Læsetid: 4 min.

Åndelige fysikøvelser

19. februar 1999

Til verdenslitteraturens helt store hører en lille, udsøgt skare af pukkelryggede dværge. Æsop var en af dem, en anden var den engelske poet Alexander Pope, manden, der skrev Essay on Man. En tredje var den tyske naturvidenskabsmand Georg Christoph Lichtenberg, født 1742 nær Darmstadt som syttende og yngste barn i en præstefamilie, fra 1775 fysikprofessor i Göttingen.
Siden den tidligste barndom bar han på en rygmarvslidelse, der som voksen gjorde ham til en aparte forekomst. Han huskes og citeres i dag som den præcise, klartskuende hjerne bag talrige aforismer, som han i 1764, det år hvor moderen døde, begyndte at nedfælde i sine såkaldte 'Sudelbücher' eller kladdehæfter.

Lichtenbergs 'metode' beskrives hos ham selv som en planløs flakken om, som strejftog i fantasien, hvorunder han dog ikke sjældent støver noget op, som den systematiske filosofi siden kan finde anvendelse for i sin husholdning. Det gælder blot om at se noget nyt i hver eneste sag, noget som ingen hidtil har bemærket, og som ingen har tænkt på før.
Emnemæssigt spænder hans optegnelser vidt. Han fordyber sig i sit eget sind og iagttager andre. Han gør sig lystig over alle afarter af udvendighed, forstillelse og falskhed, funderer over troen, moralen og samfundsindretningen, filosoferer i korthed over litteraturen og bogen.
Stemningsmæssigt svinger han lige fra lysende munterhed til den mørkeste melankoli, men lader som regel aforismen spidse til i overbærende ironi. Om en vis dame bemærker han, at dersom tanker ikke var toldfri, var hun forlængst gået fallit. Om den i samtiden højt besungne frihed skriver Lichtenberg, at det, der tydeligst karakteriserer den sande frihed, og brugen af den, faktisk er - misbrugen.

Han er barn af oplysningstiden, men også typisk for det sene 1700-tals individualistiske modstand mod luthersk ortodoksi. Den enkelte har i hans åndsepoke vænnet sig til at betragte sig selv som stående alene over for Gud eller Kristus, hvad der overført på filosofiens og psykologiens gebet resulterer i en art verdsliggjort introspektion.
Som senere Freud fremhæver Lichtenberg drømmen som vej til selvindsigt, og han bliver brat radikal, når han som konsekvens af individets principielle frihed må gå ind for selvmordet som et plausibelt valg:
"Bestræb dig daglig på sandhed, lær verden at kende, beflit dig på at omgås retskafne mennesker, så vil du altid handle sådan som det passer sig bedst for dig, og finder du en dag selvmordet mest passende, dvs. finder du ikke alle dine fornuftsgrunde tilstrækkelige til at afholde dig fra det, så er også det - tilladt." En grav er, står der andetsteds, den bedste fæstning mod skæbnens storme.

En af G.C. Lichtenbergs svenske oversættere, Olle Bergquist, bemærker, at mesterens tanker løber som en underjordisk åre i et bestemt mentalt terræn. Hans indflydelse spores hos bl.a. Schopenhauer, Nietzsche, Musil og Kierkegaard.
Når visse af aforismerne høres citeret igen og igen, og af de forskelligste ånder, beror det på hans skarphed, der på den ene side hidrører fra videnskabsmandens uhildede respekt for hvert fænomen i dets særegenhed, men samtidig på den anden side må skyldes outsiderens fortrolighed med at skulle stole på sin og kun sin version af sandheden om en given ting.
Forfatterskabet omfatter, udover kladdehæfterne, betydelige fagværker om eksperimentel fysik, men også eftertanker om skuespillets kunst og Hogarths kobberstik. Mod J.K. Lavaters fysiognomiske teorier om relationen mellem ansigtstræk og sjælsegenskaber udviklede Lichtenberg i et satirisk fragment egne tanker om menneskesindets ydre udtryk, en "affekternes semiotik". Med et smil noterer han sig, at Lavater får mere ud af at se på nulevende forfatteres næser, end den fornuftige verden får ud af at læse deres skrifter. Men samtidig giver Lichtenberg den fysiognomiske tænkning ret så langt som, at der her i verden findes fjæs, man bare ikke siger "du" til.

I et land, hvor folks øjne lyste i mørket, når de var forelskede, behøvedes ingen aftenbelysning, står der i en optegnelse. I en anden strejfes en herre, der altid læste "Agamemnon" i stedet for "angenommen" - så meget havde han da ud af sin klassiske dannelse!
En tredje aforisme, der kunne vandre direkte ind i et moderne absurd drama, har form af en dialog:

"Hvem er det?"
"Bare mig."
"Åh, det er allerede for meget."

Så kort kan det altså siges, tænker man gang på gang under læsning af Lichtenberg, for hvem ideal-aforismen har kraftig lighed med en matematisk ligning eller et godt fysikforsøg. På onsdag d. 24. har han været død i 200 år.
Uddrag af kladdebøgerne offentliggjordes 1800-06 samt 1844 under overskriften Bemerkungen vermischten Inhalts. Efter at man i 1896 havde genfundet størsteparten af de originale manuskripter, udkom 1902-08 en repræsentativ samling med Aphorismen, fulgt af flere senere udgaver, bl.a. ved Wolfgang Promies (1968-74). På svensk foreligger udvalget Aforismer, Atlantis 1997, oversat og indledt af Olle Bergquist.

Artiklen er den tredje i en ny serie, hvor Erik Skyum-Nielsen portrætterer klassikere i den korte og ultrakorte prosa. De to første artikler om Alexander L. Kielland og Jorge Luis Borges blev bragt 22. januar og 5. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu