Læsetid: 3 min.

A Rose is a Rose is a Rose...

20. februar 1999

"A Rose is a Rose is a Rose," skrev Gertrude Stein, en excentrisk forfatterinde fra kredsen omkring Picasso i århundredeskiftets Paris. Hun ser gentagelsen som en kunstnerisk mulighed for nøgternt at gengive et fortsat, kontinuerligt Nu, udenom et filtret poetisk følelsesregister. Næsten tres år senere laver Andy Warhol netop to billeder ved siden af hinanden, der forestiller den Elektriske Stol. To af slagsen, tre af slagsen... ti af slagsen - man tømmer betydningerne, og fordrejer dermed aflæsningen af billedet. En anden form for gentagelse er kitschen, brugt bl.a. af Jeff Koons når han kopierer og forstørrer det banale, massefremstillede pyntobjekt, som dermed ophøjer netop dét, den fintfølende kunst mest foragter.
I "En arkitektur..." er den ironiske gentagelse brugt som kunstnerisk gestus, men i kombination med et 'æsken i æsken i æsken'-princip: Billederne er signerede af to helt andre kunstnere - Richard Powers og Francis Picabia. Især Picabia personificerer den ironiske kopi, som han bruger for en vidtstrakt undersøgelse af maleriets præmisser, og sparker samtidig sin samtids 'stuure kunstnere' på skinnebenene. Powers låner fra kitschede surreelle billedverdener, fra grafittien, pladecovers og science-fiction landskaber.
Størrelsen på deres billeder er forandret, en skiltemaler har opforstørret dem efter Paul McCarthys og Mike Kelleys instruktioner. De billeder, vi møder i skulpturen, er altså rent mekaniske kopier af billeder, der igen er rene kopier af igen andres billeder. Men Kelley og McCarthy går et skridt længere end den rene kopiering. De bruger selve lærrederne som bygningselementer, og konstruerer med dem et eget territorium, inde i museet. En atriumlignende gård, med endnu to indre rum. En labytrint uden centrum, og uden andet mål end at lade os lede efter det.
Skal man tale om skulpturens placering i rummet, må man efter min mening også tale om de principper, der styrer formidlingen i hele museet. Salenes overskrifter fikserer aflæsningen af værkerne til en bestemt tidsperiode. Udover dette værk er der seks eller syv andre værker i den aktuelle sal. De bekræfter hinanden gensidigt i kunstnerisk ståsted, i graden af forarbejdning og i valg af mateirialer.
Fordelen ved denne samstemmighed er selvsagt, at værkernes indbyrdes bekræftelse gør det lettere for publikum at fange den kunstneriske pointe, som salen illustrerer. Dermed kan én sal sidestilles med en anden, ét kunstnerisk ståsted med det andet. Bagdelen opstår, når publikums konklusion hviler på et smalt udvalg. De få værker i salen fylder for meget og uforholdsmæssigt i forhold til den enkelte kunstners faktiske betydning i kunsthistorien. Flere, og mere forskelligartede værker, havde kunnet nuancere og variere ståstedet, en mere ubestemt tidsperiode havde forsynet publikum med et tilstrængt 'rodsystem'.
Det er umuligt ikke at tænke på, hvordan nogle af de arbejder af f.eks. kunstnere som Polke, Filiou, Cage og af Broodthaers, der indgik i René Blocks samling, havde kunnet malke kunstværkerne på flere og mere sammensatte konklusioner, end det billede på et billedsyn, man i dag vil få os til at tro på. Og - man ville måske endda have endt med i stedet for at indkøbe nogle af de - mindre pladskrævende og betydeligt mere interessante - vidoer, som McCarthy har produceret gennem årene.

Kerstin Bergendal er billedkunstner

Statens Museum for Kunst købte for kort tid siden en maleriinstallation 'En arkitektur, sammensat af malerier af Richard Powers og Francis Picabia' af de to amerikanske kunstnere Paul McCarthy og Mike Kelley. Den kostede 1,4 millioner kroner. Vi har spurgt en række kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere om, hvad de mener om værket. Se selv. Døm selv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her