Læsetid: 12 min.

Det usikre klima

2. januar 1999

En ny britisk klimamodel forudsiger dramatiske økologiske forandringer i anden halvdel af det 21. århundrede. Men andre tror, at den såkaldte solpletteori vil give "nådestødet" til drivhuseffekten

Halvdelen af Amazonas' mægtige regnskov dør bort, i løbet af blot ti år, midt i det kommende århundrede. Træerne visner. Steppe og ørken breder sig. Noget tilsvarende sker i andre dele af verden: Ørkener vokser, skove dør, vand mangler, maden bliver knap. I andre områder tager plantevæksten til. Men misvæksten får overtaget. I århundredets sidste halvdel slipper verdens visnende planter mere kultveilte (CO2) ud i atmosfæren end de har opsuget i århundredets første halvdel. Det bratte skift er næsten lige så stort som hele det nuværende menneskeskabte udslip af CO2 pr. år.
Dette er ikke en skrækvision, udtænkt af fanatiske miljøgrupper. Det er en konsekvensberegning, udført af forskerne ved NERC Institute of Terrestrial Ecology i Edinburgh - på grundlag af den nye klimamodel fra Hadley Center for Climate Prediction and Research, en afdeling under Storbritanniens Meteorologiske Institut.
Effekten kan sammenlignes med et lukket drivhus, som solen skinner på. Temperaturen stiger. Planterne vokser. Fotosyntesen går strygende, hvis der er kultveilte nok i drivhuset. Planterne suger næring og kulstof til sig - så længe der er vand nok. Men på et tidspunkt går det galt, hvis ikke man åbner drivhuset og vander sine planter. De visner.
Er det virkelig muligt, at det samme kan ske på globalt plan? I dag er det ikke muligt. Amazonas regnskov kan ikke bare visne eller bryde i brand. Regnen vil komme, før eller siden. Men Hadleycenterets nye, forbedrede computermodel af verdens klima viser, at det bliver muligt om 50 år, hvis ikke vi mennesker inden da får begrænset vores samlede udslip af drivhusgasser kraftigt.
Ud fra en gennemsnitsbetragtning virker klimamodellen knap så alarmerende. Den gennemsnitlige globale opvarmning er beregnet til tre grader i løbet af de kommende hundrede år. I år 2050 er den gennemsnitlige temperatur 'kun' halvanden grad højere end nu. For ti år siden forudså man større forandringer som følge af drivhuseffekten.
Men modellerne er samtidig blevet mere præcise. Temperaturen stiger mere over landjorden end over havene. Og udsvinget er størst i de tropiske egne, hvor klimaets variation i forvejen er stor. I Amazonas viser modellen temperaturstigninger helt op til 7 grader allerede i år 2050.
Det kort, der er vist her på siden, viser at nedbøren samtidig ændres mest i de tropiske egne. Nogle steder falder der meget mere regn. Andre steder meget mindre. I den vestlige del af Amazonas bliver den årlige nedbør op til 500 millimeter mindre. En halv meter vand. Det tæller.
Kombinationen af varme og tørke kan udløse et sammenbrud, som siger spar to til den nuværende skovrydning i området.
Er det sikkert?
Nej, heldigvis. Det er usikker viden. Det er klimaforskernes bedste bud på en model, der forudsiger klimaets udvikling, hvis ikke vi begrænser udledningen af drivhusgasser - langt mere end det, der blev aftalt i Kyoto i december 1997.
Modellen er ikke en sikker forudsigelse. Den viser blot et mønster. Dens resultater passer ganske godt med de observerede kendsgerninger fra 1850 til i dag. Hvis den er fodret med korrekte oplysninger om fremtidens menneskeskabte drivhusgasser, er det sandsynligt, at dens forudsigelser holder stik. Forudsigelserne stemmer også med forskernes forventning om, at en global opvarmning vil føre til et klima med mere ekstremt vejr. På billedet her på siden ser man de stærkeste farver i troperne, hvor vejret i forvejen varierer mest. Områder med meget mere regn. Og områder med meget mindre regn.
Vi har lov til at håbe, at modellen er forkert. At forudsætningerne ikke holder. Eller at den menneskeskabte udvikling får et andet forløb.
De afgørende beslutninger skal træffes uden sikker viden. Modellen siger ikke, hvad der vil ske. Den siger hvad der kan ske.

Verdens klima er et meget sammensat system. Det er præget af indviklede virkninger og mange feedback-mekanismer, hvor virkningen af en forandring selv er årsag til andre forandringer. Lokalt er vejret som bekendt ikke til at forudsige. I hvert fald ikke ret mange dage ud i fremtiden. De globale modeller af klimaet er ikke et forsøg på at forudsige vejret, men billeder af klimaets hovedtræk som man prøver at bringe i god overensstemmelse med de empiriske kendgerninger i fortiden - og forlænge ud i fremtiden.
Man kender de vigtigste sammenhænge og mekanismer. Nogle eksakt, andre med usikkerhed. De kombineres til en regnemodel, og den fodres med måleresultater fra 1850 til nu - og med antagelser fra nu til år 2100. Når de kraftige supercomputere har tygget sig igennem de mange data og beregninger, får man billeder på skærmen af klimaet fra år 1850 til år 2100. Temperaturer, nedbør osv. Jo bedre billederne passer med mønstret i de faktiske forhold fra 1850 til nu, jo mere tør man tro på modellens billeder af fremtidens klimaforandring.
I den nye model fra Hadley Center er billedet af verdenshavene forbedret. Tidligere modeller havde det problem, at når man koblede modellen af atmosfæren sammen med havmodellen, opstod der en afvigelse mellem computerens billede af klimaet og virkeligheden. For at få tingene til at passe måtte man indføre korrektioner. I den nye model er der mange flere regnepunkter i modellen af havene, end der var før. De ligger nu med en afstand på kun 1,25 graders længe og bredde. Gitteret er blevet tættere. Det giver et bedre billede af havstrømme som f. eks. Golfstrømmen. Modellens repræsentation af processer i atmosfæren og på landjorden er også forbedret. Alt i alt betyder det, at computermodellen er stabil uden korrektioner.
Modellens evne til at gengive de faktiske klimaforandringer i løbet af de sidste 140 år er blevet bedre.
Og den er også i stand til at efterligne forandringerne længere tilbage i tiden, f.eks. under den varme periode for ca. 6.000 år siden.
"Denne begrænsede efterprøvning giver os større tillid til forudsigelsen af fremtidige forandringer," siger Hadley Centerets programleder, Dr. Geoff Jenkins.
Når man fodrer den nye model med scenarierne fra FN's klimapanel om fremtidens udslip af drivhusgasser, regner den ud, at jordens temperatur i gennemsnit vil stige ca. tre grader de næste hundrede år. Temperaturen vil stige dobbelt så meget over landjorden som over havene. Modellen viser, at Golfstrømmen svækkes, men ikke så meget at det udløser en brat klimaforandring i Europa, som nogle har frygtet.
Ved hjælp af en statistisk analyse har Hadley Center forsøgt at skille det menneskeskabte 'signal' klarere ud fra de naturlige variationer i klimaet. Analysen tyder på, at de menneskeskabte drivhusgasser har bidraget væsentligt til de sidste 50 års klimaforandringer. Resultatet styrker FN's klimapanels udsagn fra 1995 om, at man kan "skelne en menneskelig indflydelse på klimaet."
"Der er ingen absolut sikkerhed. Men når vi ser på mønstrene bliver det sværere og sværere at bruge den naturlige variation som forklaring på klimaets forandring," siger Geoff Jenkins.
Den nye model er endnu ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, men den har været præsenteret på mange konferencer, hvor der især har været interesse for den nye beskrivelse af havstrømmene, fortæller han. En videnskabelig kritik fra fagfæller er ikke kommet endnu, men Geoff Jenkins fremhæver Rich. S. Lindzen fra MIT som en god videnskabelig kritiker. Lindzen mener, at vanddamp, som har en stærk drivhuseffekt, bliver opfattet forkert i klimamodellerne. Varmestrømningen i troperne vil gøre atmosfæren mere tør, mener Lindzen. "Vi ser det ikke i vores modeller," siger Jenkins.

Der er to slags usikkerhed ved klimamodellerne. Dels er der usikkerhed om selve modellens beskrivelse af klimaet. Og dels er der usikkerhed om dens input.
"Modellerne bliver hele tiden forbedret," siger Anne Mette K. Jørgensen, forskningschef på Klimacenteret på Danmarks Meteorologiske Institut. "Men beregningernes sikkerhed hænger jo meget sammen med de udslips-scenarier, man bruger," fortsætter hun. "Uanset om du har en perfekt model, er den jo afhængig af de scenarier, du giver den. I Hadleycenterets nye model er udslippet af svovl-aerosoler sat ned i forhold til tidligere, fordi man forventer mere røgrensning. Det giver alt andet lige en større opvarmning."
I scenarierne over fremtidens udslip - uden indgreb - har man gjort en lang række antagelser om befolkningsudvikling, økonomisk vækst, fremtidens effektivitet i anvendelse af energien osv.
"Jo bedre modellerne bliver til at simulere den klimaudvikling, vi har haft indtil nu, jo mere sikre kan vi blive på, hvordan de enkelte faktorer påvirker fremtidens klima," siger Anne Mette K. Jørgensen.
På Danmarks Meteorologiske Institut arbejder også Eigil Friis-Christensen, som sammen med den nu pensionerede Knud Lassen for længe siden har påvist en statistisk overensstemmelse mellem solens aktivitet (solpletterne) og klimaændringer på jorden. De manglede imidlertid en årsags-sammenhæng. Den mener forskeren Henrik Svensmark at have opdaget. Han har fundet en sammenhæng mellem intensiteten af den kosmiske stråling og mængden af skyer. Når solens magnetfelt er stærkt, skærmer solvinden for den kosmiske stråling. Så får vi ikke så mange skyer, og så bliver det varmere.
Hypotesen om den kosmiske strålings påvirkning af skydannelsen skal nu undersøges, bl.a. i tågekammerforsøg. Et tågekammer er et rum med underafkølet damp, der kan kondensere under påvirkning af ladede partikler. Det gav Svensmark ideen om, at kosmisk stråling kan påvirke dannelsen af skyer.
"Det er vigtigt at finde ud af, hvor meget af den opvarmning, vi har set indtil nu, der skyldes drivhuseffekten, og hvor meget der skyldes ændret solaktivitet," siger Anne Mette K. Jørgensen.
"Hadleycenterets kurve uden solvariation har nogle perioder, hvor den ikke passer ret godt. Det ser meget pænere ud, når man får solaktiviteten med. Man taler om, at op mod halvdelen af temperaturstigningen indtil nu kan skyldes solaktiviteten. Andre siger, at opvarmningen i dette århundrede primært må skyldes drivhuseffekten."
Diskussionen er blevet ført med en stor lidenskab, især i pressen. Den britiske skribent Nigel Calder har skrevet en bog, hvor han argumenterer for, at Eigil Friis-Christensen, Knud Lassen og Henrik Svensmark har givet den traditionelle klimaforskning og dens computermodeller "nådestødet".
Rigtigt er det, at små variationer i skydække og atmosfærens indhold af vanddamp kan overskygge virkningen af de menneskeskabte drivhusgasser (CO2, methan, lattergas og diverse industrigasser). Men selve drivhuseffekten er der ingen, der kan benægte. Hvis ikke atmosfæren holdt på varmen, var vi alle døde.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at de temperaturstigninger, vi har set indtil nu, kan skyldes solens aktivitet alene. Hvis det er tilfældet, så har vores klimamodeller et problem. Det må vi indrømme," siger Anne Mette K. Jørgensen. "Men al sund fysisk teori siger, at en øget drivhuseffekt vil føre til en eller anden grad af opvarmning."
Den videnskabelige usikkerhed bliver ikke mindre, hvis solens aktivitet kan forklare hele temperaturstigningen i dette århundrede. Den bliver tværtimod større. Så står man nemlig med to holdbare årsager til én virkning.
Den menneskelige usikkerhed på kloden bliver heller ikke mindre, men større, hvis vi foruden den aldrig helt sikre virkning af egne gerninger er underlagt risikoen for klimatiske forandringer, der skyldes solens luner. I nogle perioder kan de to virkninger opveje hinanden, i andre kan de tænkes at påvirke klimaet i samme retning.

Under alle omstændigheder er det klogest at følge forsigtighedsprincippet, når beslutningerne om klimapolitik skal træffes, uden at man kan få sikkerhed om risikoens størrelse. Det skriver Det Økonomiske Råd i den seneste halvårsrapport. Med mindre man tillægger de økonomiske muligheder for fremtidens generationer en meget lille værdi (ved at bruge en høj diskonteringsrente), kan det bedst betale sig at foretage forholdvis store CO2-reduktioner i dag, skriver de økonomiske vismænd. Virkningerne af at blive tvunget til bratte reduktioner en gang i fremtiden er langt værre end virkningerne af at gøre 'for meget' nu og lempe politikken, hvis det ikke går så galt som frygtet.
Det skriver de endda under den forudsætning, at omkostningerne ved en kraftig reduktion af CO2-udslippet er varige. Mange andre har argumenteret for, at det ikke er tilfældet. Det kan i begyndelsen koste penge at investere i nye teknologier, som f. eks. vind og sol, nye energibesparende processer og materialer, apparater og transportmidler, indføre nye metoder i jordbrug og kvægbrug, ændre befolkningens adfærd og prioritere andre goder. Men derfor kan det godt være en god investering, der forbedrer livets kvaliteter og udkonkurrerer den gamle teknik på længere sigt.
Hvis udviklingen skal vendes inden midten af det kommende århundrede, må man begynde nu.
De ulykker, der kan ventes at ske i midten af det kommende århundrede, er blevet beskrevet af fem britiske forskningsinstitutioner, ud fra Hadleycenterets nye klimamodel.
Den første er omtalt i indledningen til denne artikel: Ændringerne i den naturlige plantevækst. I troperne med overvejende fattige befolkninger går det galt. På de tempererede breddegrader går det fint, med øget plantevækst på grund af mere fotosyntese, gunstige temperaturer og mere kvælstof. Men i det samlede regnestykke giver planternes død efter midten af århundredet et ekstra bidrag til drivhuseffekten på 2-3 milliarder tons kulstof om året. Geoff Jenkins bebuder at Hadleycenterets næste klimamodel vil indregne kulstoffets globale kredsløb i selve modellen. Den næste forandring drejer sig om knaphed på vand. Den er sammenfattet af Nigel Arnell fra Southampton Universitet.
"I dag lever ca. en tredjedel af verdens befolkning i lande, hvor man oplever vandmangel. Og man har beregnet, at op til to tredjedele af en meget større verdensbefolkning kan blive udsat for vandmangel omkring år 2025, alene på grund af befolkningsvæksten," skriver han. Ud fra klimamodellens forudsigelser konkluderer han, at klimaforandringerne vil udsætte yderligere 66 millioner for vandmangel og 170 millioner for ekstrem vandmangel. Den anvendte målestok er ikke særlig fintmærkende og tager ikke højde for de ekstreme situationer, der har størst betydning i praksis: Forlængede tørkeperioder og den slags. Det generelle billede er, at mangelen på vand forstærkes i mange fattige lande. Blandt lyspunkterne er dog bedre forsyning med vand i Kina, Indien, Pakistan, Sudan og Egypten.
Nogle steder stiger høstudbyttet, andre steder vil det falde. I gennemsnit bliver verdens fødevareforsyning ikke påvirket ret meget. Men også her rammes de fattige mest. Faldende høstudbytter forventes især i tørre og halvtørre tropiske egne. Hvis samfundet mangler ressourcer til tilpasning, kan virkningen forværres. I Afrika forventes et fald på ti procent i udbytterne og en stigning på 18 procent i antallet af mennesker med risiko for sult. Disse gennemsnitsbetragtninger tager ikke højde for virkningerne af tørke eller oversvømmelser i særligt sårbare områder.
Den gennemsnitlige vandstand i verdenshavene vil stige 21 centimeter i 2050'erne. Selv om man forudsætter, at antallet af storme og deres styrke er uændret, og at beskyttelsen mod oversvømmelser forbedres i samme takt som hidtil, vil denne stigning betyde at yderligere 23 millioner mennesker bliver udsat for risiko for oversvømmelser hvert år, især i Syd- og Sydøstasien. Hvis den globale opvarmning standses, vil havenes vandstand alligevel blive ved med at stige jævnt i de kommende 5-600 år, fordi den opvarmning, der udvider vandet, kun meget langsomt breder sig til de store havdybder.
De områder, hvor malaria kan forekomme - og de områder, hvor risikoen er stor - vil vokse ret meget på grund af stigende temperatur, kombineret med en vis fugtighed. Selve muligheden for at myggene trives behøver dog ikke at betyde, at malaria faktisk griber om sig i lande, hvor sygdommen i dag er udryddet eller kontrolleret. Endnu engang er det de fattige, der rammes: For det første bliver risikoen for smitte større i de tropiske lande med hurtigt voksende befolkninger, hvor malaria allerede er udbredt. For det andet er der risiko for malaria, når temperaturen stiger i højtliggende egne, som hidtil har været fri for malaria. For eksempel Østafrika og Andes. I disse områder har befolkningen ingen eller kun ringe modstandskraft. Malaria-epidemier er derfor karakteriseret ved høj sygdomsfrekvens og dødelighed - både blandt børn og voksne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu