Læsetid: 6 min.

Voksenlogik

9. januar 1999

åskemarch, hestebønner og gulerødder uden farve. De voksnes logik kan være svær at forstå, men den smitter

P
Derhjemme
Da jeg var barn, kunne jeg gøre verden til et bedre sted uden krig og bomber, bare ved at gå. Det passer, for det sagde min mor selv, mens vi gik rundt og fødderne blev ømme - selv om vi havde fodformede sko på. "Hvis vi går her, viser vi, at vi ikke går ind for krig men for fred," sagde hun, og vi støttede også noget der hed afrustning. Og det gjorde vi så. Vi gik og gik og gik, og så sang vi lidt, men vi gik mest. Vi gik ikke om kap, men imod et andet kapløb som hed våbenkapløbet. Vi var selvfølgelig ikke alene - der var en masse andre mennesker, der også bare gik. På rad og række men ikke i takt - for det troede vi ikke på. Men det hed dog påskemarch, for selv antimilitarister kan marchere - bare ikke i takt. Vi havde heller ikke uniform på, selv om det af vores tøj, der ikke var dækket af fredsduer og badges, så meget ens og brunt ud. Men uniformer, det kunne vi ikke lide. Jeg måtte ikke en gang blive spejder - for det var noget militant pis, hvor man skulle have uniform på og stå på snorlige rækker og vise, om man havde rene negle. Ja, det var da ikke fordi, jeg nogensinde spurgte, om jeg måtte blive spejder, det var ikke nødvendigt, jeg vidste godt hvad mine forældres holdning til den slags var. Det havde de sørget for, at jeg vidste. Jeg måtte heller ikke lege med våben og actionmænd - det var ikke legetøj til fornuftige børn. For fornuftige børn ved jo godt, at man ikke løser nogen som helst konflikter med vold og våben - næh - de ved godt, at det eneste der tæller, det er at sætte sig ned og snakke om det. Løse konflikterne på fredelig vis. Jeg gjorde det nu alligevel - legede med våben altså - jeg lånte bare de andres. Men kun når mine forældre ikke så det. Vi skød og var døde og talte til ti og så var vi levende igen og kunne på ny gå på jagt efter de onde indianere, der var ude efter vores hår og vores heste. Men lige så snart den orange 2 CV kørte ind på prærien og blev parkeret foran fortet derhjemme på vejen, smed jeg våbnene og fandt forstørrelsesglasset frem og lod som om det eneste, jeg havde jagtet var insekter. Ikke for at slå dem ihjel, men for at studere dem, selvfølgelig. Mine forældre syntes ikke, indianere var onde. Så jeg måtte gerne få en tipi, som jeg kunne have i haven. For indianere var gode mennesker, der levede ude i naturen, indtil de onde kom og drev dem og deres bøfler på flugt og ødelagde deres kultur.

Det var sjovt
Men der var nogle gange, hvor det ikke var nok at snakke 'omkring nogen ting'. For der var nogen, der ikke ville høre efter, og så måtte man gribe til andre metoder. Som for eksempel at gå, lige som dengang i påskemarchen. Men nogle gange kunne det også hjælpe, hvis man stod stille. En gang stod jeg stille foran Odense bytrafiks garageanlæg. Det var nemlig min opgave helt alene - og sammen med en flink mand der hed Carsten, som havde et kæmpe rødt skæg - at sørge for at busserne ikke kom ud at køre den dag. Det var noget med, at der var nogle af buschaufførerne, der ikke ville køre, og så måtte de andre heller ikke. De ville gerne, men det skulle vi så sørge for, at de ikke kunne komme til. Det var sjovt. Bagefter gik vi hen til lokalerne - det hed det, der hvor alle de andre, der også gik og stod stille mødtes. Der drak vi kaffe og øl og snakkede, mens de røde faner stod pænt pakket sammen i stativet. De voksne sad omkring bordet og snakkede og snakkede, men ikke i munden på hinanden. De skiftedes til at snakke, og der var en, der sagde, hvis tur det var, og så var der en, der skrev det hele ned. Så sang vi flere sange om flag, der smælder og sultne der rejser sig og broer, der går fra kyst til kyst. De fleste havde fløjlsbukser og sandaler på. Både mændene og kvinderne. Men der var en gang en der hed Åse, og hun havde både pels og neglelak på. Det kunne man ikke - så hun var ikke rigtig socialist. Men hun var meget sød, for hun gav altid sodavand. Vi fik også altid sodavand, når vi holdt fødselsdag hjemme på vejen. Så havde vi gaver med, og så spiste vi boller og lagkage og drak sodavand og legede, indtil de voksne sagde, at nu skulle vi gå hjem. Jeg holdt også fødselsdag, hvor vi fik sodavand og slik, men der var en gang, hvor min mor besluttede sig for, at vi ikke skulle have alle de farvestoffer. Vi måtte godt få boller, og så fik vi saftevand af rigtige bær og gulerodskage. For selv om saften var rød og gulerødderne orange, var de ikke giftige. Farverne var helt naturlige og så blev man ikke syg af at spise dem, og huller i tænderne slap man også for. Selv om man stadig skulle børste tænder. Og tænderne, dem havde man jo brug for, når man skulle tygge hestebønner og kikærter. Jeg vidste altid, hvornår vi skulle have bønner, for de skulle stå i blød i flere dage, og hver gang man listede ud i køkkenet og løftede lidt på grydelåget, så lå de dernede og grinede af en. Hvis man rystede lidt med gryden, kom der sådan en underlig lyd, og så kunne man næsten høre, at de ikke smagte godt. Nå, men det gjorde ikke så meget med den der fødselsdag, for det var alligevel sjovt og ugen efter holdt Malene henne i skolen også fødselsdag, og det var på McDonalds. Vi blev hentet i en bus og kørt ind på McDonalds, hvor vi fik gule kroner på hovedet og flag i hænderne og fik alle de pommes fritter, vi kunne spise og fik en rundtur ude i køkkenet, så vi kunne se hvordan burgerne, der kom fra rigtigt kød, blev til. Så skulle vi holde møde henne i skolen, fordi der var nogle af de voksne, der syntes, at det var for meget med alt der fødselsdagspjat. Det blev jo bare værre og værre. Vi holdt også møde en gang da vores lærer, som hed Kenneth, gav os lov til at se film med kinesere, der kunne karate en hel dag i stedet for at være med i noget der hed børn for fred. Det foregik inde i parken, og der var alle andre børn fra byens skoler inde for at synge, klæde sig ud, lave tipier og spille teater. Men det syntes Kenneth var noget pjat, han syntes, det var meget mere hyggeligt, hvis vi så nogle spændende videofilm. Så det gjorde vi så, og vi drak cola og spiste slik til. Det syntes min mor var noget svineri. Tænk, at vi bare sad der og så voldsfilm, mens de andre børn lærte om krig, fred og uretfærdighed. Så det syntes jeg også. Og det synes jeg sådan set stadigvæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu