Læsetid: 3 min.

Fra vemod til farce

30. januar 1999

.. og tilbage igen. Strauss' rokoko-pastiche 'Rosenkavaleren' kan igen opleves på Kongens Nytorv

.
OPERA
Der er ikke noget at gøre ved, at Strauss' valsedrøm af en opera kammer over i halvtyk farce. Sådan må det være, hvis Baron Ochs' ydmygelse i tredje akt ikke skal virke umotiveret og frastødende. Han er nødt til at være en fed, halvgammel libertiner, uanset at komponisten angiveligt forestillede sig ham som "en landlig Don Juan-skønhed på omkring 35 år."
Men Det Kongeliges opsætning af Strauss' Mozart-forklædningsopera holder heldigvis farceelementet i ave, omend Aage Haugland som den landlige skørtejæger supplerer sine morsomme, umuligt stive buk med umisforståelige underlivsbevægelser for at gøre sine tilnærmelser til såvel tjenestepigen som sin tilkomne, unge brud så vulgære, at vi ikke skal finde hans afsluttende fornedrelse usmagelig.
Det var dejligt at genopleve Haugland i den rolle, der i den grad er blevet hans, og som han mestrer med gennemtænkte sanglige, skuespilmæssige og sproglige nuancer. Haugland er en bærende pille i forestillingen, ligesom der var flotte sopranpræstationer i alle de tre kvindelige hovedpartier. Størst glans spredte Elisabeth Meyer-Topsøe over forestillingen i rollen som Feltmarskalinden. Hendes varme og dybde gjorde første akts monolog-slutning til operaens vemodige højdepunkt.

Overflødighedshorn
Der blev musiceret fyrigt i det indledende elskovsforspil, og med Gabriele Sima som erstatning for en sygemeldt Randi Stene i bukserollen som Octavian betonedes det uerfarne, uselvstændige hos den unge elsker, endnu uden overblik over sine følelser, over for Meyer-Topsøes ældre kvinde, der kan se sit liv fra oven og ved, hvor det bærer hen. I de underliggende horn, der følger monologen i første akt, foregribes Strauss' Vier letzte Lieder i erkendelsen af, at hun vil miste sin elsker - vemodigt og smukt.
Bonde-Hansen var en nydelse, som hun med perlende overskud lagde smuk stemme - og smuk krop - til den unge Sophie, der slipper for den plumpe Ochs og får sin rosenkavaler. Hun er en fornøjelse at høre, hvad man også må sige om tenoren Octavio Arevalo som Sangeren i første akt. Indføjelsen af en person på rollelisten, der ikke skal andet end komme ind, synge en italiensk operaarie og gå ud igen er et herligt eksempel på Strauss' virtuose ødselhed i dette overflødighedshorn af et bud på, hvordan man også kunne skrive opera omkring 1910, når man syntes, man ikke længere kunne følge med avantgardens stadig mere kradse ekspressionisme.
Operaens centrale trappescene i anden akt er måske nok set mere pompøs end i denne scenografi, der i alt må kaldes mere realistisk end glitrende. Her får Octavian kun fire sølle trappetrin til præsentationen af den sølvrose, som librettisten Hofmannsthal opfandt som genial, fiktiv traditions-krumtap i sit bud på en wiensk opdatering af en mozartsk opera buffa. Måske musikken her også er hørt mere sølvskinnende, måske forventningerne til dette vidunderlige sted i partituret og til operaens hele fokusering på klassisk renhed bare var spændt meget højt. Under alle omstændigheder er det glædeligt, at man nu igen kan gå på Kongens Nytorv og nyde Strauss' luksusopera med den overdådige musik og det geniale spil mellem vemodigt tungsind og komisk lethed, der er Rosenkavalerens adelsmærke.

*Richard Strauss: Der Rosenkavalier, musikalsk komedie til tekst af Hugo von Hofmannsthal. Iscenesættelse: Hans Neugebauer ved Anne Fugl. Scenografi: Søren Frandsen. Elisabeth Meyer-Topsøe (Feltmarskalinden), Aage Haugland (Baron Ochs), Gabriele Sima (Octavian), Kjeld Christoffersen (Faninal), Henriette Bonde-Hansen (Sophie) m.fl., Det Kongelige Operakor og Kapel dirigeret af Dietfried Bernet, Det Kgl. Teater, Gamle Scene, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her