10 bud på film, der er værd at bruge nattetimer på under NatFilm Festivalen
Guide
Som en lille læserservice har jeg udvalgt og kommenteret 10 film fra NatFilm Festivalens fyldige program, som man bør se, hvis man fortsat vil være med på noderne.
*Heroic Trio af Siu-Tung Ching og Johnny To
En af den alsidige Maggie Cheungs bedste, sjoveste og mest eventyrlige Hong Kong-film.
*Chinese Box af Wayne Wang
En alvorlig Cheung spiller overfor smukke Gong Li og karismatiske Jeremy Irons i et intenst kærlighedsdrama af manden bag Smoke og Blue in the Face.
*Austin Powers - International Man of Mystery af Jay Roach
Mike Myers har titelrollen, som 60'ernes superspion, der havner i 90'erne i denne forrygende morsomme parodi på bl.a. James Bond-filmene. Shagadelic, Baby!
*Journey to the Seventh Planet af Sidney Pink
Kitch'et og yderst underholdende science fiction-film med danske skuespillere, bl.a. Ove Sprogøe, eftersynkroniseret på engelsk. Har manuskript af Ib Melchior og er en del af festivalens spændende Melchior-filmserie.
*Seul Contre Tous af Gaspar Noé
En chokerende forrået tur rundt i den beskidte franske underverden og hovedpersonens afstumpede (under)bevidsthed.
*High Art af Lisa Cholodenko
Bratpack'eren Ally Sheedy får et solidt come back i Cholodenkos indfølte og uafhængigt producerede film om (lesbisk) kærlighed og dekadence.
*Bullet Ballet af Shinya Tsukamoto
Manden bag Tetsuo og Bodyhammer er tilbage med endnu en mærkeligt fascinerende film om almindelige mennesker i ualmindelige situationer.
*Mob Law af Paul Wilmhurst
Som mafiaens advokat i Las Vegas er det nogle tunge drenge, Oscar Goodman omgås i embeds medfør. Wilmhursts ikke spøjse dokumentarfilm, en af adskillige interessante dokumentarer på festivalen, følger den farverige advokat, der spillede sig selv i Martin Scorseses gangsterfilm Casino.
*Kids Return af Takeshi Kitano
Sidste år blev Kitano og hans meditative voldsballader med Hana-Bi introduceret for et dansk publikum. Coming-of-age-dramaet Kids Return, der er at finde i festivalens store Kitano-retrospektiv, er en af instruktørens mindre voldsomme, men så absolut seværdige film om den svære ungdom.
*West Beyrouth af Ziad Doueiri
En velfortalt og ganske underholdende film om noget så sjældent som teenageliv i et borgerkrigshærget Libanon. Instruktøren har i øvrigt været kameraassistent på alle Tarantinos film.