélie Matisse var ikke den eneste, der affandt sig med sådanne konditioner; Hilary Spurling giver også et par tankevækkende portrætter af maleren Cross' og billedhuggeren Maillols gode koner, foruden den generøse fru Russell, der bor med sin australske malermand John Peter på Belle-Ile ved Biskayens bugt.
Amélie var ikke den eneste kvinde i Matisses liv. I de tidlige studieår i Paris havde han levet sammen med Camille Joblaud, en model, der fødte ham datteren Marguerite. Fattigdom og surt slid tærede så meget på deres forhold, at Camille endte med at forlade ham - ikke en beslutning, hun var lykkelig over, senere i livet. Som ugift mor kunne hun ikke bringe det til meget, og barnet Marguerite blev overgivet til faderen efter hans giftermål med Amélie.
Kampen for lyset
Det er forbløffende, hvor vanskelig Matisses kamp for at finde sig selv som maler gestalter sig - og hvor længe det varede, før han vovede sig derud, hvor billederne begynder at synge af lys, farve og opdagerglæde. Han fik en tidlig åbenbaring i museet i Lille, der har et godt billede af Goya.
Matisse sagde, at Goya for ham stod som "livets gave", langt fra det åndløse terperi med aftegning af gipsmodeller, som han blev trakteret med i sin hjemegns kunstakademi. Siden var det Chardin, Vermeer van Delft og Poussin, der blev hans ledestjerner, og Gustave Moreau der som en inspirerende elsker af traditionen åbnede Louvres samlinger for sine studerende.
Men den fine, klassiske franske tradition og nærheden til de uudtømmelige samlinger var også en hæmsko for Matisse, der var næsten ti år om at nå frem til en egentlig personlig stil.
Han skulle først til Sydfrankrig, før han måtte overgive sig til bombardementet af lys og farver på Corsica, i Saint-Tropez og tilsidst i Collioure nær den spanske grænse, hvor han selv blev maler-pioneren i en yderst skeptisk fiskerbefolkning.
Det er påfaldende, hvilke sjælekvaler Matisse led, mens han nåede frem til at følge sine egne ideer, ikke Moreaus, Pissarros eller neo-impressionisternes. De malerier, der synes så ukomplicerede, når vi nu ser dem i Rumps samling, var engang for kunstneren selv næsten uforståeligt dæmoniske.
Da han endelig satte sin egen overbevisning igennem, blev han leet ud på de parisiske kunstudstillinger. Det var i de tider, da man endnu også havde spektakulære skandaler i kunstens verden, og den præsentation af Matisses arbejder i 1905, hvor kritikken fandt ordet "vilddyr" (fauves) frem, er en af de meget berømte.
Modvilje og accept
Matisse søgte ikke blot frigørelsen fra den akademiske naturalisme i Sydfrankrig, men gjorde en afstikker til Nordafrika.
Siden Ingres og Delacroix var orientalismen en del af den franske kunsts rykken ved normerne, og de korte 14 dage, Matisse tilbragte i Algeriet gav ham indtryk og motiver for resten af livet. Han hjemførte primitive tæpper og keramik, som anvendes i stillebenet med de rosa løg på Statens Museum for Kunst og mindet om et endnu mere blændende lys end ved den franske middelhavskyst.
Rejsen var for kort til at akklimatisere øjet og paletten til at male ørkenlandskaberne, men fløjtespillere, guldfisk og odalisker skulle blive stående elementer i hans eksotiske repertoire.
Ved samme tid begyndte også Matisse at interessere sig for den såkaldt primitive kunst, han købte en skulptur fra Congo og fandt malerisk inspiration i sine egne drenges børnetegninger. Civilisationen strammede, allerede i begyndelsen af dette nu meget trætte århundrede og kunsthistorien var en belastning for malerne, der koloniserede den tredje verdens kunst.
Franskmændene nærede en intens modvilje over for brud på codex, mens udlændingene i Paris tidligt havde forståelse for kubister og fauvister. Først kom den excentriske familie Stein, Leo og Gertrude, der købte Matisse og lod sig male af Picasso, og nogenlunde samtidigt de begavede russiske samlere. Diaghielev gengav i 1904 hans malerier i tidsskriftet Mir Iskusstva (Kunstens verden).
At man i Danmark kunne være med skyldtes måske indirekte den tidlige tilstedeværelse af Gauguins samling og præsentationen af hans og van Goghs malerier i København, der bragte bud om Tahiti og Provence, før selv Matisse fik øjnene op for disse kunstnere.
Hilary Spurling forlader Matisse, da hans stjerne også er ved at begynde at lyse klart for franskmændene, i 1908. Uden at trætte læseren med fortænkt psykologiseren giver hun en rolig og tilforladelig beretning om et liv, der ikke var slet så blottet for dramatik, som Picasso-kliken gerne ville give det indtryk af.
Hun beretter indgående om kunstnernes indbyrdes hjælpsomhed uden at forfalde til romantisering af la vie de Bohème, og man vil se frem til at følge hendes næste bind om den skrækkeligt sympatiske Matisse.
*Hilary Spurling: The Unknown Matisse. A Life of Henri Matisse. I. 1869-1908. ISBN 0-241-13340-8. Pris: 25 £. Hamish Hamilton, London 1998
*Statens Museum for Kunst åbner udstillingen af Matisse-værker fra egne samlinger og fra Eremitagen i Leningrad den 22. januar, hvor udstillingen anmeldes her i avisen
