Læsetid: 4 min.

Den visionære Miles Davis

21. januar 1999

Musikken fra perioden 1969-70 bl.a. den omdiskuterede fra dobbeltalbummet Bitches Brew, foreligger nu som led i Columbias store Miles Davis-projekt

NY CD
Det udkom i april '70, og det var Miles Davis' hidtil mest kontroversielle udgivelse. Dobbelt-lp-albummet Bitches Brew adskilte sig på en række punkter så radikalt fra Davis' plader gennem den foregående snes år, at mange dyrkere af hans musik spurgte sig selv, om dette stadig var jazzmusik.
Alene emballagen! Et surrealistisk-visionært billede af den psykedeliske maler Mati Klarwein, som havde passet til noget af den mest syrede vestkystrock à la Grateful
Dead eller The Doors (hvis det ikke netop havde været for det afrikansk-oceaniske motiv) - men som man aldrig havde set magen til i forbindelse med en jazzudgivelse.
Men også musikken! Som ganske vist havde haft en forløber i Davis' et halvt år ældre lp, In a Silent Way, men gik afgørende længere. Vel var besætningen på den tidligere plade udvidet med tre musikere (to på el-klaverer, én på guitar), men ellers var det stadig Davis' kendte kvintet, man hørte. Og vel blev der spillet lange modale forløb på et rytmisk enklere og mere elektrificeret grundlag, men der havde været tilløb til det i Davis' tidligere produktion.
For så vidt kunne In a Silent Way godt opfattes som en elektrificeret ajourføring i forhold til den ti år ældre Davis-klassiker, Kind of Blue, også ved det nedtonede, lyriske udtryksregister. Bitches Brew var langt mere radikal.

13 musikere
Davis' permanente kvintet udgjorde stadig kernen, men omkring den var nu samlet op til otte musikere, så der dannedes et ensemble, som man aldrig havde hørt magen til. Bag de to blæsere, Davis og Wayne Shorter, fungerede de øvrige op til 11 musikere som én stor, koloristisk rytmegruppe: tre el-klaverer, guitar, to basser (akustisk og elektrisk), to trommesæt og to gange slagtøj, ja, selv basklarinet, brugt i ostinater mere end solistisk.
Selv om musikken var overvejende improviseret, var de enkelte musikeres roller fastlagt i ret enkle og luftige mønstre, så man undgik klumpspil, og hvis der alligevel blev tilløb til det, greb Davis ind med instrukser under forløbene.
Dertil kom så Davis' egen brug af wah wah-pedal og ekko-maskine, som gjorde hans spil yderligere dramatisk og ekspressivt, og musikken på de indspillede bånd blev af produceren, Teo Macero, ommøbleret på mere vidtgående måde end man kendte det fra In a Silent Way.
Alt dette fik mange ældre Davis-elskere til at melde pas. Men Bitches Brew skaffede ham endnu flere nye tilhængere, især blandt den mere krævende del af rock-publikummet, så salgstallene sneg sig op mod en million, uhørt for Davis og i det hele taget for musik der var rent instrumental.

30 år efter
Og nu, da der er gået næsten 30 år, er Columbias store genudgivelsesprojekt så kommet til hvad man kalder The Complete Bitches Brew Sessions. Betegnelsen er ikke helt korrekt, for der bringes ikke yderligere materiale fra de tre sessions i august '69, der blev til det oprindelige dobbeltalbum. Derimod går man videre med optagelser fra november '69 og januar-februar '70, hvor Davis arbejdede efter samme retningslinjer, men inddrog to indiske musikere og den brasilianske slagtøjspiller Airto Moreira i projektet.
Det er blevet til et 4-cd-album med ialt fire en halv times musik fordelt på 21 optagelser. 12 af disse kendes i forvejen fra Bitches Brew og tre andre lp-udgivelser, mens ni først udgives nu. Flere af disse har karakter af arbejdsprøver, mens f.eks. Wayne Shorters "Feio" og Joe Zawinuls "Recollections" har en så definitiv form, at de ikke burde have ligget på hylden i alle de år. Modsat hvad der hævdes i noterne, er "Feio" dog kendt i Shorters et halvt år senere version, som "Moto Grosso Feio" på Blue Note-pladen.
Musikken har fået en grundig digital afstøvning og ommixning, og andre end jeg vil studse ved at høre Bitches Brew-optagelserne, som nu har en mere lys og skarp klang end på dobbeltalbummet (både lp og cd). Om det har Danmarks Radios Ole Matthiessen skrevet en både i detaljerne og det principielle uhyre interessant artikel i det seneste nummer af Jazz Special.
Der er ikke plads til at referere artiklen her, men jeg vil nok tilføje, at der ikke findes nogen objektiv målestok for hvad der faktisk blev spillet i studiet dengang, kun indtryk af forskellige mixninger. De er imidlertid tilpas forskellige til, at jeg har lyst at videregive Ole Matthiessens anbefaling af, at man både anskaffer nyudgaven og gemmer det oprindelige dobbelt-album.

Givende analyser
Udover de fire cd'er rummer det ny album 148 siders tekst med mange illustrationer. Som sædvanlig er der udførlige diskografiske data, og Bob Beldens analytiske gennemgang af materialet er meget givende, f.eks. hans redegørelse for opbygningen af "Pharaoh's Dance" med dens 19 klip, og afsløringen af, at "John McLaughlin" i virkeligheden er en ellers ubenyttet del af optagelsen til titelnummeret på Bitches Brew.
Alligevel er det lidt skuffende at Belden ikke går mere i detaljer med musikken. Til gengæld har Quincy Troupe, der var en så problematisk medforfatter til Davis' selvbiografi, fået al for megen plads (71 sider!) til en ret selvoptaget baggrundsartikel. Derimod er det fint at Carlos Santana har fået lejlighed til at mindes Davis.
Med denne spændende udgivelse føjes så endnu en vigtig brik til det store udgivelsesprojekt. Vi mangler nu den nærmest foregående periode (med bl.a. In a Silent Way) og den efterfølgende, hvor Davis bruger mindre besætninger i studiet (f.eks. Jack Johnson og beslægtet musik). Forhåbentlig hører vi så omsider fra Teo Macero, der som producer havde en så uhørt kreativ rolle i forbindelse med denne musik, men hvis vidnesbyrd vi hidtil har måttet savne.

*Miles Davis: The Complete Bitches Brew Sessions. 4 cd'er + 148 s. ill. Columbia C4K 65570

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu