Læsetid: 7 min.

Vokset op i en gulag

4. januar 1999

I Nordkorea er det ikke alene 'kontrarevolutionære', som spærres inde i arbejdslejre, men også deres slægtninge. En af dem var ni-årige Kang Chul-Hwan...

Kang Chul-Hwan tilbragte 10 år - fra han var ni til han var 19 - i en af de arbejdslejre, hvor det nordkoreanske regime internerer slægtninge til "kontrarevolutionære" personer. Det er kun få, der overlever denne skæbne, og endnu færre, der slipper ud af Nordkorea og kan fortælle om det.
"Jeg har aldrig rigtig vidst, hvorfor vi skulle straffes," for-tæller Kang. "Min bedstefar var bestyrer af et statsligt stormagasin i Pyongyang, og min bedstemor var medlem af parlamentet. Jeg tror, min bedstefar kom til at sige noget forkert. Han blev stemplet som 'kontrarevolutionær' og sendt til en anstalt forbeholdt de medlemmer af eliten, der er blevet udstødt af partiet."
En morgen i august 1977, ankom Kang til 'Genopdragelseslejr nr. 15' i Yodok sammen med sin far, sin lillesøster, en onkel og bedstemoderen. Militærlastbilen kørte ind ad en port i den høje mur, der var omgivet af et elektrisk pigtrådshegn og spækket med vagttårne. Soldaterne satte dem af foran 30 lerklinede barakker.
I hver af disse landligt udseende bygninger lever fem familier i små værelser uden lys eller opvarmning, fortæller Kang. Lejren, der er delt op i omkring 20 zoner, strækker sig over mere end 50 km fra øst til vest. Den rummer mellem 15.000 og 25.000 fanger, hvoraf mellem en fjerdedel og en tredjedel er børn under 16 år. De fleste er der, fordi et familiemedlem har begået en "politisk fejl".
"Nogle var dømt for at have spyttet på en statue af Kim Il Sung eller fornærmet en partifunktionær," siger Kang. I Nordkorea bliver familien til en "kontrarevolutionær" straffet i tre generationer.

Selvmord fristende
Andre indsatte er kristne. De bliver automatisk dømt til indespærring på livstid, fordi det kommunistiske regime betragter enhver form for religion som "opium for folket".
"Lejren er et sted, hvor man myrder folk langsomt," siger Kang. "Det mærkede jeg med det samme, og jeg tænkte straks på at begå selvmord. I årenes løb følte jeg mig ofte fristet til at gøre det, især når arbejdet var for hårdt."
Hver familie får en ration salt og majs. Det er den eneste kost i lejren, og den kan man ikke leve af.
"Sulten er en svøbe. Vi fik aldrig kød, ris eller brød. De, der ikke hurtigt lærte at supplere kosten med regnorme, mus, slanger, frøer eller kakerlakker, sygnede hen og døde af sult eller sygdomme i løbet af nogle måneder."
"Det første år er afgørende for, hvem der overlever. De tidligere partifunktionærer, der har været vant til at leve i luksus, kan ikke klare livet i lejren. De fleste lægger sig meget hurtigt til at dø. Nogle af dem, der vil overleve for enhver pris, bliver gale. De ligner nærmest aber, og tilbringer dagen med at samle føde."
Familierne er delt i to kategorier: De, der betragtes som "modtagelige for politisk genopdragelse", og det store flertal, der er "dømt på livstid". Kang var så heldig at tilhøre den første kategori, uden dog at kende datoen for sin hypotetiske løsladelse. Børnene i de "genopdragelige" familier får lov til at gå i skole.
"Her lærer man at læse og skrive ud fra Kim Il Sungs og Kim Jong Ils værker, desuden en smule regning og en hel del 'partihistorie'. Angiveri er ophøjet til en dyd af lærerne, som er agenter for sikkerhedsapparatet," siger Kang.
"Mange af børnene er dømt til at tilbringe hele deres liv i lejren, somme tider helt fra fødslen. En kvinde, der er gravid ved ankomsten, får lov til at føde barnet, og hvis hun er dømt på livstid, gælder det også barnet. De voksne, der er enlige, skal blive ved med at være det; de, der er gift kan fortsætte med at leve sammen, men det er forbudt at få børn. Graviditet i lejren straffes med tvangsabort."
"Det værste er sulten, den fysiske afstraffelse og tvangsarbejdet," siger Kang. Alle fanger over 16 år skal arbejde mere end 10 timer om dagen i guldminerne.
"Lejren er selvforsynende. Fangerne arbejder på markerne med at frembringe føde til sig selv og vagterne, som bor i en særlig zone i lejren. Hvis en fange stjæler en majskolbe, bliver han kastet i et lille fangehul. Der skal han sidde en måned, og i den tid må han ikke røre sig, selv ikke for at pille lus. Ulydighed straffes med slag. Når folk kommer ud, kan de ikke gå."

Ligtransport
"Da jeg fyldte 16 år, blev jeg sat til at transportere ligene af de fanger, der døde i minerne. Der var fem-seks af dem hver måned. Der var ikke nogen egentlig kirkegård - ligene blev begravet anonymt. Om vinteren var det svært at grave i den frosne jord, især fordi vi ikke havde redskaber. Derfor kom mange af de lig, der blev begravet under et tyndt jordlag, frem igen om foråret."
Flugtforsøg forekommer ofte, men det er ikke mange, der lykkes - på grund af overvågningen, pigtråden og de fælder, der er anbragt uden om lejren.
"Omkring fem gange om året bliver alle fanger - undtagen børnene - samlet for at overvære det, man kalder 'henrettelsesceremonier'. De dødsdømte bliver skudt to eller tre ad gangen. De står bundet til en pæl med tre reb: over øjnene, brystet og knæene. Foran dem er deres grav, som er gravet i forvejen."
Børn bliver aldrig henrettet, fortæller Kang. "Men familierne til fanger, der forsøger at flygte, bliver automatisk placeret i den kategori, der er dømt på livstid, hvis de ikke er det i forvejen."
Solidariteten er meget stærk i lejren. Når en stikker bliver opdaget, dømmer fangesamfundet ham til døden. Det sker ved at sørge for, at han ikke får sin ration, eller ved at tvinge ham til at opfylde sin arbejdskvote i minen.

Løsladt i 1987
Kang kan takke et sammentræf af omstændigheder for sin løsladelse i 1987. Han var så heldig at have familie i Japan, hvis store koreanske mindretal er med til at holde det kommunistiske regime oppe. Pyongyang, som allerede i 1985 havde hårdt brug for udenlansk valuta, besluttede at opmuntre de rige koreanere i Japan til at sende penge til deres slægtninge.
Men først måtte man så løslade nogle af de nordkoreanere, som netop blev tilbageholdt på grund af deres forbindelser i udlandet. Deres familier i Japan blev oven i købet opfordret til at komme på besøg - ofte for første gang.
"Jeg blev altså løsladt sammen med en del af min familie, udelukkende for at regimet kunne skaffe sig udenlandsk valuta. Til gengæld fik jeg udstedt et 'valutabevis' på en tilsvarende sum," forklarer Kang, der understreger, at han blev truet med at blive sendt tilbage til lejren, hvis han fortalte om den.
"De tvang mig til at skrive under på et stykke papir med mine fingeraftryk på."
De japanske familiemedlemmer, der kom og besøgte ham, blev udsat for samme pres. Enhver "læk" til pressen i Japan ville blive straffet ved, at deres slægtning blev sendt tilbage til lejren.
"Min familie havde medbragt nogle penge og en kortbølgeradio, som de fik givet mig i al hemmelighed."
Pengene gjorde det muligt for ham at bestikke sig til et relativt eftertragtet job på en statslig tekstil- og skotøjsfabrik. "Mit arbejde bestod i at rejse rundt i landet og opkøbe råvarer."
Alle radioer i Nordkorea er fast indstillet på de officielle stationer, men ved hjælp af kortbølgeradioen fra Japan kunne Kang danne sig en forestilling om, hvad der skete uden for landets grænser.
"Jeg lyttede til den i smug to-tre gange om måneden sammen med mine venner. På den måde hørte jeg - flere år efter - at Ceausescu var død. Det var aldrig blevet meddelt officielt."
Men det var et farligt privilegium, han var kommet i besiddelse af; det endte med, at han blev angivet af en nær ven. Han nåede dog at blive advaret på forhånd, og i august 1992 flygtede han mod den kinesiske grænse.
Undervejs bestak han soldater og politifolk med cigaretter og alkohol, som han købte for de penge, han havde tilbage (200 dollar, hvilket svarer til en gennemsnitlig årsløn i Nordkorea). Det lykkedes ham at komme over grænsen til Kina, hvor han imidlertid snart forstod, at han var eftersøgt. Han blev reddet af en kineser af koreansk afstamning, som gav ham husly.
Nogle uger senere nåede han frem til havnebyen Dalian - endnu en gang med hjælp fra det koreanske samfund i Kina. Han gik om bord på et fragtskib, hvis honduranske kaptajn lod sig overtale til at tage ham med. Over skibets radio blev den sydkoreanske flåde underrettet, og i rum sø ud for kysten blev Kang samlet op. Senere fik han politisk asyl i Sydkorea.
Hans far og bedstemor døde begge i 1993, nogle måneder efter at de var blevet løsladt fra lejren. Hans onkel og søster lever stadig i Nordko-rea; måske er de blevet sendt tilbage til lejren efter hans flugt. Hans mor blev adskilt fra resten af familien i forbindelse med interneringen, og han ved ikke, hvad der er blevet af hende.

Kang var for nylig i Paris for at deltage i en debat om demokrati i Asien, inviteret af Det Internationale Selskab for Menneskerettigheder

© 1998 Libération & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her